Bekendelsesmaskinen

Min veninde Iki, tredjegenerations japansk avantgarde-filmskaber, opfandt engang en "maskine" – jeg tør godt skrive om den nu, der er gået så mange år – der gik ud på, at familiemedlemmer via et videokamera skulle fortælle hinanden deres ærlige mening, måske sige alle de ting de ellers ikke ville få sagt. Den var tænkt som et led i familie- eller samlivsterapi.

Jeg ved ikke, hvor godt den virkede, for kort tid efter gik hendes kæreste fra hende, da hun gav ham et valg mellem at få børn eller ikke være sammen (giv aldrig en mand et ultimatum ang. børn, snyd ham hellere, prik hul i kondomerne, tving ikke en mand til at tage en beslutning om at få børn, regn bare med at han bliver glad for dem, når de er der), og da han var min ven, jeg kendte ham bedst, har jeg ikke talt med hende siden.

Hun fortalte, at hun havde haft sin maskine opstillet hjemme hos en redaktør fra The New York Times, og hvor pinligt det var at høre, hvad han havde at sige: – Jeg kan ikke holde ud som I taler til mig, sagde han f.eks. Jeg synes maskinen lød som en god idé og spåede hende en stor fremtid og mange penge, især hvis hun fandt ud af at lægge den ud på nettet.

Jeg tror denne blog på en måde er min maskine. Min kone og familie ser den godt nok ikke – og godt det samme for det – men jeg kommer da af med det.

Men bliver jeg klogere af det?