Jeg har fået en dårlig vane med at gå ud på bagtrappen og ryge (jeg kan ikke tåle, at her stinker, når jeg kommer ind om morgenen) og lytte til vindens susen i træerne, hvilket er en mindre dårlig vane (noget skal man jo have tiden til at gå med, når man sidder dér). Det har jeg gjort et stykke tid. Her er et poetisk stykke, jeg skrev i juli:
Jeg har lyst til at gøre noget
urimeligt og ulovligt, der ikke
kan spores tilbage til mig
Der lugter af kage fra naboen
Himlen er polarblå kl. 22
(Ikke at jeg havde tænkt mig
at stjæle kagen, og der står
ingen tærte til afkøling i
vindueskarmen)
Jeg tænker nærmere stritart –
at tage det til gaden. Lade
mine indvolde hænge ud
som vommen i min uknappede
skjorte, indefra, lade det
hele hænge ud
Hunden klynker, og lyset på gangen er gået ud
Jeg er en mand med beskedne behov
Ikke at jeg har en vom
Jeg taber mig fortsat
De klirrer med bestikket inde
ved siden af. Jeg kender dem ikke.
PS I dag blev min hjerne så blævret, at jeg ikke kunne arbejde mere, selvom jeg burde. Jeg blev bare ved med at sidde og lave det samme stykke om og om igen. Dømmekraften er det første, der ryger.
PPS Jeg kan ikke lide, at jeg er begyndt at vågne om natten, fordi jeg rømmer mig og hoster.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar