Højhellig søndag morgen

Der er nogen, der altid spiller høj radio ude i gården, her lutheransk folkekirkegudstjeneste.

– Stop det dér Jesus-noget, sagde jeg højt og myndigt ud af vinduet.

Og der blev stille.

Opdateret

Verden kan forandre sig. Man kan lave sit liv om.

NEDSTYRT DIN INDRE DIKTATOR! BRÆND DIT INDENRIGSMINISTERIUM OG FRIGIV DINE INDRE POLITISKE FANGER!


– Blablabla...skabede køtere...blablabla...rotter!

Jeg giver aldrig slip

Det er interessant, vi havde et skænderi i går uden at blive uvenner. Det var ret latterligt selvfølgelig: – Hvordan har du så tænkt dig at købe lagkagebunde, sig mig det?
Men vi blev ikke uvenner, og bagefter klyngede jeg mig til hende som en abeunge.



– Vi lyder som et syngespil.

Tak, gud

Min espressomaskine virker igen. Oh glade dag! Jeg skulle bare trykke vandbeholderen ordentligt ned. Nu er mit liv igen komplet, og på eksistentiel tilfredshed jeg er mæt, for uden kaffe bliver jeg træt, og alt bliver ligegyldigt, uden cræma'en der fyldigt og lyksaligt skummer og får mig til at fylde wc-kummer. Uden caffée, ingen funktion, men nu er jeg atter god for en analeksplosion. Oh glade dag. Oh glade, glade dag. Halleluja! Fra kaffe går en direkte linie til puha.



Der er direkte forbindelse mellem den sorte og den brune, og mere i samme tone: bønnen fører direkte til tønden. Er det løgn, hvad jeg siger, nej gu' er det ej, cafféen sætter turbo på den brune motorvej. Med cafféen som smørelse, er der gørelse. Forstår du, hvad jeg siger, eller har du ingen hørelse? Kaffen sætter tryk på de peristaltiske ryk og får tarmen til at synge, som et lykkeligt barn på en gynge: Under den hvide bro løber den brune flo'. Hurra, hurra, syng Javas pris og læg kun selv i litervis. Der er nok, hvor det kom fra (og hvis du på offentligt lokum sidder, er det, du kan lugte, kamfer [fra duftblokkene]). Når cafféens sirenesang lyder lokkende, titter frem de brune rotter fra deres huller.
Det vist på sin plads med en skål er!
Skål Java, hil der
til dig lyder,
du er mere diktatorisk end Hitler,
din gamle forbryder – jeg dig nyder og adlyder. Java befal, jeg følger. Jeg har alliwel intet valg, når min tarm går og bølger. Jeg dig evigt bæller og sekunderne tæller,
til vi mødes igen – dvs. når du mellem koppens rand og mit svælg er.
Java er god, Java er stor, med hans sorte gødning står min tarm i flor. Hil ham, hil ham, hil ham, alt andet er synd'fuldt og en stor skam. Java befaler, og jeg slubrer, er du gal, hvor jeg jubler. Hurra, hurra, hurra igen, vi går brune tider i møde, jeg kan mærke, jeg snart skal føde, bare den ikke sidder i spænd. Nu er der kun tre sekunder mellem veerne, på med bleerne. Ud med lortet, det skal til, det gør jo som det bedst selv vil. Over min tarm jeg har ingen kontrol, når den er i Javas vold. Hil dig, Java, og dine gaver. Hil dig, du gode, du ophøjede, du skønne, lad de peristaltiske lege begynde. Jeg er helt eksalteret over det, jeg skal have ekspederet. Her kommer posten med pakker svøbt i brunt papir, jeg takker, hvis ej min hæmorroide svier. Jeg skal ikke have noget i klemme, lad bare Java bestemme.

Dristigt men vigtigt – og rigtigt – sats i parforholdskommunikationen

***
Vi havde et godt øjeblik. Jeg sagde: "I love you, you crazy bitch", og hun dræbte mig ikke.


Udvis tålmodighed: sangen starter 33,3 sek. inde. (Smid 2 børn oveni.)
***

Status på besværet

***
Kære læsere

I har måske undret jer over, hvor jeg har været. Mange har højt klynket: "Åh, Jammermand, kom tilbage, vort liv er så fattigt uden dig". Ganske rigtigt. Det er det. Som altid bliver man rig på medmenneskelig følelse, når man læser denne blog.

Her er kort skitseret, hvad jeg har lavet:

Jeg har været i New York og holde valgfest for Obama både før, under og efter sejren. Oh glade dag! Jeg har været i virkelig godt humør. Det er historisk. Jeg har været fyldt med en sjælden glæde over, at tingene kan lade sig gøre. Og det er en fornemmelse, jeg vil prøve at holde fast på.

Lidt mere om sejren: Det var en lettelse mere end noget andet. Den var lang tid på vej, og da den endelig kom, var der jubel, men mere lettelse end noget andet. Tårerne flød, mine venner.

Og kald mig bare naiv, kald mig bare blåøjet, kald mig bare åndsforsnottet, men jeg vil godt have lov til at hævde, at der i dagene omkring valget var tale om en mærkbar lettelse "racerne" i mellem. Jeg har oplevet mere øjenkontakt, tror jeg, end nogensinde før. Folk var glade. Jeg var glad. På valgdagen stod jeg og tudede nede i den trinidadiske roti-biks, rørt som jeg var over historiens dybde og min egen følelsesfuldhed. Oh glade dag!

Jeg er ligeglad med, hvor dårlig en præsident Obama bliver, det her var stort.

Men nu er jeg hjemme igen.

Før jeg rejste, sagde min kone til mig: "Jeg glæder mig, til du skal rejse" og "Jeg kan ikke rigtig have, du rører ved mig." Okay, jeg skulle ikke have strukket det til over en uge plus rejsedage, det var overmod, det indser jeg. Men jeg ved, hun ikke bliver ved. Jeg er jo uimodståelig.

Jeg har haft lyst til at afslutte bloggen her, for det var sådan et sørgeligt tidspunkt at gøre det på, men nu ved jeg sgu ikke rigtigt. Kan jeg hive mig op igen? Kan jeg klare præstationsangsten? I dunno. Vent at se.

Jeg har også en del lort, jeg skal have overstået, så det må I finde jer i.


PS Bemærk, at kulturhelten Jesper Deleuran har lagt en ny kommentar om Rejsen til Saturn. Og jeg skal huske at indsætte et link og besvare intelligent.

PPS Det er rart at vide, at man er savnet. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at der var flere kommentarer a la "Mandejammer, du er dog det genialeste" og "Jeg kan ikke leve uden dig og befinder mig uden dig og dine indsigtsfulde statusrapporter fra hverdagsdanmark og livet på kanten på noget nær selvmordets rand". Så tænk over det til en anden gang.
***

Man kommer ikke udenom at det er et mas

***
Jeg tror ikke, jeg har gjort badeværelset rent i dette årtusind.

Jeg har ikke støvet af i mit voksne liv.

Nu har jeg støvsuget lejligheden (det er altid en begivenhed), men ikke børnenes værelse. Der er ufremkommeligt.


Arbejdets morale: Rengøring er et mas, lige meget hvordan du vender og drejer det. Men ... er der noget, der skal gøres, er det bare at tage fat.

I overført betydning: Er der noget, du har berøringsangst overfor, er det bare at tage fat i det med begge hænder, ellers hober det hele sig op og støver til.

Husk det.

LÆR
DET

LEV
DET

En verden af nye oplevelser

***Fire måneder efter min beklagelige skade genoptræner jeg min forstuvede, endnu hævede ankel med et vippebræt. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville stille mig op på sådan et fodformet, ethjulet skateboard, men nu står jeg der næsten dagligt og laver mindst halvdelen af de anbefalede øvelser, og det virker. Nå.

Det kan altså betale sig at gøre noget ved tingene.



Fodnote: Der er mange ting, jeg aldrig havde forestillet mig, jeg ville gøre. I mine unge dage, da jeg var principfast og karakterstærk, nægtede jeg at gå i korte bukser. Jeg mente ikke, man kunne gå i korte bukser inde i byen. En sommer tomlede jeg ned til Spanien og Portugal i sorte jeans og rejste rundt. Jeg nægtede også at bruge en rygsæk. Det er ikke ting jeg går så meget op i længere.
***

Jeg gjorde noget (rigtigt)

***
Strømforsyningen til min Powerbook gik i stykker, og nu har jeg repareret den. Glæd jer til næste indlæg, når huset er brændt ned.



Jeg kommer altid til at tænke på Zen & motorcyklen, når jeg reparerer noget. Den lærte mig at reparere ting, men ud over det, kan jeg ikke huske hvad den var god for. Intet glæder mig så meget som at reparere noget med forhåndenværende materialer i stedet for at gå ud at bruge penge.



Andre gange er der selvfølgelig ingen vej udenom. Og så er der de gange, hvor det bedre kan betale sig at spendere penge end bruge tid.*) F.eks. har jeg lige bagt 27 muffins til min datters kagedag i klassen. Jeg skulle bare have købt romkugler hos bageren. Det havde været nemmere. Med begge børns kagedage har jeg regnet ud, at jeg gennem årene har bagt over 430 muffins med glasur og krymmel (her kan man forestille sig et læbesmækkende, mundvandsfremkaldende, glinsende nærbillede af en muffin). Jeg har længe mistænkt, at hemmeligheden ved at bage til børn er tyk glasur. Og krymmel. Tyk glasur og krymmel. Ak ja, hvad gør man ikke.


*) Men måske er der prestige i det at bruge tid.


***

Sånoget elsker jeg

Jeg har lovet min datter at købe noget sort gaffa, så vi kan reparere hendes sværd til rollespil, men jeg har selvfølgelig ikke fået det gjort – for hvem når nogensinde i Silvan eller hvor man går hen, for ikke at gale om udgiften – og så var der lige nogen, der stillede en rulle ud på gangen sammen med en masse andre ting, de skiller sig af med (som jeg også tog!)

Leve forsynet!

Hvad du har brug for, det får du på din vej.

Jeg elsker at falde over ting, jeg står og skal bruge.


Foto: Her er beviset.

Drengen med guldblazeren

Tre år efter festen fandt jeg i inderlommen af min blazer en fladtrykt chokoladecigar, jeg vandt for bedste festtale.

Forrige lørdag fandt jeg i samme lomme mine seje røde solbriller, der blev væk i sommer.



Så I kan nok forstå, jeg ikke har den på for tit.

•

Jvf. også:

Drengen med guldbukserne


Gammelpots vadsæk


Pelles næb


= tre uudtømmelige sække/overflødighedshorn, freudianske vulvaer.

Positiv tænkning

Nytårsaftensdag skrev jeg på min blok ved siden af computeren: Jeg glæder mig til 2008.
Det kan ikke blive værre end 2007, tænkte jeg, men straks derefter: Jo, det kan det sagtens. Jeg kan forestille mig meget åbenlyse, nærliggende ting, der kan ske med stor sandsynlighed i 2008. Hvorfor skulle man tro, det bliver bedre?
Ikke desto mindre er det vigtigt, at jeg overhovedet kunne finde på at skrive dét, at lufte min optimisme, om ikke andet så for mig selv.



Dr. TB spurgte mig, mens raketterne føg os om ørerne, hvad mit nytårsforsæt er.
– Positiv tænkning, svarede jeg. Jeg vil tro på, at tingene kan lade sig gøre.

– Hvad er dit, spurgte jeg ham, nej lad være med at svare, jeg ved det: At gøre noget ved de ting, du aldrig får gjort noget ved.
– Ja, svarede han og så forpint og hjemsøgt ud under nytårshatten.
– Haha, held og lykke, sagde jeg og truttede gentagne gange i mit horn.

Men det er ikke mit rigtige nytårsforsæt. Jeg går ikke ind for nytårsforsætter, men jeg har et alligevel: At huske at sætte tingene væk, når jeg har brugt dem. Det gør jeg aldrig.

En anden ting, jeg vil bestræbe mig på, er små hensynsfuldheder over for min ægtefælle, men det er mere svævende, mere "iffy".

I øvrigt må jeg nok se i øjnene – det slog mig nytårsaften – at hun er en rappenskralde, at hendes skraphed er en integreret del af hendes personlighed, jeg må lære at leve med. Hun kan være meget sjov, når hun er skrap, men det er ikke altid, jeg har overskud til det – lad os se det i øjnene. Sådan er hun bare, min følsomme blomst.

FUCK YEAH!

Jeg har lært at pifte i fingrene ved at følge instruktionerne på Wikihow! Hvor fedt!!!
Det virker! Jubii!
Nu kan jeg få venner på nye skoler!

Instruktionerne er supernemme. Det tog mig under mindre end et minut at få en god lyd frem, og jeg har dårligt bestilt andet end at øve mig lige siden, i hvert fald ikke det der ligner dagens gode gerning.

Jeg har pissetravlt. Det er min travleste uge på året. Men hvad er vigtigst, hvad er fornuftigst? Jeg har altid ønske mig at kunne pifte, og nu kan jeg!
I øvrigt er min deadline først næste uge, men der er så meget der skal laves. Og jeg gider ikke. Suk. Sukke-luk, sukke-lirum-luk.

Man kan også pifte i tæerne, men jeg kan ikke se hvorfor. (Presselink)