Min datter sagde noget indsigtsfuldt ved Eremitageløbet. Hun sagde: – Hvorfor skal man egentlig betale? Hvorfor ikke bare løbe med?Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Det eneste, man får for sine penge, er et nummer og en tid. Ikke engang en godtepose.
*
(Okay, nu hvor jeg tænker efter, kan det godt være pengene går til Hjerteforeningen. Hvad ved jeg? Jeg havde ikke tænkt over det.)
*
Jeg kiggede ind (på en fribillet) til Sund Livsstils-messe i Forum i lørdags. Af mine samtaler fremgik det, at Psoriasis-foreningen er misundelig på Diabetes-foreningen, fordi de har flere penge, og at Diabetesforeningen er misundelig på Kræftens Bekæmpelse. (Jeg lærte også, at messen ikke er et godt sted at rekruttere bloddonorer, fordi de fleste folk, der kommer der fejler noget. M.a.o. de vil hellere tage end give. Jeg tog to kuglepenne og en ballon.)
Det sjoveste var de stande, hvor der sad en sur midaldrende kvinde ovre i hjørnet, og skiltet tilbyder coaching eller velvære, og ingen går derind.Det er meget sjovt at gå rundt og tale med de udstillende, når man er varmet lidt op (jeg har f.eks. aldrig set så mange kinesiologer på en gang), men ret hurtigt vil de sælge en noget, og så er det ikke sjovt længere, fordi man skal skynde sig væk. (Og så er jeg jo et pænt menneske, der ikke vil spilde folks tid eller såre dem, navnlig når jeg ikke selv får noget ud af det. Jeg følte mig som Borat eller Larry David uden kamera.)
Jeg blev tilbudt en gratis samtale af en "autodidakt psykoterapeut", der stirrede mig intenst ind i øjnene. Det var på en stand, der solgte meditative cd’er til vægttab, så jeg spurgte: – Hvad hvis man trænger til at tage på? og fremviste mit afpillede legeme.
– Det kan vi også klare, sagde de, og stillede mig over til hende den overvægtige.
Princippet er, at når man hører cd’en, får man lyst til at spise, ligesom Pavlovs hunde.
Og så hurtigt væk.
Så gik jeg rundt og kiggede efter Tove von Platen, for dét kunne være sjovt at rapportere om, men hverken hende eller de andre zonefeltterapeuter var at finde.
Da tog jeres udsendte reporter to æbler til fra en kurv og skyndte sig ud.
***
5 kommentarer:
Fin, fyldig reportage! Synd og skam at pyskoterrorprutten ikke var der! :D
Tak for de pæne ord. Og ja, sådan kan det gå. Min drøm er at tage alle disse små hverdagshændelser og irritationsmomenter og kunstfærdigt kæde dem sammen til Larry David-agtige plottwists, og så skulle terasprutten selvfølgelig have været der.
Apropos din titel, så er der også det at sige, at de der mennesker, som var til Woodstock i sin tid i som minimum bar overfigur ser mindre betagende, men mere grinagtige ud i dag. I hvert fald på stranden på Samsø i bar røv og dolk. Så noget at grine af mener jeg personligt altid der er, når hele oplandets klidmostre og økomåtter strømmer i Forum med deres hømænd under armene.
Ak! Tiden er ubarmhjertig, og det er den mod os alle... Men selvfølgelig er der dem, der som udgangspunkt frembyder mere attraktivt materiale for tiden at hærge.
PS Jeg mente "psyko-tag-af-sprutten".
Send en kommentar