Blodskudt

Jeg vil godt skrive en roman, men tanken om at finde på en historie gør mig helt udmattet. Folk elsker en god historie. Hvem gider høre om, hvad der foregår inde i nogens hoved? Ikke mig! Giv mig noget at rive i, jord og blod og hud under neglene. Osv. Marimba-Johnny smilede lystigt op mod baren. En sporvogn klirrede. Hendes cremede lår over strømpebåndet. Forår i Prag, hvor selv Muldvarpen kan se. Han rømmede sig og så dovent op fra puden.

Hvad jeg ellers lavede

– Se, sagde jeg til min kone, – Jeg fandt fem puslespil til med 1000 brikker – allesammen med billeder af både i havne – og straks satte hun sig til computeren og bestilte en europæisk storbyrejse.

x5

Vi er alle engle

Jeg får dårlig samvittighed over alt. Jeg er ingen sagnhelt. Fik Odysseus dårlig samvittighed? Det tror jeg ikke. Jeg er mere som en af hans roere. En af dem, der bliver spist af Kirke. Men jeg ville ikke have noget med at være med til at stikke øjet ud på kyklopen. En holdspiller til det sidste. Man skal bare kalde.

Jeg har aldrig været i Berlin. Alle folk tager til Berlin, men jeg har aldrig været der. Jeg ville hellere have været der, før muren faldt. Jeg forestiller mig, at der var en spænding, der er gået tabt nu. Kan de ikke rejse muren igen? som de hippe berlinere plejede at sige. Det er også for tæt på. Jeg har heller aldrig været i Stockholm eller Malmø. Eller Hamborg. Eller Ålborg. Eller Silkeborg. Eller Viborg, Jyllands kulturperle. Mange steder med -borg. Jeg kunne blive ved.

Jeg er vågnet for tidligt, fordi jeg skal tjekke den lille, og jeg gider ikke stå op og besejre verden eller noget. Jeg ved godt, hvad det er, jeg skal, men jeg gider ikke. I stedet for spilder jeg tiden. Jeg åd al chokoladen, fordi jeg var ensom.

Drømmen om ingen husleje, del III

En filmfyr, jeg kender, tilbød mig sin lejlighed i London – i et godt nabolag, med flodudsigt – mens han er i New York. Jeg har selvfølgelig ikke noget at bruge den til, for jeg skal sidde her og langsomt dø. (Men min drøm er at sidde dér og skrive min roman*) færdig og flanere i gaderne og spise flan i trattoriaerne og studere i læsesalen på British Museum.)

*) eller i hvert fald ét haiku

Jeg plejede at synes, London var åndssvag, fordi det ikke var New York, men nu kan jeg godt lide den. Jeg har foreløbig nægtet at tage til Berlin. Barcelona er en mulighed.

Hver anden dag modtager jeg propaganda-mails fra de her discount-flyselskaber (Norwegian: Bratislava 199,- kr.!) og får så inderligt ondt i hjertet.

Samme gamle, del XIV

**
Jeg tog ned hos J. Per i juledagene og røg af de brune cigarillos, af den slags der gerne koster én venner (jeg er regrederet til gamle uvaner – slipper jeg aldrig fri af tobaksdjævelens kløer? Jeg kan ikke forestille mig noget tåbeligere end at trække røg ned i sine lunger, men når først man er begyndt). Han har været hashfri i snart to uger og hoster rigeligt i forvejen. Han åbner aldrig et vindue.

Kort efter dukkede en ung fløs i en lille hat op, der også undslap sin familie i julen, og gav sig til at rulle af J. Pers overskudsgrønne, mens J. Per sad og bævrede. Jeg ved ikke, om han røg med, efter jeg var gået.

(Senere sagde min kone: – Du skulle have sagt, han ikke skulle gøre det (ryge den fede foran J. Per), men det faldt mig ikke ind (jeg er ikke-interventionistisk). Hun har nok ret. Det har hun altid. Det er det nemmeste.)

Da faldt snakken på den unge fløs’ (lad os kalde ham Jokum) stigende vægtproblem, og J. Per viste ham et billede fra sin egen storhedstid, før han fik diagnosticeret sin sukkersyge (et billede i øvrigt knipset af undertegnede i 2001).

– Hov, sagde Jokum, – det er den samme fleece, du har på nu.

Og ganske rigtigt, det var det.

Så så jeg ned ad mig selv. Jeg havde den samme fleece på, jeg købte i London i 1998. Jeg går også altid i det samme gamle lort.

Når folk en sjælden gang ser mig i noget andet, siger de "gud!"


PS Hvorfor tænkte jeg det på? Fordi nu hang snoren, jeg strammer fleecen med forneden, ned i lokumsvandet igen.
***

Jeg skal bæres det sidste stykke

***
Der var litterært kredsmøde i går, og det var en god og givende proces, det handlede bare ikke nok om mig, fordi sidste møde havde været "all me, all the time".

Højdepunktet kom, da Triple-K skreg højt af grin over noget, han havde skrevet, noget med nogens mor, og jeg skingert stemte i.
– Skal du grine ad mig? sagde han spidst, før han deklamerede færdig.
– Du begyndte, protesterede jeg.

Selvom det kun kortvarigt drejede sig om mig, og det kun sporadisk lykkedes mig at rette opmærksomheden tilbage til mit værk til sammenligning og uddybning, gik jeg fra mødet med en slagplan til færdiggørelse af mit nu 2. rev. manus, der er 92% klar, efter jeg høvlede et par knaster af i dag over et par engagerede gennemlæsninger.

Målet er i sigte. Vil det lykkes mig at gøre denne ene ting færdig i mit liv? Eller skal jeg straks begynde på noget andet? Jeg klynger mig til mine fæller, som Dorando Petri, der blev hjulpet over målstregen af begejstrede hjemmebanedommere ved OL-maratonløbet i Rom, 1908.
***

Jeg anbefaler

***
Aleksandar Hemon er en bosnisk forfatter på 43 (44?), der flyttede til USA i 1992. Han skriver på engelsk, og det er det gode ved det, ikke så meget fordi han "ser på sproget med friske øjne", som et af bogomslagene siger, men fordi det tvinger ham til at forklare tingene, når han skriver om det gamle Jugoslavien og Østblokken. Ligesom hvis det havde været dansk, det drejede sig om, kan han ikke bare skrive "janteloven"*) og regne med, at alle forstår ham, eller referere til H.C. Andersen med en sproglig krølle. Jeg tror, det har hjulpet ham ikke at stå op til anklerne i sit eget sprog, han kan forholde sig frit til alle jugoslaviske forfattere før ham, for ikke at tale om det større publikum.

Og så skriver han om krigen og belejringen af Sarajevo på en måde, så selv jeg kan holde ud at læse det. M.a.o. han har noget at skrive om: krigen, sin barndom og ungdom i Østblokken, det at være indvandrer.

Hver gang han skriver om at vokse op i et kommunistisk land, er det vildt spændende. Ligesom når Sherman Alexie skriver om at være indianer. Hvor eksotisk er Danmark ikke? Jeg har tit tænkt på, at det ville være rart, hvis nogen bare ville skrive en intelligensrapport om sådan er der i Danmark.


*) eller Thomas Helmig.**)
**) Thomas Helmig er i virkeligheden nok sjovest forklaret nøgternt.


BLOGGERENS ANMÆRKNING: Aleksandar Hemon er aktuel med en roman og en novelle (eller et kapitel af romanen eller hvad det er, jeg har ikke læst det endnu, i sidste uges New Yorker). Det fik mig til at tænke på, at jeg helt havde glemt at udgive dette indlæg, som er det første i en række kulturkritiske indlæg, jeg skal huske at udgive, før jeg lukker bloggen her og foretager mig noget reelt uden for denne lille boble.
***

Professor Spasticus

***
De kaldte ham Professor Spasticus. I dag er han software-millionær med adresse i London.


***

– Hvordan var Paris?

– Først bollede vi, indtil vi ikke kunne mere, og så skændtes vi for resten.

Feriesnapshot: Vi stod og skreg af hinanden foran Disney-butikken på Champs Élysées