Viser opslag med etiketten fulde idioter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fulde idioter. Vis alle opslag

søndag den 8. maj 2011

Nu deltager jeg igen i den offentlige debat


Hvor er jeg dog resigneret og magtesløs. Jeg er ligesom en af de der indvandrere, man læser om i bladene, der ikke har noget at sige ude i verden og derfor lader det gå ud over konen og børnene eller bliver terrorist. Sådan er jeg også ved at blive terrorist med brosten mod dårlig offentlig kunst.

Jeg kom gående hjem i går aftes med børnene, da en idiot smadrede sin flaske kaffeinerede alkoholdrik op mod væggen.
– Du skal ikke glo på mig, sagde han, da jeg fikserede ham med mit strenge blik.

Sådan får jeg det af Bjørn Ølgaards lortekunst.


Billede af smadret busstoppested jeg ikke fik taget.

mandag den 18. januar 2010

Pæne rettede tænder skyder dig direkte op i verdenseliten


En ting, man bemærker, når man ser Brüno, er, hvor mange amerikanere af de lavere klasser har dårlige eller manglende tænder (se illustrationerne forneden). Hvis jeg var milliardær, plejede jeg at sige, ville jeg starte en fond, der giver folk nye tænder.*) Hvordan skal man kunne få et job, hvis man mangler en fortand?



Min ven Tony løb rundt med en brun fortand i årevis, indtil han fik et job, der gav ham ordentlig sygeforsikring: kødskranken i Macy's kælder (hans nuværende kone stod ved ostedisken.) Og han var ikke engang fattig.



Day-O løb rundt med en stor kunstig fortand, han havde haft, siden han var 16, der lignede en mahjong-brik eller en klavertangent, indtil hans nye tandlæge spurgte, om han ikke skulle skifte den, nu han var i gang. Jeg skal aldrig glemme synet af skråsaft løbe ned ad den tand: det lignede tyndskid på indersiden af et lokum. Og han var heller ikke fattig, bare sær.



Min anden onkel var ovre med sin yngre elskerinde for et par år siden, da han var i fjerde ægteskab, kort tid før han hængte sig. Hun manglede også et par tænder rundt omkring, elskerinden. – Hvor er vejen til Christiania? spurgte hun.



Karateinstruktøren herover ligner Asterix:



På Donzo N's opfordring så jeg kommentarsporet bagefter, og filmen er faktisk bedre med. Ekstramaterialet er i virkeligheden sjovere end selve filmen. Strukturen er lige meget alligevel, og man får mere med.
Tak.




*) Det viser sig dog, at der findes en sådan organisation af tandlæger, der rejser rundt med en klinik i en bus og giver folk nye tænder. De var i The Times.

Det gode er, når nogen allerede har tænkt på det, så man slipper for at gøre det selv.



søndag den 20. december 2009

Bare det handler om mig

***
Et fhv. medlem af en venstreekstremistisk terrorcelle og en kunstner på finansloven diskuterede mine værker, som jeg skødesløst havde ladet stå fremme:

"Han kommer til at skyde sig selv i foden ved at dyrke en modbydelighedens æstetik".

"Man kan forestille sig, at det tolkningsfrie øje ... er det optimale".

Jeg satte mig straks ned og heppede.
***

tirsdag den 21. april 2009

Dårlig vane, dårligt tegn

***
Jeg er begyndt at kritisere min kone foran børnene (for små ting, når hun ikke er der). Godt jeg ikke er alkoholiker: – Din mor elsjker mig ikke længere ...



Godt jeg ikke er skilt ligesom mine forældre:
Min far: – Hun bollede med ham.
Min mor: – Jeg kunne aldrig stole på din far.
***

fredag den 3. april 2009

Jeg drikker ikke nok II

***
Jeg tjekker mine nevøers og niecers Facebook-festfotos, og nogle af dem er meget sjove, men generelt deprimerer de mig, fordi de er fulde altid og ryger cigaretter (hvorfor begynder de på det? 1000x suk. Dum ide). Der er hundredvis af de her fotos fra de samme ens fester, hvor de sidder omkring hjemme hos hinanden og drikker. Er det en del af deres oprør, at de sætter billederne op, hvor deres forældre og onkler kan se dem? At de hævder deres uafhængighed, ligesom ved at ryge?

