Jeg giver aldrig slip

Det er interessant, vi havde et skænderi i går uden at blive uvenner. Det var ret latterligt selvfølgelig: – Hvordan har du så tænkt dig at købe lagkagebunde, sig mig det?
Men vi blev ikke uvenner, og bagefter klyngede jeg mig til hende som en abeunge.



– Vi lyder som et syngespil.

Scenen

***
Hver gang jeg går i teatret, møder jeg nogen jeg kender. Derfor går jeg aldrig i teatret.

Eks.: For 100 år siden tog min kone mig ind at se Black Rider, og jeg er ikke holdt op med at brokke mig siden (20 sangere, der prøver at lyde ligesom Tom Waits – hvad bliver det næste, Louis Armstrong-imitationer?), og mødte Donzo N. og hans gamle kæreste på reposen. Næste gang, jeg var i teatret, havde vi fået to billetter til første række af noget Nikoline Werdelin, men ikke ved siden af hinanden, så vi var nødt til at bede ham ved siden af om at flytte sig. Det viste sig at være min kones bedste venindes (nu kendt fra tv) gamle kæreste (hvis erigerede mandslem hun engang tegnede omridset af på et A4-ark til evigt eje og minde – samme teknik som når børn tegner omrids af deres hænder i børnehaven). Da han flyttede sig, endte vi med at sidde ved siden af min gamle ven Niller og hans daværende. I pausen stod jeg i foyeren og mødte to gamle klassekammerater (den ene var ham, vi alle sammen drillede nådesløst gennem 10 år, nu er han direktør i en stor medievirksomhed – heldigvis ser min kone bedre ud end hans), så fremstammede jeg noget mht. min forhadte karriere og min fortid i New York og sprang ud for at tisse bag et træ ved kirkegården i regnvejr.

Det er en skam, for jeg kan faktisk godt lide at gå i teatret. Der er bare aldrig noget at se. Her tænker jeg tilbage på de gode, gamle dage, hvor min kone havde forladt mig, og min guru tog mig med i teatret flere gange om ugen på billetter til $1, han havde fået nede i the senior’s center. Der så jeg alt muligt fra Shakespeare til Mamet til Eugene O’Neills Beyond the Horizon, der berørte mig dybt, der slog mig som en knytnæve i mellemgulvet, fordi det handler om en kunstnerisk anlagt fyr, der bliver tvunget hjem af sin dårlige samvittighed til at passe den fædrene gård og gifte sig med den forkerte i stedet for at udfolde sit potentiale ude i verden. Og jeg lærte sågar at forstå Shakespeare: det lyder simpelthen godt, det skal høres, selvom man ikke forstår alle ordene, kan man høre, hvad det betyder, på selve lyden. Replikkerne rullede rask af skuespillernes tunger i Richard III*). Gode minder fra en lortetid.


*) Eller også var det Henry IV.
***

Dét ville jeg gerne se

***
Er der egentlig nogen, der har lavet en pornomusical? Jeg mener ikke en musical om porno ligesom O Calcutta*), men en rigtig pornofilm, hvor folk bryder ud i sang og evt. dans, mens de går til den.

Denne video er der ikke helt, men den er meget sjov alligevel:


Squeal Happy Whores. For filmsnobber: Instruktøren er James Gunn, der også har lavet den moderne gyserklassiker Slither. (Højdepunktet kommer ved -01:36.)


Det kan godt være, kombinationen bare er en fysisk umulighed, men det er værd at undersøge.


*) eller The First Nudie Musical eller Alice in Wonderland eller hvad der ellers dukker op på en to minutters-Google-søgning.
***

Her er lidt mere af mig fra i går

Jeg sidder på lokummet og skriver i marginerne uden om min sudoku.

Det minder mig om dengang, jeg kom hjem fra arbejde og sad og hulkede i badekarret, mens min kone lavede mad (badekarret var i køkkenet), fordi jeg ikke kunne se nogen vej ud.

Snart efter rejste hun og tog barnet med. Nu er børnene heldigvis så store, at hun ikke bare kan tage dem med, uden at de spørger.

Hvis min kone forlader mig, springer jeg ud som cabaret-stjerne. Jeg har allerede mit transvestitnavn og en playlist.

Hvor min guru drak sin kaffe

I årevis drak min guru altid sin kaffe i Dean & DeLuca’s på Prince St. (Spring St.?) i SoHo, indtil de skiftede ejer, og der begyndte at lugte underligt. Der var også for mange mennesker til sidst. Så man kunne altid komme ned og møde ham. Han kom der tidligt og sad der til ved 11-tiden. En dag råbte han over til et andet bord, hvad klokken var. – Øh, sagde manden og så på sit ur. Han blev lidt overrasket. Det var Jonathan Pryce, der spillede hovedrollen i Miss Saigon på Broadway, som sad der sammen med Jackie O.

