Eksilstemmen

Det ville være sejere at skrive denne blog,
hvis jeg boede i eksil i New York. Så ville
folk sige: – Hans dansk er perfekt balsameret
i en pyramide af rav.

16 baljer fulde

Jeg overvejer, om de her små spermskud ud i bloggen er besværet værd. Eller om jeg burde samle det til en stor spandfuld og så hælde det ud på én gang. Det er et mirakel, jeg overhovedet får lavet noget. Det er ikke nemt at kvæles i sin egen ambition.

Samlivet overgår døden

Ønsk mig tillykke eller det, der ligner. I dag er en milepæl i denne blogs historie: for første gang har "samlivets ædle kunst" (også kendt som "s.æ.k.") overgået "døden" som mest brugte rubrik med 229-228.





Hvad det så betyder, skal jeg ikke kunne sige, andet end at livet, selv mit, langsomt forandrer sig. Dog undrer det mig, at kun ca. en tiendedel af alle mine indlæg på denne navnkundige og vidt elskede blog omhandler samliv. Jeg har det som om, jeg aldrig laver andet her end at brokke mig over min kone, min trofaste støtte, der har lyst for min fod op gennem årene. Hvor ville jeg være uden hende? Hvem ved. Hvor er hun nu? På arbejde. Jeg er ikke kommet ud af badekåben. Jeg har det som, hvert forræderiske ord mod hende her er et øksehug i skroget af vort samlivs fartøj på livets ocean. Ohøj, alle mand, jeg tager mere vand ind, end jeg lukker ud.

Mit nytårsforsæt er at holde op med at blogge

Jeg hader helligdagene, fordi de ødelægger
min udgivelsesrytme. Også årstiderne.

Jeg gider ikke forholde mig til, hvad der er.

Giver det mening? Det er jo kunst det her.
Man beder jo heller ikke en romanforfatter
have et kapitel færdig, samme dag han
finder på det. Nonsens, det er en anden
form. Hvad hvis jeg finder på en
vittighedstegning? Det tager sguda et
stykke tid at få lavet sådan en tegning, alt
efter kompleksiteten, I hvert fald for mig. Så
må I nøjes med lamme skitser.

Jeg vil have en iPad. Santa, hvor var min
goddam iPad?

Kan man indføre en jul, hvor alle bare giver
sig selv det, de godt vil have, og så sidder og
åbner gaverne sammen? Firserkoryfæets far
plejede at give sig selv en flaske whisky,
efter alle havde fået deres gaver. – Hov, hvad
har vi her? sagde han og hev den frem og
gav sig til at drikke.

Hev den frem, ti-hi.



Sent from my iPhone

Lårtykt

I forgårs var kl. 14, før jeg gik i gang, i går var den 15, i dag er den mindst 16. Det eneste, jeg har lyst til, er at ørle ud over nettet.

Juleknas

Det er nok ikke undgået den skarpsindige læsers opmærksomhed, at jeg den sidste måneds tid har lagt en række kryptiske tal ud. Men tallene er ikke tilfældige, de er en snedig kode, der, hvis man bryder den, giver adgang til al personlig information omkring mig: mit cpr-nummer, min Dankort-pinkode, mit telefonnummer, adgangskoden til denne blog, min bankkonto og min lånerkortkode. Bryd koden, og alt vil åbenbares. Er det svært? Ikke spor! Det er bare at gætte med.




Fat supercomputeren og kom i sving!

Spred det

Hvis jeg har gjort dig bare en lille smule ked af det på mine vegne, har denne blog været en bragende succes.

Min nye umiddelbare stil

Jeg var nødt til at gemme mig ud på lokummet for at skrive sidste indlæg. Det er min og min datters hyggeaften alene.
Forårsrullerne brændte på (ikke afbildet).

Taksigelse

Ønsk mig tillykke. I dag er det min 5-års fødselsdag her på bloggen. Jeg havde egentlig tænkt mig at holde en fest, men jeg troede, datoen var d. 6. december, så nu når jeg det altså ikke.

Det har været fem år med mange glæder og sorger. Meget har man kaldt mig gennem årene. For et par dage siden var det "nazi i svøb". Men jeg er også blevet kaldt "revisor" og "hippie fra 70'erne". Man har kaldt min mor en luder og meget mere. Og jeg spørger såmænd også mig selv, hvad det hele skal gøre godt for. Hvor er mit fakkeltog, min bronzeplade, min buste på Det Kgl.? Hvorfor er der f.eks. ikke opkaldt en vej efter mig?

Et frygteligt spild af tid, må man sige. Som at blive gennemkneppet af en halvslapt lem under skæren af mange ansigter. Det er ikke en skid værd. Der var en overgang, jeg troede, det var noget, men det er ikke en skid. Denne blog er den sørgeligste undskyldning for et liv, jeg endnu har set. Og hvis ingen andre gør det, må jeg hellere sige det selv: Du er ikke den spermklud værd, din far burde have tørret dig væk i.


