Jeg anbefaler

***
Aleksandar Hemon er en bosnisk forfatter på 43 (44?), der flyttede til USA i 1992. Han skriver på engelsk, og det er det gode ved det, ikke så meget fordi han "ser på sproget med friske øjne", som et af bogomslagene siger, men fordi det tvinger ham til at forklare tingene, når han skriver om det gamle Jugoslavien og Østblokken. Ligesom hvis det havde været dansk, det drejede sig om, kan han ikke bare skrive "janteloven"*) og regne med, at alle forstår ham, eller referere til H.C. Andersen med en sproglig krølle. Jeg tror, det har hjulpet ham ikke at stå op til anklerne i sit eget sprog, han kan forholde sig frit til alle jugoslaviske forfattere før ham, for ikke at tale om det større publikum.

Og så skriver han om krigen og belejringen af Sarajevo på en måde, så selv jeg kan holde ud at læse det. M.a.o. han har noget at skrive om: krigen, sin barndom og ungdom i Østblokken, det at være indvandrer.

Hver gang han skriver om at vokse op i et kommunistisk land, er det vildt spændende. Ligesom når Sherman Alexie skriver om at være indianer. Hvor eksotisk er Danmark ikke? Jeg har tit tænkt på, at det ville være rart, hvis nogen bare ville skrive en intelligensrapport om sådan er der i Danmark.


*) eller Thomas Helmig.**)
**) Thomas Helmig er i virkeligheden nok sjovest forklaret nøgternt.


BLOGGERENS ANMÆRKNING: Aleksandar Hemon er aktuel med en roman og en novelle (eller et kapitel af romanen eller hvad det er, jeg har ikke læst det endnu, i sidste uges New Yorker). Det fik mig til at tænke på, at jeg helt havde glemt at udgive dette indlæg, som er det første i en række kulturkritiske indlæg, jeg skal huske at udgive, før jeg lukker bloggen her og foretager mig noget reelt uden for denne lille boble.
***