Min guru kunne tale med alle, og han var altid ude på gaden, så han nåede også at se alle og selv blive set. En dag tog han ind på et galleri SoHo og så et stort sort/hvid fotografi af sig selv. (Han kunne godt lide at sidde og spille skak i parken. Det var dér, det var taget.) Han kaldte sig en "street person", men selvfølgelig ikke i den forstand, at han var hjemløs, han var bare aldrig hjemme i lejligheden.

En overgang stjal han kager om morgenen nede i Dean & DeLuca’s, en prune Danish, en schnecken, indtil ejeren sagde, at nu måtte han virkelig holde op. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det. Han kunne ikke forklare sig, men han skammede sig.

Hvad driver nogen til at lave verdenshistorien eller Bibelen?

Hvorfor finder nogen på at sætte sig til at lave verdenshistorien eller Bibelen? Er det ikke tegn på den yderste idéforladthed? Tænk bare på Mel Brooks’ skøre verdenshistorie. Den var s’gu da ikke særlig god. (Hans idéer var støt gået ned ad bakke i 70’erne, til de til sidst strandede på verdenshistorien. Og nu er han ved at genbruge alt, han har lavet, som musikteater.)

Det samme gælder Claus Deleuran (hvis du spørger mig: Danmarks svar på Crumb, samme gnidrede linier fra rapidografen), også selvom jeg godt kan lide hans Illustreret Danmarkshistorie. Hans idéer var også støt sunket fra de store tinder, Thorfinn og Rejsen til Saturn, til der var ikke andet tilbage end ALTING!
(Sidebemærkning: Hans tegninger var kedeligere, når han tegnede efter reference.)

Og hvad med Crumb selv? Han voksede op katolsk, og nu sidder han gu’dødme og laver en tegneserie ud af bibelen. (Han er også mindre sjov, når han bruger reference.)

Vores egen meddansker Peter Madsen, Valhalla-tegneren, har lavet "historien om Jesu liv baseret på de fire evangelier i Det Nye Testamente" som "tegneserie fortalt i akvarel over 136 sider” i samarbejde med Dansk Bibelselskab.
Er det ham, man ringer til, når man skal have lavet en religiøs tegneserie? – Det er noget med guder, ring til Peter!
Hvad bliver det næste, Peter Madsens Buddha Comix? Verdensreligionerne 1-5? Han tegner godt, men han er komplet blottet for humoristisk sans.

Til gengæld synes jeg Larry Gonicks The Cartoon History of the Universe er ganske god. Han lavede den også i et format, der gjorde, at han kunne blive færdig med den. Og det er moralen: Hvorfor slå sig selv ihjel over verdenshistorien, som Deleuran gjorde?

En stor skam, at gode gamle Deleuran aldrig nåede til det 20. århundrede, anden verdenskrig og den slags, det havde jeg glædet mig til (se bare nedenstående billede, der er fra den sidste side, han nåede at lave).

Bennys Badekar som musical - tiden er moden

Er der ikke nogen, der kan fortælle Flemming Quist Møller, at han skal lave "Bennys Badekar" som musikteater, altså musical?

(Der er alligevel ikke andet tilbage fra 70'erne at rippe*), så det gælder om at være hurtig, før de begynder på 80'erne - eller det har de måske allerede gjort?)

Hvem husker ikke "Sørøversangen"? Den kan man sagtens strække ud over et kvarter. Jeg forestiller mig sørøverne med selvlysende knogler på sorte dragter og sort baggrund, hvor knoglerne er velcro'et på, så de er lige til at rive af og slå hinanden oven i hovedet med (det er den billige udgave, man kunne lave derhjemme med børnene ved en festlig lejlighed, hvis der var nogen, der kunne spille harmonika). Eller de kunne være marionetdukker i naturlig sørøverstørrelse. Det har jo været populært med dukker siden Lion King-musicalen, så hvorfor ikke også her?
Det hele kræver måske også, at der blev skrevet nogle nye sange for at fylde ud, men hvad.

Okay, jeg skal nok sige det til ham. Jeg skal bare lige finde hans adresse.
Mon ikke den står i DFI-bogen...
Næ, det gjorde den ikke. Men den skulle vel ikke være så svært at finde.

*) Jeg tror ikke, der er nogen, der er i humør til "Shu-bi-dua - The Muskelka'l".

Tekst og MIDI til Sørøversangen findes her.