Hvem har tid?

– Åh, jeg forbandede! Nu står jeg igen og overvejer, hvad det hele er værd.



ANDETSTEDS:

I hans tilfælde en hel del.

Tzching! Tzching! Tzching!

Postkortstørrelse

Et år gav jeg min far et maleri i fødselsdagsgave. Der gik et par år, så gav han det tilbage igen.

– Vi kan ikke have det, sagde han. – Bente siger, det ligner en stor penis.

– Hvordan vil du så forklare tænderne?

– Tag det nu bare, sagde han.

Nu ligger det herovre i en bunke.

Næste år savede jeg et stykke af en palet og gav det til ham.

– Tusind tak, det er jeg virkelig glad for. Er du sikker på, det forestiller "Diset morgen ved Taarbæk Havn"?

– Ork ja, sagde jeg.

Jeg havde skrevet titlen på.

En anden gang lavede jeg et pænt aftryk af en stor svamp.

– Orv, tak, sagde han.

Hans kæreste købte et mage til til at give til sin veninde.

Der kan man bare se. Folk foretrækker det, de selv ser. Eller ikke ser. Alt efter, hvad de ser. Men så vagt som muligt i al fald.


Gudsrost Grymland: Det glemte pas (grafisk særtryk, 2011).


I mit næste liv bliver jeg monokrommaler, hahahahahahaha!

– Dine nye spejlbilleder er fantastiske.

Det er udstrækningen af min succes.

Det stirrede op på mig og var grønt i siden

En kunstner smed et 30 år gammelt selvportræt ud i dag. Jeg så det i skraldet. Det var noget værre lort.

Kapitel XXVII af min næste roman

Jeg har nu to dage i træk prøvet at blive kørt rundt i bil af grænsepsykotiske førtidspensionister.

På vej til forbrænderen.

Mig: Der var engang, jeg stod og pissede, og mens jeg pissede, slog jeg en skid, og mens jeg gjorde det, slog jeg en bøvs. Det var fantastisk. Det er aldrig sket siden. Jeg tror, jeg var 17 år.

Jeg husker det så tydeligt, det var i løvtunnelen på vej ned til stranden.



Firserkoryfæet: Jeg prøvede engang at drikke et glas vand, samtidig med at jeg tissede. Det var en højst mærkværdig fornemmelse.

Og så var der nogen på bagsædet, der nævnte noget om en arbejder, der havde pisset nede foran Arken.

– Han skulle have pisset indenfor, så havde det været kunst.

Mig: At pisse er ingenting. Man skal bare drikke en masse væske. Men at fløjte foran alle folk, det er svært. Forestil jer en mundmuskulaturkontrol, det kræver. Kim Larsen kan gøre det. Roger Whitaker. Jeg kunne ikke fløjte foran 200 mennesker.

– Jeg kan slet ikke fløjte, lød det fra bagsædet.

Mig til firserkoryfæet: Det ville være fantastisk, hvis du kunne pisse og drikke samtidig og blive ved, ligesom cirkulær vejrtrækning når man spiller didgeridoo. Det ville jeg betale for at se. Jeg skulle gerne hente vand til dig.

Jeg forestillede mig, at han havde en tank og en slange.

Nu var vi der snart.

Mit manifest

Langtandet hestekranie

***
Jeg ved ikke, hvordan det er hjemme hos jer, men hjemme hos mig når det aldrig at blive rigtig lykkeligt. Der er perioder, hvor det går meget godt, og der er tale om en vis ømhed, men det holder hurtigt op igen, som en dør der smækker.
Det vender på den berømte tallerken.
Hver gang det går en lille smule godt, skal man stoppe og tage en dyb indånding og tænke over det, før man fucker det hele op igen. men jeg har ikke altid overskuddet til at, du ved, folde tøj om aftenen og vaske op, når hun forventer det, og gøre det ekstra. Det er ligesom at ryge: det er nemt at begynde, det gør man fra det ene øjeblik til det andet, men det tager lang tid at holde op. (NB! Til dem, der følger med, kan jeg fortælle, at jeg ikke ryger nu for tiden, fordi jeg har ondt i halsen. I øvrigt er det en hæslig vane, som jeg ikke kan styre. Jeg har det som om, at bare fordi jeg skriver det her nu, begynder jeg at ryge i morgen, jo mere jeg skriver, desto tættere kommer jeg på at ryge. Forleden dag havde jeg det som om jeg røg, da jeg skulle sove.) Her mener jeg: det tager lang tid at bygge noget op, men det kan rives ned på ingen tid. "Terrorangrebene d. 11. september 2001" var ingen kunsthandling, ligegyldigt hvad Stockhausen siger. Det var det omvendte. Det er ingen kunsthandling, hvis jeg tramper på dit sandslot eller sprænger balloner med cigaretter til en børnefødselsdag som en negativ teenager. I øvrigt er det lige meget, havet tager det hele. Rable, rable. Hvor er min lykke? Hvor er min lup? Kom frem, lille lykke, så jeg kan trampe på dig.
***

