Min kone gider ikke tale med mig, når det ikke er noget hun finder væsentligt. I dag kommer jeg hjem og spørger, om hun har set, at der er kommet et nyt Portishead-album, for dem kan hun godt lide. Det har hun. Og så fortæller jeg, for det har jeg lige fundet ud af, at, da de lavede deres anden plade, Portishead, samplede de ikke andre, som ved den første plade, men indspillede deres egne instrumentaltracks og fik presset en stribe vinylplader med dem, som de sled og gned på og så samplede af. Det vidste jeg ikke. Er det ikke snedigt? Jeg elsker sånoget.
Så har jeg tænkt på, alle de gamle Tin Pan Alley-agtige sange (Sunny Side of the Street, When You’re Smiling, Babyface osv.), der blev lavet til, at folk skulle købe noderne og selv spille dem derhjemme på klaveret, mens folk sang med, og at det måske netop er derfor, de blev sådan nogen ørehængere, som vi – i hvert fald jeg – går og synger med på endnu og som alle bør kende. Mens musikken i dag, som f.eks., Portishead og så meget andet, er baseret på, hvordan noget lyder, specielle lyde, tonekvalitet/timbre osv. Jeps, melodier og refræner er ikke, hvad de har været. Hvem skriver gode sangbare melodier længere? Det er der vel ikke nogen, der har gjort siden Hans Henrik Ley.
Men den diskussion bad hun mig spare. Hun gider ikke høre på det. Og I, mine kære læsere, er I overhovedet nået så langt som hertil? Men hvis jeg ikke kan fortælle det til jer, hvem kan jeg så fortælle det til? Og jeg er ikke færdig endnu.
Så sidder min kone og zapper kanaler, og jeg siger: – Hvornår har Robert de Niro sidst lavet en god film? Kan du huske, hvornår Robert de Niro sidst har været med i en god film? Hvad siger du?
– Jeg gider ikke diskutere det, siger hun. – Jeg er ligeglad, jeg gider ikke diskutere på dine præmisser.
– Hvorfor kan vi ikke bare konversere?
– Du vil jo bare have, jeg skal sige det, du synes.
– Hvad?
Og så skændes vi lidt om det.
Og før det siger jeg: – Hvorfor skal Egon Olsen spilles af en kvinde? Jeg kan ikke forstå det.
– Fordi det er sjovt.
– Jamen, hvorfor er det sjovt?
– Fordi Kirsten Lehfeldt er sjov, når hun spiller mænd. Fordi det er alternativt.
– Så det er kun sjovt, fordi det er hende, der spiller ham? Jeg finder det forstyrrende (ligesom med Mary Martin som Peter Pan). Alternativt? Det betyder jo bare noget andet. Hvorfor er det sjovt? Du kan da ikke bare give mig et tautologisk svar og sige, at det er sjovt, fordi det er sjovt? Hvorfor kan vi ikke bare snakke om noget?
Hun gider ikke diskutere på mine præmisser. Det skulle bare være mig, der ikke gad høre på, hvad hun har hovedet fuldt af, når hun kommer hjem fra arbejde.
Måske er det fordi, jeg sidder helt alene hele dagen uden at have nogen at tale med. Det er jo ikke fordi, der sker noget. Men hvorfor skal det altid handle om andre mennesker? Jeg kan godt lide henslængte overvejelser om populærkultur for at fordrive tiden. Hvad er jeg, Beavis & Butthead, diskenspringerne i Clerks? Men situationen er jo, at der en der sidder og zapper. Må man så ikke sige noget? Åh, hold min kæft.
Jeg var ude at få bank i boldsport i weekenden, og det fik mig til at genkalde et samtaleemne ved en familiesammenkomst.
I mellemtiden siger jeg: Mån modstanderen, dommeren, tilskuerne og gå din vej. Eller læg dig ned og nægt at give (bolden) op. Hvad forskel gør det? Hvad specielt beundringsværdigt er der ved at fortsætte, når man er så langt bagud?
Man tror man gør det rigtige her i livet, og så viser det sig, at det hverken betaler sig eller bliver påskønnet. Tag min fætter, der arbejder på atomkraftværket og giftede sig tidligt med sin kæreste fra gymnasiet og har sat sig med hus og svømmepøl og to børn og er bundet, så han aldrig kan flytte eller skifte karriere. Tror I han bliver værdsat? Nix. Hans kone tager massagekurser for at uddanne sig (haha), "sælger" Mary Kay-produkter i et pyramidespil og truer konstant med at forlade ham. Måske har hun allerede gjort det, jeg har ikke talt med ham et stykke tid.
Der er ingen højere retfærdighed. Der er ingen garantier.
Jeg er depri over ikke at have drevet det til noget i mit liv. Nu sidder jeg igen og er panisk med noget i sidste øjeblik. Alt er kaos, det hele flyder, jeg har ikke styr på en skid og måske er det hele slet ikke besværet værd.
Min mor ligger på hospitalet, og så ringer min far, og jeg skriger af ham over telefonen, fordi han ikke lytter til mig, når jeg siger til ham, hvordan han skal få sin Skype til at virke. Jeg har forklaret det for ham fem gange. Han er 80 og havde en hjerneblødning for 12 år siden, men han hører ikke efter, og han kunne ikke finde på at tage en note. Jeg kan ikke tage mig af hans små problemer, når jeg har værre ting at tænke på. Men snart er han død...
