Jeg er så liderlig, jeg græder mig selv i søvn om natten. Og jeg sover dårligt. Når jeg da sover. Og ruger. Over alt det jeg skal, skriver huskesedler i søvne: Husk at købe havregryn. Husk at ringe til Esben. Betal skat. Min dag er en lang vandring gennem gusten tåge. Kan dårligt fokusere. Et slør af vammel modbydelighed har lagt sig over mit liv. Mit liv er som en dansk jazzmelodi. Det er bedre med lukkede øjne. Afbleget, kornfedt, bredt over hofterne. Mine kærtegn er kødløse og knoklede. Mine suk er dybe og inderlige ventileringer af forstyrrede impulser. Min magnetiske nordpol er ude af wat. Jeg forstener i famlende blinde, et fluebevandret lig. Mumificerede minder. Banale drømme i folkevognsstrømme. Opgivende vink til et forvitret galleri af gale levninge. Gale forbigåelser. Forskudte og ærgerlige genveje. Mit liv. Mit liv af. Mit liv af. Mit liv af sørgelig vrængen. Hvor jeg dog ikke kan det mer'. Her i dag, væk i morgen, tilbage er kun sorgen. Bundløs, sort. Gravade drømme. Jeg kender kun i morgen, før det er for sent. Igen igen, for sent for sent. Almindelig galt. Tosser i toget. Barbie-plast, raketfart, dansk nedtur
(her mistede jeg syv geniale linier)
hvert levende sekund.
