Noget af det

Her er noget af det, jeg har fået at vide, at jeg er, gør eller skal, i dag:

"Jeg tager ikke ansvar for mit eget liv."

"Jeg hører ikke efter."

"Jeg er syg i hovedet."

"Det er ikke fordi, det er noget lort, det er fordi, jeg er en idiot." (Det rimer.)

"Indrøm du har ret."

"Det er altid værre for mig."

"Der gælder altid andre regler for mig. Særregler."

Bip! Bip! Bip! Bip! Der var en!

Mit nye kvarter er så hipt, at folk har trend-alarmer.


For hvis de nu skulle gå glip af noget.

Hvis nogen ser en trend, tænder de trend-signalet i form af en stor kringle på himmelen, og Emilia van Hauen kan komme rendende og tage sociologiske feltnotater, før den forsvinder igen.

Min ferierejse dag 1

***
Satans også, jeg er taget på ferie uden min iPod. Også min jakke. Den lå i jakken. Alt andet har jeg husket. Undtagen om jeg har låst døren. Jeg vidste, jeg skulle være gået tilbage og tjekket.



Hvad vil de have, når man kommer gennem boardingkontrollen?

Mig: – Jeg gider ikke shoppe slik!
Min kone: – Bnsjsgdk.
– Jeg gider ikke shoppe slik.
– Nej, det koster jo også penge.
Tænker: Jeg lyder ligesom en sur far i en film eller på TV: – Det er billigere i Føtex.

Faktum er, at min datter, der har diabetes, får det dårligt i slikafdelingen.



Damen i gate’en: – I er heldige, flyet er forsinket, ellers var vi fløjet uden jer.
Min kone: Sig det til ham
Mig: – SIG DET TIL HAM? Hvad fanden er det for noget pis at fyre af? SIG DET TIL HAM?
Hun: –Jeg kan ikke have, den dulle taler sådan til mig.
Mig: – Hvorfor fanden tørrer du den så af på mig? SIG DET TIL HAM?!
– Du skulle absolut ind i kiosken igen.
– Jeg anede ikke, hvad klokken var … (fåret)



Overhørt, ankomsthallen:
– Fuck, hvor er du najs.
– Nej, hvor er du steneren, Rebecca.
(Hun kom med en bagagevogn.)



Min kone: – Der er to veje til baggageclaim’en.
Mig: – Jeg synes, vi skal gå til venstre.
– Jeg synes, vi skal gå til højre.
– Så gør vi det, min skat.



– Har du tjekket kortet?
– Du navigerer!

– Hvad for en vej er vi på? Hvad hedder den? Ved du overhovedet, hvor vi er på vej hen?
– Jeg kan ikke have, du taler sådan til mig.
– Jeg er ligeglad med dine følelser. Kan du ikke bare sige, hvor vi er?!
– Du skal ikke tale sådan til mig.
– Du er ligesom John Travolta i Pulp Fiction med The Fox: Sugar and fucking cream on top? Kan du ikke bare være en god andenpilot?

(Desuden: Det er skidestressende at køre i en fremmed storby i myldretiden. Jeg sidder med familiens liv i mine hænder. Kan du ikke bare gøre, hvad jeg be’r om?)



Da vi endelig kom frem til vores lånte ferielejlighed, var den fuld af vagabonder. Jeg sværger.



Jeg sværger ved gud, der var fuldt af vagabonder. I hvert fald én vagabond, der ikke var der. Alle hans ting lå der: hans computer, hans rullepapir og tjald, hans Playstation, hans to potplanter i potter på terrassen. Det er sidste gang, jeg låner en ferielejlighed af zigeujnere.


Exhibit A.
***

Jeg var marinesoldat i Afghanistan

***
Den første dag blev jeg bortført og tortureret i en hule. Det lykkedes mig at slippe fri ved at smøre ost fra min feltration ud over rebene, så en lille afghansk mus, der opholdt sig i hulen og var sulten, kunne bide dem over. Jeg slog en af vagterne ned – har jeg glemt at sige, at det var en rabiat, muslimsk splintgruppe, anført af den onde, onde Machmanaman? – og iførte mig hans tøj, før jeg flygtede jeg ud i natten.
– Hvem dér? råbte en vagt, og jeg fingerede et voldsomt hosteanfald.
– Det skal du ikke sige om min søster, råbte han optændt af harme og løb mod mig i mørket med sin MK-45 med påsat bajonet, men da var jeg for længst flygtet på en kamel. Næste morgen ved daggry stødte jeg på en FN-karavane og nogle NGO’er, der tog mig med til den nærmeste havn, hvor jeg fik passage på et skib til Nykøbing. Undervejs blev vi overfaldet af pirater i Biscayerbugten, men jeg drev dem på flugt med en kartoffelskræller, egenhændigt. Glemte jeg at sige, at jeg var læderhals i Jægerkorpset og blandt de bedste på mit hold?

Nu er jeg hjemme i Danmark igen, og det er svært at tilpasse sig dagligdagen. Jeg synes ofte, folk ikke vil høre om mine oplevelser i Afghanistan, og jeg kan ofte føle mig usynlig. Jeg er begyndt at fixe og er ofte langt ude. Jeg mener fiske, og jeg må ofte langt ud på fjorden for at stange ål.

Nu håber jeg, at I lidt bedre kan forstå, hvad jeg og så mange andre danske besættelsestropper har gennemgået, mens I andre bare har siddet derhjemme og set fjernsyn og filtet navleuld og pillet hinanden i kussen, som om det hele bare var et spil, mens det for os alt for ofte har været dødelig virkelighed. Jeg er lykkelig for at være i live, og i dag forsøger jeg at skabe mig et nyt liv med almindelige værdier. Før var det hele lige meget, nu er det hele meget lige, i den forstand at man som verdensborger lærer at værdsætte og påskønne det flade, demokratiske, danske hierarki.
Tak.

Det er ikke altid nemt, lad der ikke herske nogen tvivl om det, men jeg har da mig selv og min samling udstoppede skrumpehoveder, jeg stryger over håret, når det falder mig lidt tungt.

Jeg tager det en dag ad gangen. Livet er en sær størrelse at have med at gøre, men det er det eneste, vi har, når alt kommer til alt. Så det er bare at klemme de sidste dråber glæde ud af det, dræne livets bæger og sige skål. Det var som det blev. Deri ligger der en stor accept.
Tak fordi I ville lytte til mig.
Farvel for nu.
Hej.
***

Lettere irritation i går aftes ved 22-tiden

***
Det irriterer mig, at min kone sidder ved laptoppen (og tjekker fitnesscentre og dansekurser), og jeg ikke kan komme til.

– Er du ikke snart færdig, så jeg kan se The Daily Show? Du sidder bare og stener.

– Nej, jeg sidder ikke "bare og stener". Jeg søger.

Nu er hun inde et sted, der kommer mærkelig musik ud af.

Får hun ikke snart sin egen?


PS Jeg keder mig så meget, at jeg sætter mig til at beskrive situationen.

PPS Det gode er, at vi ikke endte med at flå hovederne af hinanden. Det er den nye orden.
***

Udartelse (forts.)

***
Jeg lå i sengen, og så slog hun mig (med noget tøj), og jeg sparkede en hylde af hendes tøj ud af reolen, og hun sparkede en hylde af mit tøj ud af reolen, og så rejste jeg mig op og slog hende (et svirp på armen).

– Du skal ikke slå mig, siger hun.
– Du slog mig først.
– Jeg slog dynen.

Og senere:
Hun begynder at sige et eller andet.
– Jeg gider ikke snakke med dig. (Bag blokken.)
Langt om længe, hende:
– Læg mærke til, at da jeg slog dig, var det spontant, mens du ventede, før du slog mig.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige det var præmediteret.


***

Omkring kl. halv tolv i går aftes (forts.)

***
Lige nu, må jeg indrømme, synes jeg
parforholdet er ret anstrengende.
Et ret anstrengende sted at være.
Konstant at skulle tage sig af den andens
åndssvage flip.

Hvis man sænker paraderne, bliver man
beskudt med forgiftede pile.
Skuldrene op om ørerne. Ja skat, ja skat,
ja skat. Min kone giver ingen mening ved
sengetid. Hun snakker med sig selv. Hun
stiller retoriske spørgsmål (eks.: – Hvor er
nu den? Nå. Lige foran mig), og det
sikreste er ikke at sige noget.

Mine tanker vandrer under hendes lange
fortællinger om hendes dag, og jeg må
stikke mig selv indvendige lussinger og gå
omvendt tilbage i mine indre fodspor for
at huske hvor jeg kom fra.
Et andet godt indianertrick er at
gentage eller omformulere det sidste,
hun sagde, som et spørgsmål.
– Altså sige det på en anden måde?
– Ja.
***

Nye udladninger ved sengetid

***
Vi havde et skænderi, fordi min kone skal til motionsløb. Hun synes ikke, jeg støtter hende nok, og så gad jeg ikke snakke mere,*) fordi jeg prøvede at læse min bog (Helena Cronin: The Ant and the Peacock) og blev ved med at læse de samme linier om og om igen. Det eneste jeg ville var at falde i søvn.