Dagens tal er:

Alt hvad jeg har

Jeg er begyndt at skrive min blog igen, og jeg kan godt fortælle hvorfor: Jeg har ingen andre kreative afløb, jeg drukner i arbejde. Sidder bare her hver dag og ser mine drømme falde til jorden som glas og forsøger at styre min lyst til at rime med "i stedet for at knejse på Parnas". Til mine øjne falder ud af hovedet af scrollende tekst. Min hjerne er mos.
– Du er heldig, at du har dit værksted at lave … hvadsomhelst i, sagde min far.
– I stedet for at være på kontor?
Når min hjerne bliver for flad, står jeg op og spiller bold. Eller jeg kan se rundt på mine ufærdige kunstværker og begræde mit manglende mod. En halloween-t-shirt med blod. Mere end jeg har malet i en måned. Sourcet fra Gaddafi.

Vil I høre noget helt ærligt? Alle mine blogindlæg er to uger gamle. Ikke under en uge det sidste år. Jeg tænker på det som en litterær handling fra notesbog til blog, og i længden er det aktuelle skideligegyldigt*). Hvis verden går under, har jeg ikke tænkt mig at liveblogge det, og der er ingen tilbage til at læse det alligevel. Fra køen i Brugsen: WTF, der var en, der sprang over! Kommisen boller flaskedrengen. Hvor er min gin? En strømer knæler og kysser en præsts fødder, og en svans kaster op ved synet.
Er penge snart værdiløse? Ramt af lynet.

*) Mine dagsaktuelle indlæg er de værste.

14 dage og mere til – medieforedrag ved søerne

– Jeg kan ikke gå ind og se Tintin-filmen, fordi jeg er bange for at falde i "den uhyggelige dal" – das Unheimliche Tal! sagde jeg til min niece og forklarede, hvad jeg mente: Tintin er et ciffer, en smiley, hvem gider se ham med rynker og folder? Han ligner en pige. Og Terry ser ond ud.

– Jeg tager det nok ikke på mig så meget som dig, sagde hun. Hun var faldet i søvn på første række til gallapremieren. Fribilletter.

– Det var garanteret, fordi den var for hektisk, sagde jeg. – Har jeg ret? (Jeg forestiller mig en baby, der lukker ned ved sensorisk overbelastning.) (Jeg tror, hun havde tømmermænd.) Hvorfor kan de ikke lave en sjov 3D-film? Hvorfor prøver de at være realistiske? Det fede ved tegnefilm er, at de kan strække og bøje figurerne og skifte deres form og save dem over og dræbe dem (og flere pointer af John K). Det er dér, filmene fejler, og det er dér, jeg falder ned i den uhyggelige dal. Hvor er indlevelsen?

– Har du en blog? spurgte min bror.

– Nej, sagde jeg. – Men hvis jeg havde, kunne jeg skrive om alle mine tanker, og jeg kunne have fans, der fulgte mig og kommenterede.

– Mormor har en blog, sagde niecen. I sin ungdoms flor, det eneste, hun vil, er til udlandet og blive gift med en rigmand. Alt andet end at være her.



– Jeg synes, det er i orden at følge med i, hvad der sker, sagde hun.

– Selvfølgelig. Jeg er bare begyndt at vente 14 dage og se, om jeg overhovedet gider se filmen, når hypen er bruset af. Og det gider jeg som regel ikke – jeg tænker ikke engang på det.



– Kunne du heller ikke lide Toy Story 3?

– Jo, men den var ikke mest sjov. Jeg ville ikke kalde den en komedie.

Jeg tænkte på den første halve time af Wall-E.



Som et eksperiment vil jeg begynde at lytte til andre folk.

Jeg lukker min blog,
fordi jeg ikke får kærlighed nok.

LÆSERBREVKASSE – SPÆNDENDE NYT INDSLAG

Tror du, din kæreste er dig utro? Ved du ikke, hvad du skal kalde din hund? Mangler du et godt argument eller en god undskyldning? Spørg mig. Jeg er parat til at svare på alt.

Fat tastaturet og send dine spørgsmål til: Mig, kommentarfeltet herforneden. Så modererer jeg dem og udgiver dem sammen med mit svar.

DU VIL FORBLØFFES over, hvor meget jeg ved, og hvor godt jeg kan hjælpe netop dig. Man skulle tro, jeg havde kendt dig hele livet og forstod dine inderste tanker.

Er der noget, der plager dig? Føler du dig tung og træt om hjertet? Er livet ikke gået, som du havde regnet med? Spørg mig, og alt bliver bedre.

***Alt vil stå lysende klart, når du får mit svar.***

Vær ikke genert, tast straks løs. Du vil ikke fortryde det.


Ingen reklamationsret for svar, der er for lammende i deres præcision.



Hvad venter du på? Skriv NU!

Brevkassen står åben, og det er efter først til mølle-princippet. Alle spørgsmål vil blive behandlet med den allerstørste diskretion og respekt for det digitale privatliv.

• Få styr på din nysgerrighed med min viden og lystighed.
• Er du bange for, der er noget galt med dig? Jeg giver en diagnose.
• Kan du ikke finde den rette vej? Jeg lyser stien op for dig.

***Jeg giver dig et svar, der er det bedste, jeg har. Intet mindre kan gøre det, men først må du spørge det.***

Tænk det sagde jeg

(eller noget lignende), engang jeg havde en kunstkøbers familie på besøg:

Det irriterende ved at male med olie er, at så kan man ikke hele tiden gå over og tjekke sin email og se, om der er nogen, der har kommenteret bloggen, uden at risikere at få maling på sit fine nye keyboard.

I alt for lang tid har jeg antydet ting

Jeg er træt af at antyde. Fra nu af vil jeg gå direkte til sagen og lade antydningerne opstå rundt om.

(Det er ikke min blog, jeg snakker om, men andre ting.)

På godt dansk: I stedet for at trippe om den varme grød, skal jeg gå lige til flæsket.
På godt dansk 2: Dét må antydes! Total litote. Så bliver det ikke mere dansk.


Dette billede dukker op som nr. 7, når man googler "antydningens kunst".


Nr. 8. Her er det Ulvemandens genitalier, der er antydede.


Nr. 198. Her antydes det, at kvinden lægger æg.

Analyseinstituttet siger:

Nu er jeg allerede tilbage til at have færre læsere, end før jeg begyndte at skrive bloggen igen.

Tænkeboks

Jeg bør ikke skrive om mit elskede barn, for hun vil hade mig for det. Det er trods alt hendes liv, og hun er ikke en forlængelse af mig selv.

Joseph Heller skrev om sin 15-årige datter i Something Happened, men de talte ikke heller sammen i årevis, og nu har hun skrevet en bog om ham.

Det er betænkeligt at inddrage sin familie i sine patetiske skriverier, men hvem skal man ellers skrive om. Ledende politikere? Jeg kender dem ikke.

Jeg giver op.


Fra Blus skitsebog.

Høloftet

Jeg havde dårlig ånde, så jeg åd otte fed hvidløg (svedet i olivenolie til spaghetti) og tog til reception.

Højloftet.

En reklamemand fortalte mig, at der bliver læst efter, hvad der bliver skrevet i blogsene. Danske Bank har fire folk til at læse blogs, sagde han. Jeg så i hans hule øjne. Det hjælper ikke at have en sjæl i reklamebranchen.

Jeg brækkede filtret af en hans smøger og så ned på gaden. En mand kom gående med næsen i en lille lysende firkant.

Jeg prøvede hans briller. De gav en fantastisk fornemmelse af svimlende rum. Jeg vil også have multifokale.

En amerikaner kom over og humpede mit ben. Han er min ven (nu). Stop det, sagde jeg, og han holdt straks op. – Jeg kommer ikke ud af buret så tit, sagde han. – Jeg skriver en hemmelig blog, der bliver læst af tusindvis af mennesker, sagde jeg. Han var ligeglad.

Min kone følte sig fornærmet af unge damer, der blev ved med at komplimentere hende for, hvor godt hun har holdt sig, og gik.

Ingen at tale med

Jeg ringede til min far i går og lagde en besked. I dag ringede han tilbage, fordi han ikke kunne få sin Skype-lyd ud igennem øretelefonerne*). Nu har han lige mailet mig seks storformat-billeder af sig selv. "Tænkte du godt ville have dem."

Andre gange Skyper han op og kigger på sig selv på videobilledet: – Oh, se!

Han spørger aldrig, hvordan jeg har det.


*) Hvorfor hedder de sådan? Det har jo ikke noget med fjernt at gøre. De skulle hedde ørefoner.


Billeder af videofoner her.

Jeg har virkelig ingen at tale med om, hvordan jeg har det. Det er bare at tampe det ned.

Det er derfor, jeg skriver her, og tro det eller ej, jeg får det faktisk bedre.

Var der noget jeg ville?

Okay, jeg er ikke blevet skilt endnu, men jeg kan ikke prøve at redde mit ægteskab, samtidig med at jeg skriver om det hér. I øvrigt ved jeg ikke, om der er noget at redde.



Det er svært at skrive ærligt om ægteskabet, mens man stadigvæk er gift.