Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet

Mexicaneren sagde til mig: – Du maler som en pige.

Senere sagde han: – Jeg har haft et hårdt liv.

– Ikke mig, sagde jeg, – jeg har haft et blødt liv.

Spørg barnligt-blandingsprodukt

Er det umandigt med cykelkurv
ligesom pungen på en kænguru?

Ingen grund til at uddybe

Jeg sad og så kunstskøjteløbpræmieoverrækkelse med min datter (13) over morgenmaden med ham der kommentatoren, der lyder som en Magasin-ekspedient.
– Kunstskøjteløb er ikke så mandigt, sagde jeg.
– Hvad mener du? sagde hun.
– De har pailetter på.

Hun er heldigvis moderne og har ingen fordomme. Og så lærte jeg hende om, hvor godt sport er for at lære om stereotyper*). Jeg kan læse sporten i avisen på tysk. Det er altid det samme, der står.


*) Kinesere er en mængde, østeuropæere var robotter, afrikanere er ren fysik, europæere har overblikket etc. etc. etc. Digt selv videre.


Slap Shot (1977).

Okay undskyldning

***
Jeg er begyndt at sige, at jeg går i byen i stedet for, at jeg tager ud for at male. Det er der større forståelse for.

Eks.: Mig: – Jeg skal ud på lørdag.
Hun: – Ud hvor?
Mig: – Bare ud.
Hun: – Du har tænkt dig at tage ud på dit værksted, har du ikke?
Mig: – Nå ja, hvad så?

Vi har forskelligt behov for at sidde alene og skepse vores omfalo / spidse blyanter i røvhullet / skrive ned, hvad vi tænker på.

Tekstboks
OVERFORKLARING: Mao. det er i orden at forlade familien for at være sammen med andre mennesker, men ikke for at være alene.

Min ven rockstjernen synes, det er pinligt, når man skal spørge konen "om lov", eller hvis man som jeg lusker omkring og lægger planer i stedet for lige ud at annoncere sin hensigt i god tid. Eks.: – Jeg har tænkt mig at tage til New York om 3 mdr., for det har jeg behov for.

Det er den mandige fremgangsmåde.

Jeg synes, det er lige meget, hvad man gør, så er der en masse bøvl og ballade.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på det punkt.

Note: Se også denne tidligere debat.

UPDATE: Kagerullen, det internationale symbol på kvindemagt:

Tony Millionaire: Maakies. Klik & forstør.

***

Min gamle lejlighed

Jeg kan ikke gå hen på The Lower East Side Tenement Museum og se Quicktime-panoramaerne af lejlighederne, navnlig denne, uden at få en sær, svimlende fornemmelse. Min lejlighed på 11th St. så ud præcis mage til. Lille lortelejlighed, men god til én person.

Der står på museets hjemmeside, at omkring 7.000 mennesker boede i lejekasernen på 97 Orchard St. mellem 1863 og 1935. Det er jo helt vildt. Forestil jer den indvandrerstrøm, der gik igennem dér. Det var dér, man begyndte, og så hurtigt væk, så hurtigt det kunne lade sig gøre.



Hende, der boede i min lejlighed før mig, rejste hurtigt hjem til sin midveststat, da hun blev overfaldet af et crackhoved på Houston St. og fik ansigtet smadret ned i fortovet.

Før hende boede der en transseksuel, der lavede uhyggelige dukker. Nan Goldin fotograferede hende, og jeg har tænkt på, om hun har billeder fra min lejlighed i starten af firserne. Greer Lankton, for sådan hed den transseksuelle, høstede en smule sen anerkendelse, da hendes dukker var med på The Whitney Biennial og i Venedig i 1995. Hun døde af spisevægring året efter.



Det sjove var, at jeg også lavede uhyggelige dukker, mens jeg boede der (opsprættede, eksploderede og med gafler i). – Så skulle du have set, hvad hende, der boede der før, lavede, sagde min nabo Randy, maleren der altid røg pot og gik op i cykelsport.

Rip van Winkle vågner op foran fjernsynet og kigger på uret

Problemet med Queer Eye for the Straight Guy (De Fantastiske Fem på dansk*), men dén kunne jeg ikke se) var, at det hele gik ud på at glæde personens kæreste til sidst, at hun skulle godkende det. Det virker på en eller anden måde umandigt.

Hvorfor kan det ikke bare være for hans egen skyld og til hans egen fornøjelse? Hvor kommer kvinden fra midt i et bøsseprogram?

(Men alt det foregående, der gik ud på at forkæle og forbedre heterofyren kunne jeg godt lide. Hvem der havde fem bøsser til at komme ind og nusse og pusse om én og løse alle ens små problemer. De mangler bare en revisor, en advokat og en blikkenslager.)


*) Jeg har heller aldrig kunnet se danske Robinson**), men det gik bedre med den svenske version af en eller anden grund (det kvarte afsnit det blev til). Dem kan jeg bedre grine af. Dumme danskere er for tæt på.

**) Day-O tilmeldte sig engang svenske Robinson, men blev vraget. Jeg tænkte ellers, at han ville være perfekt, en oplagt vinder: Han ville blive venner med kvinderne og mændene ville ikke føle sig truet af ham. Og hvis han blev stemt ud, forestillede jeg mig, at han kunne stikke af og leve i junglen som Ben Gunn fra Skatteøen og dukke op i sin hjemmelavede båd af skind og larme og forstyrre, når de andre lavede konkurrencer. Dét ville jeg godt have set.


PS Jeg smider mit fjernsyn ud og kigger aldrig på det igen.

Alting er større i Amerika

United Bluff - det er på tide at tage over at se om der virkelig er noget ved snakken.
Faktisk ved jeg det godt allerede. Det er hvad det er.
Hmm...
Hvorfor skriger min kone af mig hele tiden og hvordan skal jeg få hende til at holde op andet end ved at forlade mit hjem, som hun tror hun ejer? Suk, jeg synes det er pinligt at brokke sig over den slags. Men hvor kan jeg ellers lette mit hjerte end her i min lille nyetablerede blog? Det føles umandigt, men hvad skal man gøre, smække hende en over hovedet, så hun kan blive bekræftet i at man er et dumt svin og det er hende der er offeret?
Suk, der er vist ikke meget gud over mig. Jeg er kun alt for menneskelig.
Så, anyway, det der binder det her sammen er, at jeg skal rejse til Nevørk i morgen med hele familien og har glædet mig, men nu har jeg ikke lyst til noget, fordi min kone forstår at dræne fornøjelsen ud af alting. Jeg bør måske forklare mine følelser for hende og se, om jeg får noget ud af det?
Svaret fås i næste postering. Jeg stakkels høneplukkede husbond.
Det er ikke nemt at være følsom mand nu om dage.