– Bare fordi jeg ikke klapper af alt, hvad du vælger at foretage dig.
– Jeg er ligeglad med hvad det er, bare det ikke bliver nedgjort.
– Det er det jeg siger, du er komplet relativistisk.

*

– Det eneste der er galt med mig er dig.

*

Nu har hun lagt sig ind på sofaen og ser fjernsyn, mens jeg gemmer mig bag min blok.

– Dokumenterer du det også nu? siger hun. Så kan du rigtigt fortælle de andre om det nede i din, hvad er det den hedder, lille kreds (litterær kreds, red.): Min kone forstår mig ikke. Jeg håber, du viser din side af sagen også.

Ret sjovt, for det er jo faktisk det eneste jeg viser.


*) Om hendes åndssvage motionsløb.
***

Feltnotater 22:05 onsdag aften

***
Min kone skal løbe et motionsløb med arbejdspladsen, fortæller hun mig.

– Det bliver din død, siger jeg.

Og så skældte hun mig ud, og vi begyndte at skændes, fordi jeg aldrig støtter hende. Nu har hun lige stukket hovedet ind og sagt, at jeg skulle overveje at gå i terapi, for det her har dybe rødder.

*

Nedslagspunkter:

– Det var en joke! protesterede jeg.
– Skal jeg så aldrig tage mig af noget, du siger? spørger hun.
– Begynd nu ikke med dine absurde absolutter, siger jeg.

Og lidt efter:

Mig (mit hoved dundrer, jeg kan ikke tage det): – Okay, fra nu af vil jeg støtte dig i alt, du vælger at foretage dig.
– Aha! Hvad var det lige, du sagde med absolutter? siger hun og peger.

*

Nu er barnet stået op og spørger, hvad der sker.

*

Her sidder jeg i sofaen, og så kommer hun og bliver ved med at skælde mig ud, og så laver jeg hendes ansigtsudtryk efter, fordi hun så åndssvag ud. Det virkede. Hun gik.

*

Det er typisk det her, en skoleaften, når vi er trætte, lige efter børnene er blevet lagt i seng.

*

Ude af rækkefølge:

– Jeg sagde bare, at jeg håbede det ikke blev din død, sagde jeg.
– Det var ikke det, du sagde. Du sagde: Det bliver din død.
– Nå ja, hva’ så?
– Du sagde: Du klarer den aldrig, det bliver din død. Det sårede mig faktisk.

*

Og bagefter sagde jeg: – Jeg er træt af dine mindreværdskomplekser.

*

Spørgsmålet er, om det her skænderi fænger og bliver til 14 dages bitterhed.


***

Myldretid

Omkring kl. 15, som på givent signal, sætter alle folk sig ud og skider.


(Fra mine feltnotater)

Sidste nye skænderi – følg med i min fortsatte samlivssaga her!

Jeg var faktisk i meget godt humør i går: Jeg havde to timer for mig selv, som jeg tilbragte med at se en dårlig basketball-film med Nick Nolte. Så ringer min kone:
– Kan du ikke lave noget mad til vi kommer hjem?
Fint nok.

Feltnotater: Hun sidder og læser Anders And-blade ved bordet – detektivsiden med løs det selv-gåder: Mickey afslører morderen, fordi der ikke er tigre i Afrika, fordi pingviner lever på Sydpolen ikke på Nordpolen, fordi vandet løber højre om ud af vasken på den sydlige halvkugle, fordi afrikanske elefanter har store ører osv. osv. – og jeg siger:
– Skal vi ikke tale sammen? Kan du ikke konversere mig brillant? og inden for to minutter skændtes vi, og nu græder det ene barn, fordi hun har slået tåen, og de prøvede ellers lige at redde dagen ved at forme grovboller som vores initialer med et hjerte og et plus imellem på pladen og foreslå mentale øvelser til at bortdrive onde tanker.

Det er dybt anstrengende.
Jeg kan åbenbart ikke tale sammen med min kone, og ofte ved jeg ikke, om det er besværet værd.


Uddybning: Skænderiet handlede om, om vi skal tage på ferie til sommer eller til jul, men det stikker nok dybere.

Note: Det er åbenbart ikke rigtigt det med, at vandet løber forskelligt ud med eller mod uret hhv. på den nordlige og sydlige halvkugle pga. corioliskraften. Det står der i hvert fald her.