Den nye mig

Jeg fandt noget i dag fordi jeg havde lagt det på sin plads. Jeg forsøgte først at visualisere, hvor jeg havde lagt denne ting, men det gik ikke, så jeg gik metodisk frem og tjekkede alle tænkelige overflader fra døren og ind, før jeg tænkte: – Kunne det virkelig være, at jeg skulle have overholdt mit nytårsforsæt?
Triumf! Det havde jeg.
Man bliver aldrig for gammel til at overraske sig selv.

•

I går lovede jeg min kone, at selvom jeg måske ikke var blevet den nye mig endnu, var processen startet, og jeg var på vej. Det var fordi, jeg kom for sent hjem som sædvanlig (nåja, et kvarter, big deal, men hun skulle ud og møde sin veninde) og "bekræftede hendes værste fordomme". Jeg arbejder på sagen, det er de små hensynsfuldheder.

•

Der er en novelle af Sherman Alexie, Saint Junior, hvor hovedpersonen siger:

After years of marriage, Roman had learned one basic truth: It was easy to make another person happy.

To make Grace happy, Roman sat down to piss, did the dishes at least three times a week, vacuumed every day, and occasionally threw a load of laundry into the washer, though he’d often forgotten to transfer the wet clothes into the dryer. No matter. Grace didn’t sweat the small stuff, and with each passing day she loved him more and more.

Og lige før:

...he wanted to be polite, even kind to Grace. That was exactly what was missing in most marriages: politeness, courtesy, good manners. He was the kind of man who wrote thank-you notes to his wife for the smallest favors.

Det er det, jeg taler om.

God forfatter. Bogen hedder The Toughest Indian in the World. Anbefales. Forfatteren er indianer, og hver gang han skriver om at være indianer, er det vildt spændende. Han kan skrive om hvad som helst, bare det handler om indianere, så er det spændende.