Små babyfjæs.



Og så er der de her unge mænd med fuld skægvækst, der smider trøjen og poserer (ikke afbildet). Og beerbongs. Jeg er far til piger, jeg vil aldrig have, de skal blive voksne på den måde.



En anden tendens, jeg har bemærket, er pornochic-posering, hvor de stikker tungen ud og slikker hinanden på kinden og sånoget. Det må være nettet, der gør det.



Det deprimerer mig lorten ud af røven. Er der ikke andre ting for de unge mennesker at lave end at drikke? Findes der sociale alternativer til umådeholden druk?



Jeg nævnte det for min kone, og hun sagde: dramahold. Og det er måske rigtigt nok. Til drama får man også lov til at spille andre roller, at være en anden end sig selv, ligesom når man drikker.

Her vil jeg indskyde, at unges og voksnes druk er betydeligt mere udbredt i Danmark end andre steder. Indsæt selv kilde. Udlændinge er altid ved at falde bagover (selv australiere), når de ser, hvad folk hælder i sig hertillands. Druk er almindeligt, men hvorfor skal det være normen?



Disclaimer: Jeg er ikke bornert. Jeg er ikke mod morskab eller rumspringen, som Amish-folket siger. (Okay, men jeg kan godt være mod fest, og jeg synes faktisk selv, at det kan være meget rart at skulle være den, der kører, så jeg slipper for at drikke. Har man én gang set, hvor tåbeligt folk opfører sig efter kl. 24, når man ikke selv har drukket, kan man godt undvære at deltage i dén indadvendte karrusel). Og jeg kan ikke fordrage ordet "nypuritanisme". At et nogen-og-trediveårigt folketingsmedlem boller med en 15-årig handler ikke om "unges seksualitet", men om et magtmisforhold. Eller også er jeg bornert. Det kan godt være. Jeg kan ikke udelukke det. Jeg har aldrig været med til gruppesex og circlejerks og daisychains. Mit liv har været ret fattigt på den måde (men ellers kunne jeg selvfølgelig ikke være bloddonor og gøre noget for menneskeheden). Nå, men det er også lige meget. (Jeg har ikke været fuld i år.)



Ved de unge mennesker ikke at deres beslutninger nu kommer til at følge dem resten af livet? Sikkert ikke. Det er ligesom de ringetoner, voksne ikke kan høre. Bare omvendt og bare ikke ringetoner.

Douglas Coupland den store har skrevet ret godt om sådan nogen ting, hvordan han kunne tænke sig at gå tilbage i tiden og sige til sig selv som 17-årig: "Lad være med dét" eller "Gør dét", men han ville selvfølgelig ikke selv høre efter. Noget i den stil. Tjek selv. (Jeg mener, han i Girlfriend in a Coma ca. skrev: Tænk, at ens liv er blevet bestemt af en 17-årig.)



Samtidig kan jeg også, når jeg ser deres festfotos, tænke: De ved ikke, at det her er så godt, som det bliver. Det her er den morskab og de oplevelser, I vil se tilbage på resten af jeres dage (når I bliver halvgamle og bitre ligesom mig), og det bliver ikke bedre. Dette er højdepunktet af jeres sjov i livet. Og dét er også en vemodig fornemmelse.



Billederne er fra en tilfældigt udvalgt YouTube-video under "drukfest".

Mine nevøer og niecer ser bedre ud end de her idioter, og deres fester ser også sjovere ud, men omstændighederne er nogenlunde de samme: at sidde hjemme hos nogen og drikke og blive blitzet mod en hvid væg.

Er det uetisk at tage billeder fra en YouTube-video og bringe dem her? Burde jeg tilsløre deres øjne som en omvendt burka?



PS I øvrigt er jeg træt af Facebook. Det er coolere ikke at være på. De cooleste mennesker, jeg kender, er ikke på.

Jeg ser nu, at Hannibal Hildorf har 3.087 venner. Det er 28 gange så mange som mig.


***

mandag den 1. oktober 2007

Det grimmeste jeg har set i mit liv:

Peter Asschenfeldt forlange, at DJ’en skulle sætte noget jazzmusik på, og så danse rundt med Nils Malmros i deres brandert.











PS
Jeg kender en kvinde, der plejede at flippe sin søster ud ved at lægge et billede af Peter Asschenfeldt på hendes hovedpude.

torsdag den 7. juni 2007

Latterlige bogomslag

Jeg har ryddet lidt op på mine boghylder. Blandt mine mange gode bøger fandt jeg disse underlødige stykker triviallitteratur, jeg har gemt grundet deres brillante omslag.



Bluffer's Guide - Genvej til vin (Bogsyndikatet 1987, oversat fra engelsk af Bjørn Wirlander, redigeret af Tom McEwan. Forfatter uoplyst).
Omslag: Finn Fjelsted, København.



Erle Stanley Gardner: Solbaderens dagbog (Lademann, uoplyst årstal, oversat fra engelsk Leif Tronholm).
Besked skrevet på modellens ben med læbestift: "Perry Mason! Du må hjælpe mig!"



Hammond Innes: The Doomed Oasis (Fontana Collins 1973).
Bemærk den meget tidsaktuelle brug af etniske stereotyper.



Leo Manning (alias Kjell Hallbing): Farligt spil (Sexy Western nr. 9. Williams Forlag, Oslo 1970).
Iflg. forfatteren og samleren Ole Lindboe kørte denne forfatter taxi og lugtede af pis på sine gamle dage.


Måske kan jeg smide bøgerne ud nu, jeg har scannet omslagene ind, men jeg tvivler. Tit er det første, man smider ud, det mest interessante.

onsdag den 9. maj 2007

Jeg er beviseligt clairvoyant

For et par år siden var jeg så heldig at få en fribillet til FCK-OB. Spændt som jeg var over endelig at blive inviteret med til det fornemme selskab på C-tribunen nær midterlinien, havde jeg en lysende klar, profetisk drøm tirsdagen før kampen og ringede til min ven 2mason og fortalte ham om den. Jeg forudså resultatet (1-1) og hvordan målene blev scoret: FCK kommer hurtigt foran, OB udligner på skud udefra kort før tid. Og det var præcis, hvad der skete. Hvis I ikke tror mig, så spørg ham selv.
Han ville ikke tale med mig bagefter (hvilket jeg tilskriver ærgrelse over kampens udfald og målløshed over mine clairvoyante evner).

*

Seks udvandede fadbamser havde jeg omsat og i mit paranormale overmod tog jeg bilen hjem (jeg husker endnu svinget ved Runddelen, hvor jeg kom lidt langt ud og tænkte: Det her er virkelig ikke en god idé) med et smut omkring J. Per på vejen for at fejre min bedrift, men han synes jeg var overgearet.

Det er den eneste gang, jeg nogensinde har kørt spritkørsel, med undtagelse af dengang efter min onkels gravøl, hvor jeg ikke havde lært at køre endnu, og min bror var blind af druk, men godt kunne håndtere pedalerne, så jeg styrede. Det var ude på landet og sent, og vi mødte ikke en eneste bil.

Det var dumt, og jeg lover aldrig at gøre det igen.

fredag den 9. marts 2007

Tror han det er Det Kgl. Teater?


"Ska' du ned i kælderen til den sorte mand?" blev den fulde idiot, der ligner en rocker med flammer på huen, ved med at sige, igen og igen, til sin hund nede hos pizzamanden. Hunden har klippede ører og ingen hale. Fyren er en fucking idiot. Så fuld som dagen er lang. Tager sin hund med ind alle vegne.


Note:
Hvor er min handy harddisk-optager, når jeg har brug for den? Kan jeg uden teknologisk hjælp realistisk gengive lyden af denne kuldsejlede samfundsborger?