I dag sagde jeg én ting til min kone, da hun kom ind af døren (– Du kunne godt have ringet noget tidligere), før hun begyndte at skælde mig ud, og vi skændes og hun til sidst stod og skreg mig ind i hovedet af sine lungers fulde kraft og rystede sine knytnæver af mig og gav mig fingeren, alt imens børnene så på og skreg og græd, før hun til sidst forsvandt ud af døren og kom tilbage igen, mens jeg stod og lavede mad og hentydede i indirekte, lettere bureaukratisk betonede vendinger, at vi burde overveje at gå fra hinanden og at det ikke kan fortsætte på denne måde, fordi det ikke er godt for børnene.Nu sidder vi og spiser.
5 kommentarer:
Hvis det eneste I gør er at drive hinanden til vanvid, slide på hinanden og ungerne, var det måske en fornuftig løsning.
Men guderne skal vide at det er en svær beslutning at tage.
Har selv været der. Det pudsige er, at hvis man så bliver (ligeværdigt) enige om at gå fra hinanden, falder der ro over gemytterne og man begynder at kunne arbejde sammen og snakke ordentligt til hinanden igen.
Formentlig fordi det nu er til at se en ende på, istedet for at være fanget i usikkerhed og spekulation over hvordan det hele dog skal gå.
Godt sagt. For så er der i det mindste afklaring.
Vi gør også andet end at drive hinanden til vanvid, men der er langt i mellem efterhånden.
Jeg havde en god dag i lørdags, men der var min kone her heller ikke. Jeg er ikke sikker på, vi overhovedet kan lave noget sammen længere.
Jeg kan ikke finde ud af noget.
*
Det er pudsigt nok, det her med at snakke pænt til hinanden, for som man snakker til hinanden i et parforhold ville man ikke snakke til nogen andre mennesker (der er selvfølgelig også andre ting i et parforhold man som regel ikke gør sammen med andre mennesker).
Jeps. Det er en ganske usynlig og glidende overgang. Skænderierne accelererer, surhed og smålighed breder sig og generelt er tingene bare træls.
Pludselig hører man så en dag - virkelig hører, ikke bare sådan almindeligt hører - hvad det er for nogen ting der kommer ud af munden på den der egentlig skulle holde en hel masse af een.
Og så hører man nogen lige så skrappe ting komme ud af ens egen mund - rettet til den man burde holde en hel masse af.
Man mister respekten for sig selv og den anden. Så er den gal.
Måske du burde overveje hvad du vil have ud af de næste 10 år - og så spørge hende om ditto. Og så sammenligne resultater. Det er farligt, men ærligt :-)
Man har kun eet liv, så man skylder sig selv at prøve at få det man vil have - og andre ikke at spilde deres tid ved evt. at forhindre dem i at opnå det de ønsker for sig selv.
Ups, det blev længere end forventet. Træder ned af sæbekassen nu.
I burde ikke skændes foran børnene.
Tak for de gode ord, Thomas, og enig, Anonym.
Send en kommentar