Lige nu, må jeg indrømme, synes jegparforholdet er ret anstrengende.
Et ret anstrengende sted at være.
Konstant at skulle tage sig af den andens
åndssvage flip.
Hvis man sænker paraderne, bliver man
beskudt med forgiftede pile.
Skuldrene op om ørerne. Ja skat, ja skat,
ja skat. Min kone giver ingen mening ved
sengetid. Hun snakker med sig selv. Hun
stiller retoriske spørgsmål (eks.: – Hvor er
nu den? Nå. Lige foran mig), og det
sikreste er ikke at sige noget.
Mine tanker vandrer under hendes lange
fortællinger om hendes dag, og jeg må
stikke mig selv indvendige lussinger og gå
omvendt tilbage i mine indre fodspor for
at huske hvor jeg kom fra.
Et andet godt indianertrick er at
gentage eller omformulere det sidste,
hun sagde, som et spørgsmål.
– Altså sige det på en anden måde?
– Ja.
***
4 kommentarer:
Du må forstå, Jammermand, at vi mænd, udover beskytter/forsørger-rollen ene og alene tjener det formål i en kvindes liv, at stå som den her boksebold på en fjeder og blankt tage imod alle de øretæver hun kan finde på at dele ud, og det endda med behag. Vi må ikke blive sure over det, vi må ikke føle os forurettede. Vi må kun tage imod, og vi må ikke lade være.... Det er vores pligt som mand. Og så skal vi i øvrigt lige huske, at øretæven ikke må give bagslag på et senere tidspunkt. Kvinder er hævet over alt på jorden.... Ingen diskussion herom.
Du skal med andre ord tage øretæverne og sige tak. Sådan er reglerne...
Jeg begynder at drikke!
hvem gør ikke det efterhånden ??
Dem der ikke behøver holde op?
Send en kommentar