Gaver er til at give videre

***
Jeg er ved at læse Lewis Hydes The Gift, der er virkelig god, jeg er bare ikke kommet længere end forordet, hvor der stod noget, der ramte mig som et læs mursten.

Bogen handler om, at kunsten er en gave, man skal give videre, ligesom alle andre gaver. Der er ikke noget ved det, hvis man bare har det liggende i skrivebordskuffen eller loftsrummet.

I forordet står:

... Markedssamfundets mytologi vender billedet på hovedet: at få snarere end at give markerer, at man er et menneske med substans, og helten "hviler i sig selv", er "selvskabt". Så længe disse antagelser er i højsædet, vil en foruroligende fornemmelse af trivialitet eller ligefrem værdiløshed nage den mand eller kvinde, der arbejder i en gaves tjeneste og hvis produkter ikke i tilstrækkelig grad beskrives som handelsvarer. Når vores substans regnes efter vores erhvervelser, magter det begavede menneskes gaver ikke at gøre ham substantiel.
(s. XIV. Min oversættelse, putte)

Det første, man altid bliver spurgt om som kunstner, er: Kan du leve af det? Penge er den eneste gældende målestok for kunst. Hvis man ikke sælger, bliver man ikke regnet for noget. (At modtage statslegater kommer ind under penge som værdisætning.)

Det er sørgeligt at være falleret kunstner og svært at retfærdiggøre, også over for sig selv. Det er svært at stå dér og skulle til at være kreativ, når man tænker: – Hvad er det værd?



Her er citatet på engelsk:

"The mythology of a market society reverses the picture: getting rather than giving is the mark of a substantial person, and the hero is “self-possessed,” “self-made”. So long as these assumptions rule, a disquieting sense of triviality, of worthlessness even, will nag the man or woman who labors in the service of a gift and whose products are not adequately described as commodities. Where we reckon our substance by our acquisitions, the gifts of the gifted man are powerless to make him substantial.”


Lewis Hyde: The Gift: Imagination and the Erotic Life of Property. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Kirk Douglas ses her i den klimaktiske scene i Lust for Life, drenge og piger.
***

Lortekunst

***
Jeg gav et maleri af en stor hundelort til min ven Takeshi, og han hængte det op på sit lokum. Hans roommates kæreste havde været forstoppet i to uger, men hun kastede ét blik på mit maleri, og hendes forstoppelse var helbredt.

Det fik mig til at tænke på billeders umiddelbare fysiske effekt (porno er et eksempel på billeder med en umiddelbar, målbar fysiologisk effekt), og om jeg egentlig ikke burde sigte højere, mod de højere funktioner. At få folk til at grine eller græde er andre eksempler.*) For ligesom ørnen, der suser i de højeste bjerge, måske nok dykker ned i de dybeste dale, så er den stadig, hvad, 5.000 meter over havets overflade? (For at parafrasere Herman Melville.) Derfor bør man stile højt, så sker der ikke så meget ved at ramme fem kilometer for lavt, man har stadig næsen over rendestenen.
Tak.




*) På den anden side som filosoffen sagde: At få folk til at græde er intet! Et løg kan få folk til at græde! (Skal siges med fransk accent.)
***

Alle er en kritiker

***
Jeg er jo falleret kunstner, og en dag sagde min datter (12) til mig:
– Hvorfor maler du ikke noget, folk kan lide?
– Okay...
– Mal noget, som folk lægger mærke til, når de går forbi, og når de så kigger på det, skal de få lyst til at gå på eventyr i det.

(Målløs applaus fra far.)


***

Hastigt karriereryk med endeløst potentiale eller potentiel endeløshed – to nyheder så sent som fra i dag

Jeg er i dag blevet indstillet til medlemskab i en kunstnergruppe. Gruppen har ikke noget navn og heller ingen planer, men det gode ved en gruppe er jo, at man måske kan få de andre til at ordne ting, man ikke selv gider, f.eks. arrangere udstillinger og trykke postkort. Faren er, at man synes det, de andre laver, er noget lort, og at det ikke er flatterende at fremstå i deres selskab. På den anden side sker der så noget, og det er bedre end ingenting, kan man sige, så man har flosklerne på sin side.

