Jeg tomlede rundt i Australien sammen med min kæreste. På et tidspunkt kørte vi rundt med en fyr fra Schweiz, der havde limet sand og muslingeskaller fast på sit folkevognsrugbrød, da en stor natsværmer satte sig fast i vinduesviskeren.– Stop bilen, vi må redde den, sagde min kæreste, som jeg vil kalde Pernille, men han gad ikke, han var ligeglad. Så begyndte hun at græde. Da stoppede han og reddede natsværmeren. Nu kan jeg huske hvad han hed, han hed Reinhart.
Han sagde, at videnskabelige undersøgelser havde vist, at chokolade stimulerer de samme centre i hjernen som sex, lystcentrene hedder det velsagtens, så når han eller en af hans roommates i Bern kom hjem fra en date og ikke havde fået noget, spurgte de: – Are you ready for some chocolate?Han arbejdede med computers i Australien.
Han så et skilt for en svejtsisk restaurant midt ude i ødemarken, så vi kørte derind. Der var ikke en kunde i butikken, men det hele funklede. Jeg spiste en kage, og da servitricen, der også var ejeren, kom tilbage, tørrede hun mine krummer på bordet op med en finger.– Det er det, jeg ikke kan fordrage ved svejtsere, sagde Reinhart.
De er åbenbart pinligt renlige. Jeg vidste det kun fordi, jeg havde læst Asterix i Alperne. Jeg havde aldrig set det i virkeligheden.
Det sjove var, at det slet ikke var hans mening at samle os op, han var bare standset for at tjekke sit kort.
Senere løb vi på hans bil igen et sted ved revet og satte en seddel under vinduesviskeren og kørte videre med ham et stykke til, også selvom han egentlig ikke havde lyst. – I don’t belong in your couple world, som han sagde.
*
Mere om den rejse senere, jeg orker ikke at tænke mere på den nu. Lad os bare sige, det var en oplevelse.
*) Fordi der ligger en pose vand med en guldfisk i oven på en bil i fart i den film**), og den kvindelige hovedperson bekymrer sig om det. Jeg er som Proust med den åndssvage madeleine, alting udløser stribevis af gamle minder.
**) Me and You and Everyone We Know – god film.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar