Min far ringede ikke engang til mig, efter min mor døde. Et par dage efter ringede jeg til ham, men han var i bad, og han havde hørt det, sagde hans dame, så jeg bad ham ringe tilbage.To timer efter ringede han tilbage.
– Er der ellers sket noget? sagde han.
(10 minutter senere.)
– Hvad vil du have, jeg skal sige? spurgte han.
– Hvad med at sige, at du er ked af at høre det?
– Det troede jeg lå i det, sagde han.
Han er ingen hjælp overhovedet. Han gør faktisk tingene værre.
5 kommentarer:
Tss, fædre!!
Ked af at høre din mor er død, Mandejammer.
(glad du er tilbage dog)
Fædre! Du kan leve med dem og du kan leve uden... Sørg for selv at være en man ikke lever uden!
Jeg har ventet længe på, du skulle komme tilbage. Trist med din mor.
Apropos fædre, så er mødre ikke meget bedre. Mine forældre har ikke talt sammen i 25 år. (Ja, det er skide sjovt at være deres datter). Da min far døde i efteråret ventede jeg længe på trøst fra min mor - og forgæves. Da hun endnu ikke havde nævnt hans død fire måneder senere, spurgte jeg hende med tårer i øjnene, hvordan hun havde det med, at han var død (i mangel på, at hun spurgte MIG hvordan jeg havde det).
- Det har ikke noget som helst med mig at gøre, hvæsede hun og rørte kraftigt i sovsen.
Vi har ikke talt om det siden. Fed samtale der, mother-dearest, glad for at vi fik talt ud om alt det der nager os, nu føler jeg mig så meget lettere om hjertet.
Det gælder om ikke at tale først = den, der taler først, taber.
Send en kommentar