Apropos min kunstnerkarriere opdagede jeg i dag på et webgalleri, som jeg uploadede nogle billeder til engang, en mail til mig fra sep. 2007, der udbad sig et pristilbud på et af mine øjenkræsende malerier, og jeg har som sædvanlig ingen ide om, hvad jeg skal tage, andet end noget dybt urimeligt selvfølgelig.

Man hører gerne det råd, at kunstnere aldrig må tage mindre for noget, når de først har etableret en markedspris. Prisen må altid kun gå OP! Det gør det ikke nemmere. Jeg må konsultere mine venner, metervaremalerne, og høre, hvad deres kvadratmeterpris er.

Hallo, det er ikke fordi, jeg regner med at gøre et salg her (på den mail). Det er et generelt problem, jeg taler om, med prissætningen.

De ville ikke have det mere (men han var glad for, at de ikke solgte det på auktion til 1-2k)

***
Jeg var ovre hos min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, men han er lige så kikset som jeg selv er. Han solgte et billede til nogen for 20 år siden, og nu har de givet det tilbage. De ville gerne købe et nyt billede, men han havde ikke noget, så her: tag bare pengene.


Urelateret Max Ernst-kollage.
***

Fejlslagen, omend ikke tilsigtet dansk kultureksport

Jeg havde nogen forskellige venner med hjem. Vi røg noget pot, og jeg satte et bånd på med Lars Hugs Kysser himlen farvel (en nostalgisk tripper for mig fjernt fra fædrelandet derhjemme – historien foregår i New York).

– Nå, nu skal vi også til at gå, sagde alle folk og udvandrede en masse. Det var nedtrykkende. Her troede jeg lige vi skulle til at hygge os. Vi var ikke halvvejs gennem side 1.


Note 1: Jeg skyder skylden på Lars Hug.

Note 2: Jeg skulle have fulgt mit første instinkt fra da pladen kom frem: Hvad er det for noget med mågerne og stranden?

Billede t.v.: Lars Hug. Han ligner Michael Moore.

Billede t.h.: Maleri af Lars Hug med kunstkritisk kommentar.Hvorfor skal popstjerner altid tro, de kan male? Det er uartigt.

Alt mit lort

Jeg er ved at drukne i lort. Hvad skal jeg gøre af alle mine ting? Jeg har det som om, jeg ikke foretager mig andet end at flytte rundt på dem. I mellemtiden vokser bunkerne. Jeg må rydde op i det, før jeg dør. Jeg kan ikke byde mine børn andet.
Jeg talte med en, hvis far var kunstner, om alle de ting, de måtte skille sig af med, da han døde. Et helt vognlæs marmoreret papir f.eks. (det ville jeg godt have haft!)
Lortet er ikke en skid værd. Måske burde man altid kun arbejde i små størrelser?
Jeg kender folk, der kan have hele deres produktion i en mappe. Det er serietegnere. Malere er værre. Skulptører er umulige.

Jeg har en teori om kunstværdi, en uholdbar teori, men en teori ikke desto mindre: Skraldeteorien. Hvis man smider et kunstværk ud i skraldet og ingen samler det op, er det intet værd.
Meget kunst er højt kontekstbaseret og ligner ingenting udenfor installationssammenhængen. Jeg kender en kunstner, der flyttede rundt på en stabel madrasser og en flyttekasse vækkeure, han brugte til en udstilling engang. Det ligner ikke noget! Min teori vil dog altid favorisere kunst med en høj grad af arbejdsintensitet, f.eks. detaljerede realistiske malerier.

Det kommer vel an på øjet, der ser. (The New York Times bragte engang en af deres super-velrapporterede historier om en kurator fra The Metropolitan Museum, der fandt et abstrakt, sort maleri på The Upper West Side og genkendte det som reel, prof kunst. Siden hen talte journalisten med alle implicerede personer: Ekskonen eller den nye kone, der havde smidt billedet ud, fordi hun ikke kunne lide det, den forsmåede afrikansk-amerikanske kunstner osv.)

Picasso fandt en Rousseau hos en marskandiser.

Der er altid en eller anden historie med nogen, der har fundet en Rembrandt eller en Pollock (se f.eks. filmen Who the #$&% is Jackson Pollock?) på loppemarked.