Status på året

Jeg har tre højrehandsker.



Dvs. ingen venstre-. Hvad er oddsene? (1-8.) Særligt ærgerligt er det med min gode svinelæderhandske (t.v.) fra Randers Handsker på Strøget.

Hvad har du lyst til?

Sandheden er: jeg var skidebange ved at skulle tilbage til mit atelier igen. Efter firserkoryfæet var herinde, ødelagde jeg det maleri, jeg har malet på i 7 måneder, gav det dødsstødet i hvert fald, og bagefter et andet, jeg har arbejdet på siden maj, der nu er gået i stå. Jeg var træt af mentalt slavearbejde og ville bare lave min dagens portion kunst i al beskedenhed, mit mindstemål af personligt fremskridt i mit liv, men det første, der ryger, er dømmekraften. Jeg ville bare rette noget i øjet, og det hele faldt fra hinanden som spindelvæv. Hundredvis af timer er nu ingenting. Sandheden er: jeg cyklede grædende hjem.

Og nu tør jeg ikke røre ved noget.


"Man works when he is partially involved. When he is totally involved he is at play or leisure."

Where the whole man is involved there is no work. Work begins with the division of labor.
– Marshall McLuhan

Sandheden er: mit liv ville være betydeligt nemmere uden det kunstpis. Jeg har ingen succes, og jeg er ikke engang sikker på, at det er noget, jeg holder specielt meget af.

People say you have to have a lot of passion for what you're doing. And it's totally true. And the reason is because its so hard, that if you don't, any rational person would give up. It's really hard.

And you have to do it over a sustained period of time, so if you don't love it, if you're not having fun doing it, you don't really love it, you're gonna give up. And that's what happens to most people actually.
–Steve Jobs

I hated touring. Thought it was a real waste of time. You were only effective for an hour and a quarter a day and it just seemed scuzzy, all that rushing around, never getting the sound right on stage, meeting people you didn't want to talk to, like the local record company rep who turned up with the bag of marijuana you didn't want either. I enjoyed screwing the girls for a while, then that wore off as well. I've never known how to deal with adulation. The break point came for me one night when we were playing Sheffield and I caught myself thinking, Oh, I've forgotten to collect my laundry. And then I thought, This is the future: standing on stage, getting more and more successful, going through the motions.
– Brian Eno (min fremhævning)

Ofte, mens jeg står og maler, tænker jeg: Hvad fanden gør jeg egentlig det her for? Kulørte pletter. At smøre maling rundt. Hvor banalt. En abe kan gøre det.



Det gør det heller ikke nemmere at skulle starte på bunden hver gang og aldrig være oppe at svæve.

– Hvad for et dyr vil du helst være? spørger børnene, og jeg svarer: – En stor fugl, der svæver rundt oppe over det hele.

Mit liv ville helt sikkert også være billigere, hvis jeg ikke malede eller tænkte på det. Uden atelierleje ville det hele løbe fint rundt, selv med den nye, dyrere livsstil, min kone har opgraderet os til.

Hvorfor male de her store malerier, ingen vil have?



En stak papir giver mere mening.

Jeg talte med en af de mest succesrige kunstnere, jeg har mødt, der sagde: – Det gav ingen mening for mig mere at male to gange to meter store malerier til at hænge i rige menneskers stuer. Nu laver han små kasser med glas i.

Løber en Superliga-spiller rundt og tænker: Hvad fanden mening giver det her?

Det ærgrer mig, at der var en pointe, jeg ville lave, men nu kan jeg ikke huske den.

Nå ja, nu kan jeg huske det: Men jeg er sikker på, at jeg gider nogetsomhelst (andet end at læse avis og rage ud efter min kone). Alting er en overvindelse. Bunden er nået.

Udpint forbi

Faktisk vil Dürzü ikke tjatte med mig mere, fordi han hævder, at jeg håner ham med hans job (som glorificeret kopidreng inden for det offentlige), men intet kunne være fjernere fra sandheden. Her er et uddrag af vores udveksling fra i dag:

(4:11:11 PM) Gamle jas,

på tråden der vist er lidt knas.

