I årevis drak min guru altid sin kaffe i Dean & DeLuca’s på Prince St. (Spring St.?) i SoHo, indtil de skiftede ejer, og der begyndte at lugte underligt. Der var også for mange mennesker til sidst. Så man kunne altid komme ned og møde ham. Han kom der tidligt og sad der til ved 11-tiden. En dag råbte han over til et andet bord, hvad klokken var. – Øh, sagde manden og så på sit ur. Han blev lidt overrasket. Det var Jonathan Pryce, der spillede hovedrollen i Miss Saigon på Broadway, som sad der sammen med Jackie O.
Min guru kunne tale med alle, og han var altid ude på gaden, så han nåede også at se alle og selv blive set. En dag tog han ind på et galleri SoHo og så et stort sort/hvid fotografi af sig selv. (Han kunne godt lide at sidde og spille skak i parken. Det var dér, det var taget.) Han kaldte sig en "street person", men selvfølgelig ikke i den forstand, at han var hjemløs, han var bare aldrig hjemme i lejligheden.
En overgang stjal han kager om morgenen nede i Dean & DeLuca’s, en prune Danish, en schnecken, indtil ejeren sagde, at nu måtte han virkelig holde op. Han vidste ikke, hvorfor han gjorde det. Han kunne ikke forklare sig, men han skammede sig.
fredag den 19. oktober 2007
Hvor min guru drak sin kaffe
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar