Som en kunstner i skyttegraven der hidsigt klikker de sidste nødråb ud før det store bombardement

Jeg bliver så sur over at arbejde. Det er ikke rimeligt.
Hvem der havde initiativ
og gåpåmod
og ikke bare sad
og så på mod
horisonten,
mens hjertet dræner for blod
og jeg spilder mit liv.
Hvem der gad
få noget fra hånden.

Sørgeligt.

Parallelle lig

I nat blev vi begge to vækket af underboen og lå vågne uden at sige noget til hinanden.

Det samme om og om igen

***
Hvad har du brug for mig til? Udover at støvsuge og passe børn og reparere kolonihavehuset eller andre ting, du ikke kan finde ud af? Hvad om du fandt ud af at klare dig uden mig til det også? Hvad dur jeg ellers til, andet end at irritere dig og stå i vejen og fylde i hjemmet?

Det er ikke det, vi er sammen for, det er ikke det, jeg er her for, at være en ubetalt barne- og stuepige.

Hvor er kærligheden henne i alt det her? Må man overhovedet bruge det ord? Kærligheden. Det lyder obskønt eller sentimentalt.

Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor kærligheden er tilsidesat og begravet under bunker af gammelt lort, ingen orker at flytte.

Hvor sørgeligt er det ikke? Og jeg kan ikke sige de her ting eller noget til dig, fordi jeg ikke orker at slås mere og jeg ikke orker at sige de samme ting om og om igen, fordi jeg bliver mindre hver gang, og der er så lidt af mig tilbage.

Badet


Mine øjne strejfer
spørgende
det nøgne
Spejlet siler
nedad
fra mine fødder
ned
i den rustne rist

(Inger Christensen, fra Lys, 1963)

***

Øjenkontakt (Gammel flamme II)

Jeg syntes, jeg så hende alle vegne, i Kbh., i New York.
Se mig, se mit nye selv, ville jeg sige til hende.
Det kunne lade sig gøre.

16 år senere så jeg hende pludselig lige hvor jeg bor, men jeg gad ikke stoppe, for jeg havde børnene med.

Engang hvert tredje år slår jeg hende op på nettet.

Hvad er det jeg vil opnå ved at kontakte hende nu?

Bekendelsesmaskinen

Min veninde Iki, tredjegenerations japansk avantgarde-filmskaber, opfandt engang en "maskine" – jeg tør godt skrive om den nu, der er gået så mange år – der gik ud på, at familiemedlemmer via et videokamera skulle fortælle hinanden deres ærlige mening, måske sige alle de ting de ellers ikke ville få sagt. Den var tænkt som et led i familie- eller samlivsterapi.

Jeg ved ikke, hvor godt den virkede, for kort tid efter gik hendes kæreste fra hende, da hun gav ham et valg mellem at få børn eller ikke være sammen (giv aldrig en mand et ultimatum ang. børn, snyd ham hellere, prik hul i kondomerne, tving ikke en mand til at tage en beslutning om at få børn, regn bare med at han bliver glad for dem, når de er der), og da han var min ven, jeg kendte ham bedst, har jeg ikke talt med hende siden.

Hun fortalte, at hun havde haft sin maskine opstillet hjemme hos en redaktør fra The New York Times, og hvor pinligt det var at høre, hvad han havde at sige: – Jeg kan ikke holde ud som I taler til mig, sagde han f.eks. Jeg synes maskinen lød som en god idé og spåede hende en stor fremtid og mange penge, især hvis hun fandt ud af at lægge den ud på nettet.

Jeg tror denne blog på en måde er min maskine. Min kone og familie ser den godt nok ikke – og godt det samme for det – men jeg kommer da af med det.

Men bliver jeg klogere af det?