(4:17:35 PM)
Spil ikke såret,

når på hænder og fødder

gennem livet du bliver båret

med de andre tjenestemandsrødder

på jeres paradefloat af velfærd,

betalt af os andre med møje og besvær

og ansigts fodsved,

(4:19:06 PM)
ja, jeg ku' bli' ved,

vi hujer og pifter og vinker,
når I glider forbi med al jeres bling-bling'er
med kurs mod pensionen,

så satte og matte

og i fløjlsbuksebagen glatte,

som selveste Dronningen af Sabæ på tronen.

(4:20:18 PM)
Tryghed har sin pris,

det ved i stalden hver gris.

(4:29:06 PM)
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

The following message could not be delivered:
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

En meget sensibel person, denne Dürzü, knudret og tynget af virkeligheden og livets skuffelser i grams. Men lad ham om det. Jeg lader ham i fred og sigter efter højere mål, ordentlige store fede offentlige mål, ikke sådan noget fedtspil og spidning af insekter. I øvrigt er han jo min ven. Mere end min ven, han er min bror af en anden mor. Sammen er vi stærke, men nu er vores daglige kommunikation gennem fem år forbi. Der må nye matzohs på fonden.


Fra: Værste kunstner mod kunstner-fornærmelser i historien.

Ingen frokoster længere

Nu er der ingen tilbage, der holder frokoster længere. Min mor er død, og min svigermor er død. Det kan godt være, at I synes, frokoster med familien er irriterende, men man savner dem, når de ikke er der mere. Det er fedt at komme hen et sted og få maden serveret. Nu skal man lave det hele selv. Og hvad er så pointen?

De smukkeste kvinder

Jeg har gode erfaringer med at snakke med de smukkeste kvinder, der er. Tit er de til overs, fordi ingen tør tale med dem eller tror, de er utilnærmelige. Det er i hvert fald stereotypen. Jeg tør som regel heller ikke, men nogle gange, hvis jeg har tømmermænd eller tømmermandslignende symptomer, er jeg ligeglad. Det kan der komme noget godt ud af. Inden for tre dage hjalp en smuk kvinde mig til at finde en skole til min datter, og en anden sagde, at jeg skulle søge til radioen. Men det er et stykke tid siden nu. På det sidste har det stået sløjere til.


Jeg fandt engang denne klassiker på gaden, men kom til at give den til min irriterende roommate, typen der fik $10-blowjobs uden for Jungle Jim's. – Ser hun ikke bare godt ud? sagde han om hende på coveret. – Her, tag den, sagde jeg. En af bogens hovedmoraler er: Kvinder er også liderlige, ligeså liderlig som dig!

BONUS!
Pablo Picasso (Jonathan Richman). Alle kunstrockerne dækker pudsigt nok den sang (Bowie, Iggy, John Cale). Jeg hørte den her først:

Burning Sensations: Pablo Picasso.

"Har du nogensinde prøvet at score en chicks og blive kaldt en spazmo?
Det skete aldrig for Pablo Picasso."

(Jeg arbejder på en fordanskning. Gi' mig nogle forskningsmidler!)

Borte. Forklaring

Der har været teknisk uheld på Blogger. Derfor er indlæg og kommentater for de sidste to dage gået tabt, og det er jo ærgerligt. Se bare de to sidste kommentarer f.eks.:

• "Du er jo genial." (Tjek.)
• "Bryster bryster bryster." (Tjek.)

Jeg udgiver indlæggene i den rækkefølge, de har hobet sig op.

Det er uetisk og lavt at diskutere sit forhold pseudoanonymt

HuffPost havde en artikel om at blive hængende i dårlige situationer – et forhold eller et job – pga. den investering, man har gjort i forholdet eller jobbet (ligesom den tabende gambler, der ikke vil forlade bordet). Den psykologiske morale er, at man ikke skal tænke på det som et tab, men som en gevinst, og fokusere på det, man vinder derved. I mit tilfælde mine børns had og et værelse på Mændenes Hjem.

4 mdr. løbende

Donzo er blevet uvenner med mig, fordi han skylder mig 500 kr.



Det er irriterende, for nu har jeg ikke nogen at skrive til, når jeg skal skide eller drikke kaffe. Eller omvendt.

Så let mit greb

Mens jeg stod og malede, faldt mine bukser ned.



Mens jeg stod og malede, tabte jeg min pensel ud af hånden.

Mon oncle

Min onkel fortalte en historie: hans kone var bange for, at hun måske havde smidt en ₤20-seddel ud med skraldet, så han tog hele vejen ud på lossepladsen for at lede efter den. Her kan man forestille sig det eksistentielle billede af en person, der stirrer ud over en uendelig losseplads. Så han tog en ₤20-seddel, han havde i lommen, og svinede den lidt til og tog den med hjem til sin kone, der fortalte alle folk historien sikkert resten af sine dage.

Men hvad han selvfølgelig også sagde var: Du kan ikke stole på en lyd af, hvad jeg siger.


Pecunia non olet.

Zen-koan: Klosterlederen sagde til munken Tatsuo: "Gå ned til brønden og hent vand." Bagefter sagde han til munken Kenji: "Gå ned til brønden og hent vand." Tatsuo og Kenji sagde: "Du kan umuligt gætte, hvem jeg mødte nede ved brønden i dag!"

Lille verden.



Se også: Stol ikke på dine onkler, 1. del.

Der kom noget i vejen

Jeg ringede til min svigerfar:

– Kan jeg låne bilen på lørdag?

– Nej, Morten og jeg skal til 30-års fødselsdag i Helsinge.

– Nå, jeg havde håbet på, jeg kunne låne den til min mors bisættelse.

(...)

– Hun døde i søndags. Har du ikke fået det at vide?

Senere nævnte jeg for min kone, at det var lidt underligt.

– Jeg har ikke nået det, sagde hun.

Gennem alle årene

16:30 lillejuleaften

– Okay, nu har jeg ikke mere overskud til at at forholde mig rolig længere, skal du bare vide.
– Hvad?!
– Hvis du bliver ved, kan jeg ikke forholde mig rolig længere. Jeg kan ikke tage mere.
– Jaja, det er ligesom en voldtægt: 'Nu er du advaret'...

Men hun holdt kæft.



Hvad førhen fulgte

– Hold kæft, sagde jeg. – Du lyder som Yvonne fra Olsen-Banden.
"Gennem alle årene", begyndte hun. Hvad hun har fundet sig i og hvor ondt jeg har af mig selv over den mindste ting.
– Hvad skal jeg høre det for? Jeg kan det udenad. Jeg kan fortsætte diskussionen uden dig.

Jeg har ikke kigget på opskrifter til juleretten. Jeg har slæbt fire poser hjem fra Netto, men det er ikke godt nok.
– Jeg troede, vi havde aftalt, at du fandt på en juleret, siger hun.
– Ja, det er sådan, vi laver det sammen, siger jeg. – Du siger til mig, hvad jeg skal gøre, og så forventer du, at jeg gør det. Gør det selv til en forandring. Men så er der jo altid noget fysisk galt med dig eller en mental blokering, hvis du bare skal træde op på en stige.
– Ved du, hvad der sker, hvis jeg bare laver den mindste ting? Så kritiserer du det. Det er aldrig godt nok, lige meget hvad jeg laver.
– Det kan jo være, det ikke er godt nok.
(...)
– Så lad mig lave ris á la mande og rødkål. Hvor svært er det? Du tager to pøller og hælder op i en skål med noget fløde. 'Din berømte ris á la mande'! Jeg troede, du kunne gå over og købe ind...
– Du kan bare ikke holde ud, at jeg er træt, når jeg kommer hjem fra arbejde, og ikke straks går i gang, ligesom jeg altid gør. Gennem alle årene og blablablablablablabla.
Mig: – Jeg ville sgu gerne gå på arbejde. Så du kunne blive hjemme og tabe penge.
– Mm ja, arbejde.
– Nå ja, nu er du pludselig blevet ekspert i arbejde, fordi du har haft arbejde i to år.
– Jeg har sgu altid arbejdet.
– Ja, især.
Og blablablablablablabla.



Nu tavshed. Så tavst som inden i en tromme.

Det runger i ørerne endnu. De skarpe angreb, de lynhurtige pareringer, de evige beskyldninger. Slået hjem igen. Det er kun inertien, der holder os sammen.

Børnene kom ud og tyssede, fordi de lavede lydoptagelser.

Julen er virkelig en forfærdelig tid. Jeg har mere travlt, end jeg plejer, Med ting der ikke rager mig en skid. En tom dans. Og pludselig er livet omme. Og jeg sidder her. På bænken under tøflen i mit selvvalgte eksil. Hvor er det dog kedeligt. Og begrædeligt. Og ærgerligt. Og bedre at være fri.

Fri som torsken. Fri som Jesus på korset.
Fri som et dødt øje i bunden af en spand.

Glædelig jul,
En rigtig mand.

Alt er faktisk meget godt, indtil vi er sammen. Så strammer det an.

"Jeg har ikke noget mod at passe børnene. Det er fint. Indtil du kommer hjem."

Min bror har inviteret os til glögg og æbleskiver. Testikolos i tørsperm og røget blod. Så skal vi lave konfekt. Der findes ikke sørgeligere ord end: Skal vi lave konfekt?

Fri til flugt.

Hun prøver at slå mig ihjel

Jeg så på min kones mad – bulgur, en salat – og tænkte: Hvor er proteinerne? Tror fanden, jeg lider af B12-mangel.

Alle folk kommenterede mit voldsomme vægttab. Min lillebror sagde: – Du ligner en højdespringer.

Jeg visnede som et blad og blev ført bort af vinden over hustagene og hang fast i en tv-antenne som en tom plasticpose.

Svigtsot

Min far ringede ikke engang til mig, efter min mor døde. Et par dage efter ringede jeg til ham, men han var i bad, og han havde hørt det, sagde hans dame, så jeg bad ham ringe tilbage.

To timer efter ringede han tilbage.
– Er der ellers sket noget? sagde han.

(10 minutter senere.)

– Hvad vil du have, jeg skal sige? spurgte han.
– Hvad med at sige, at du er ked af at høre det?
– Det troede jeg lå i det, sagde han.

Han er ingen hjælp overhovedet. Han gør faktisk tingene værre.

Flere hovedpiner VI

Min datter (13) har smidt sin telefon og sin cykel og sine nye, dyre sportssko væk.



Nu mangler hun bare at smide laptoppen på gulvet.

Mærkedag

Der er i dag 20 år siden, min daværende kæreste, nu kone, sagde til mig: – Fortryllelsen forsvandt.



Jeg var vendt tilbage med nyt hår.

– Har du savnet mig? sagde jeg.
– Ja, sagde hun.

– Se min nye, seje læderjakke, sagde jeg.
– Jo, den er sej.
– Se mine nye, seje ørkenstøvler, sagde jeg.
– Nej, de er ikke seje.

Det var begyndelsen til et langvarigt, lykkeligt forhold.

Det var dét. Livet vandt, og jeg tabte

***

Farvel onde verden. Farvel. Farvel. Farvel. Farvel. Farvel ...

Slibrig samtale

***
Min ven rockstjernen fortalte mig engang, at hans trommeslager havde haft en drøm, hvor et nyfødt barn sad fast på hans pik, og han kunne ikke få det af, lige meget hvad han gjorde. Nogle år senere genkendte jeg trommeslageren til en havefest og gik hen og sagde: – Jeg havde en drøm, hvor et nyfødt barn sad fast på min pik, og jeg kunne ikke ryste det af.

Han sagde ikke noget, men vendte mig bare ryggen. Jeg troede, han ville synes, det var morsomt eller i det mindste godt husket. Min ven 2Mason, der var med, sagde: – Det er den slibrigste samtale, jeg nogensinde har hørt.

Han havde nok ret. Jeg var i noget ængsteligt humør den aften, fordi min kone havde sagt, at hendes gamle kæreste ville være til festen. Det var han så ikke alligevel. Jeg kan ikke engang huske, om hun var der. Hun skulle komme sammen med nogen andre.

Hun kom hjem om morgenen og sagde, hun havde tabt sin vielsesring i vandet, da hun var ude at bade. Vi havde ikke været gift så længe.


Baggrund: Jeg var skæv igen. Vi varmede op hos 2Mason ude på Amagerbrogade, og spørg mig ikke hvorfor, jeg synes vi skulle køre fra en af hans andre venner på cykel. Det har naget min samvittighed, og hvis jeg nogensinde kommer i AA, vil jeg sørge for at give ham en undskyldning.


Morale: Folk er ikke nødvendigvis interesseret i at høre noget, du har at sige, bare fordi du kan huske det. (Henvisning til tidligere historie om irriterende forfattertyper, der blærer sig med deres hukommelse.)
***

Min strandlæsning år 1999 - indeholder verdens bedste beskrivelse af at spise vandmelon!!!

Jeg læste Mark Twains selvbiografi, min yndlingsforfatter. Han led af en slags grafomani, tror jeg. Han kunne simpelthen godt lide at skrive. På et tidspunkt har han og hans kone lejet et hus i Italien. Hun er syg, måske døende, og han giver sig til at beskrive huset og alle værelserne: det værelse måler så og så mange skridt ved siden af en sal, der måler så og så mange skridt. Det er det kedeligste i bogen, der ikke er en rigtig selvbiografi men sat sammen af forskellige skrifter. Jeg tror simpelthen, han skriver for at foretage sig noget, ligesom vi andre kan finde på at knipse 38 billeder af himlen, hvis vi keder os.

Han er bedre, når han skriver om at spise vandmelon:

I know how a prize watermelon looks when it is sunning its fat rotundity among pumpkin-vines and "simblins"; I know how to tell when it is ripe without "plugging" it; I know how inviting it looks when it is cooling itself in a tub of water under the bed, waiting; I know how it looks when it lies on the table in the sheltered great floor-space between house and kitchen, and the children gathered for the sacrifice and their mouths watering; I know the crackling sound it makes when the carving-knife enters its end, and I can see the split fly along in front of the blade as the knife cleaves its way to the other end; I can see its halves fall apart and display the rich red meat and the black seeds, and the heart standing up, a luxury fit for the elect; I know how a boy looks, behind a yard-long slice of that melon, and I know how he feels; for I have been there. I know the taste of the watermelon which has been honestly come by, and I know the taste of the watermelon which has been acquired by art. Both taste good, but the experienced know which tastes best.

(fra kapitel 13, min fremhævning)

Det mest hjerteskærende er, da hans ene datter dør, og han giver sig til at beskrive hende: dengang hun fik alle børnene til at opføre Prinsen og tiggerdrengen for forældrene og naboerne, hendes indtagende, idiosynkratiske stavning (som han foretrækker frem for retstavning, fordi det passer til hende), udtalelser hun er kommet med, som han og hans kone har skrevet ned i en bog med sjove ting, børnene siger.


Mark Twain: Autobiography, Vol. I & II – fås på dit lokale folkebibliotek.

Hvad bliver der af mig?

Jeg har tabt mig syv kilo på det sidste år. Det er for meget.

I dag var der er en, der kommenterede mit vægttab. – Er det fordi, I har fået diabetes hjemme hos jer? spurgte hun

Jeg kunne godt lide at veje nær 100 kg. Når folk stødte ind i mig under sportsudøvelse, prellede de af.
Der er for god plads i mine bukser.

Det er alle mine mange bekymringer, der tærer.