Totemnyt

Jeg drømte, at jeg tegnede en hest som Leonardo. Det føltes fedt.


Jeg lavede halen.

Lad mig i den forbindelse sige, at jeg nu officielt vælger en sort hest som mit totem. Den sorte panter er bumpet ned ad totempælen, selvom den stadig er god nok.

Den sorte hest kom tidligere i mit liv til mig i drømme, og vi blev venner, omend den bevarede sin vildskab.

Kvindelige bassister ser godt ud

Jeg burde ikke sige det, men nu gør jeg det bare alligevel – min inderste hemmelighed

Jeg har en bekendelse ang. mit indlæg af 18.1.2011 ("Øremén"): Jeg er forelsket i bassisten fra Raveonettes. Jeg har været forelsket fra det øjeblik, jeg først så hende. I en video i 2002. Hun er for mig at se den fuldkomne kvinde. *)

Jeg har ikke set hende siden.



I det hele taget har jeg noget med kvindelige bassister. Jeg mødte en kendt en i Centraleuropa, der var enig med mig i, at der er noget grounded over kvindelige bassister. Mandlige (lead)guitarister ser ud som om, de spiller pik, sagde hun. Men kvindelige bassister… Jeg ved ikke, det er noget med urkræfterne. De tager sig bare godt ud.

Sådan har jeg det bare. Det er ikke noget, jeg kan ændre eller gøre noget ved. Jeg er hooked.

Tak.



*) Lad os nu sige, at jeg var et rumvæsen (eller et perfekt væsen som i Det femte element), der kom ned på jorden, måske fordi min hjemplanet manglede vand eller spinat. Okay, ville jeg sige, hende nupper jeg til at sidde ved min side i paradis. Eller hun kan spille bas, mens jeg fører rumskibet.

Tåtappende lykke.



PS Jeg kan også godt lide cellister, men ikke i nær samme grad. Måske er det størrelsen på instrumentet. Michala Petri siger mig f.eks. ikke noget.

PPS Dette er det fjerde indlæg, jeg forfatter om emnet. De andre har jeg krøllet sammen. Det sidste lød: Mød mig ved den gamle eg...

Folk er godt tossede

Denne seddel hang ude på døren:



SELV UNDSKYLD!!!

Hvad med månen? Hvad med et gardin? Lad mig ikke begynde.

Undervandsmaleri

Jeg har på det sidste haft en stor trang til at fylde mit hoved med natur. Ikke mere andenhånds, men den ægte vare. I mine unge dage snorklede jeg over et koralrev og fyldte mit hoved med det billede. Det må jeg male, tænkte jeg, men jeg kunne ikke finde ud af det. Nu trænger jeg til at stikke mit hoved i noget lignende igen, men det nærmeste jeg har er bedet under vinduet, hvor man nogle gange finder fuglekranier. Måske sætter jeg mig ind i palmehuset i Botanisk Have, hvor der er så godt at sove på bænken eller skrive poesi.



PS Her er en type (ved navn Alfonso Cruz), der dykker ned under vandet og maler malerier dernede. De ser ræ'rlige ud selvfølgelig, men derfor kan ideen jo være god nok. Godt man ikke tænkte på det først. Jeg havde bare tænkt mig at gøre det i badekarret.

Store gryder

Jeg tror, J. Per lavede passiv rygning på mig i går. Han røg uafbrudt af noget, han havde lavet ved at ryste bunden af en sort skraldesæk af den grønne, si og opvarme det og rulle det ud som tjald med en kagerulle. Han er som en ivrig husmor på den måde. Stjernestøv, kalder han det. Perlende og meget grøn ung tjald, om end lidt grov med mange smågrene og andet kvas i. – Jeg må hellere lægge det lidt væk, sagde han og skubbede klumpen 20 cm hen ad sofabordet. Det var egentlig en gave til hans ven Helge. Gode, gamle J. Per, han gav sig til at synge improviserede folkesange (over leitmotif'et "[samfunds]nasse" og "hasse"). – Jeg er stjerneskæv... stjernestøv! Hans maleri så bedre og bedre ud i løbet af aftenen: en stor, sort gryde krokodillesuppe over ilden med direkte forbindelse til jordens indre og dampende op i de splittende vinde.



– Er du skæv? spurgte min kone, da jeg kom hjem.
– Nej, jeg stod bare og raslede med en plasticpose, så jeg ikke kunne høre dig.

Alt ånder liv

Engang imellem, når jeg møder gamle venner, siger de: – Gudsrost, hvordan kan du blive ved med at se yngre ud, for hver gang jeg ser dig?
Og jeg siger: – Jeg kan ikke forklare det. Det må være, fordi jeg er søn af det åbne hav og den grønne skov og den høje himmel.
– Du har indgået en pagt med djævelen?
– Nej, jeg er søn af den brusende elv og den bølgende kornmark og ...
– Så må du få mange gaver!
– Haha, ler jeg. – Det er ikke det, det handler om. Materielle værdier er ikke vigtige for mig. Jeg pulserer i takt med den kosmiske bevidsthed.
– Wow, jeg elsker dig!
– Det er en almindelig reaktion. Det går over, når du lærer mig bedre at kende.
– Du er ikke en gylden gud? For jeg synes, din udstråling blænder mig ... Samtidig varmer synet af dig mig helt ind i knoglerne.
– Jeg har den effekt på folk. Nej, min ven, jeg er kuns et menneske.
– Men så essensen af menneskehed da, må man sige?
– Velsagtens. Det er pænt af dig at sige. Jeg er glad for, at vi forstår hinanden så godt på trods af vores lange adskillelse.
– Det er i sandhed transcendent. Jeg er glad for, jeg mødte dig. Nu er mit sind lyst. Før var jeg tynget af problemer, nu husker jeg end ej, hvad de var.

Og med disse ord skiltes vi, begge en oplevelse rigere.

Pli

***
Er det okay at spise et stykke mad, man har haft siddende mellem tænderne, hvis man spytter det ud på arket med lyrik, mens man øver sin rap? Et stykke dadel f.eks.

Jeg ville ikke spise de stumper*), der sidder på spejlet, efter jeg har trådet tænder. Er der noget tilsvarende 3-sekundersreglen i denne situation?

Ikke at det kommer nogen andre ved.

*) gerne hvide

Hvad hvis man er ude? Skal man samle det op på fingeren eller pænt lade det ligge?

Skal man sidde og tænke på det her, mens verden brænder? Skal man sælge sine ejendele og gå ud i ørkenen? ("Hvor er far?" "Han har mistet forstanden og er blevet profet." "Sejt! ... men jeg savner ham." Andet barn: "Go'e gamle far." "Han var nu god nok. På sin egen måde. Den stakkels gamle tosse. Hvad mon han laver nu?") Klip: Faren vifter gribbe væk og kaster sten efter hyæner, mens han forsøger at spise sin iguana i fred. Jeg ville ønske, jeg havde taget en bog med, tænker han. Han ridser sine tanker på en sten. Det tager lang tid, så han må tænke sig godt om. Med disse tavler, tænker han, skal jeg vende tilbage og fortælle dem en ting eller to. Eller ti. Så vil de fortryde, at de behandlede mig så slet. Han fryser om natten på sit leje af tidsler og finder en hule med en bjørn, han kan putte sig ind til. – Nej, jeg er ikke en laks! Forår. Han er visere nu, og hans skæg er langt. Hans krop er benhård, muskuløs og solbrændt som bronze eller garvet læ'r. Han misser med øjnene mod solen, er det sandt, hvad han ser? Kan det virkelig passe? En rumlen på horisonten og en støvsky i den flimrende hede: en campingvogn. – Mon det er min familie, der er taget ud for at lede efter mig? Nej, de sidder nok hjemme med deres nye far, der har gidet købe dem en PlayStation4. En ingeniør eller noget andet pålideligt, eller værre endnu: en succesrig kunstner. Jeg må hellere tage mine tavler og gemme mig bag denne klippeblok. Så for satan, det er Lone Kühlmann. Her er mit snit til at få medieopmærksomhed og proklamere min nye trosretning. (Højt): – Lone! Hør efter, jeg har set lyset!

Nu smiler jeg godmodigt fra Jumbotron'en i Times Square. Verden har fattet mit budskab. Våbnene er kastet. Ingen lider nød, og der er rent drikkevand og sulegodt til alle. "Hvad er der til dessert?" Det er der også, kære børn. Jeg har tænkt på det hele.

***Send 10 kr. til følgende adresse, og lyset vil også skinne på dig. 10 kr. pr. bud altså. Bestil så mange bud, du vil. Prisen er god.***

Hurra! Hurra! Vi har set vejen. Aldrig har verden været så god! Aldrig har den været så skøn og så grøn. Tag hinanden i hænderne og råb et højt hurra! Han længe leve! Hurra! Hurra! Hurra!

Alt er godt, når det slutter med Hurra!

Hvad ser jeg her? Koden til a-våbenlagrene? Dem tager jeg. Hurrrraaaaaa!

Mere her
***

I køkkenet

***
En fyr, jeg kender, der er død nu, vågnede om morgenen i en rockerborg, fordi det dryppede på ham, og så op mod et kæmpehul i taget to etager oppe, hvor det regnede ind.
***

Hul i jorden

**
Jeg er glad for, at der kom så mange naboer forbi, den eneste dag på året jeg stod og gravede.


Nul danefæ.
***

Farvel ømme tæer

***
En fyr her nede ad gangen sagde, at han fik ondt i fødderne af betongulvet. Han havde tænkt sig at købe et væg-til-væg-tæppe.
– Hvorfor dog det? sagde jeg. – Spar dog pengene. Du kan bare nøjes med at tage et lille stykke tæppe og klæbe det fast under skoene.
– Tror du virkelig, det ville virke? spurgte han.
– Ih ja, sagde jeg.

Selv sværger jeg til duppede jydesandaler.

*

Vision: Det ville da være smart: Hvis du godt kan lide følelsen af græs under tæerne, læg et stykke tørv ind i skoene. Hvis du godt kan lide at gå på stranden, fyld sand i skoene (som en mobil Brian Wilson). Kan du godt lide at trampe rundt på marken? Fyld halm i træskoene. Er du typen, der trækker den for længe? Fyld spinat i.

Endelig kan man forestille sig den "intelligente sko", der selv kan simulere forskellige underlag og strukturer; massageskoen med indbygget vibrator; tænk selv videre.


Bonuslink! Her er en opskrift på, hvordan man kan lave sine egne sandaler ud af gamle bildæk.

Radar

Jeg dømmer mænd efter hvor mange penge de har, og kvinder efter udseendet.

Men også mænd efter om de er store nok til at banke mig, og til dels udseendet, og kvinder efter hvor mange penge de har.

Er det unormalt at tænke på alle personlige relationer som magt- og sexbaserede?*) Hver gang jeg ser et andet menneske er det: magt/sex. Eller er det normalt i sociale væsener med magthierarkier som menneskearten?

Jeg føler dybest set, at alle kvinder i verden burde tilhøre mig, hvis jeg vil have dem.

Ligeledes et biologisk forsvarligt synspunkt velsagtens.

*) Det er derfor klart forvirrende, hvis en transvestit f.eks. er voldelig.

Kaffen drev mig til det

Jeg cyklede hele vejen fra hallen i går og ned til bagelbiksen for at hente en americano, for det havde jeg glædet mig til, også selvom en ny byge lige var begyndt. Hvorfor gør jeg det her, tænkte jeg, medens regnen piskede mig i ansigtet.
Det var kaffen, der drev mig til det.
På vejen tilbage røg det meste af kaffen ud i plastikposen, som jeg havde den i på barnesædet,*) og jeg måtte stå på parkeringspladsen og dekantere den tilbage i koppen. Bortset fra at den var kølet lidt af, fejlede den ikke noget.
Og meget lidt gik til spilde.
Hil Java!

*

Nu er det tid til dagens første firdobbelte espresso. Så god den har været på det sidste med den friske bønne og et tykt lag cræme.
Tanken om at jeg skal arbejde gør mig syg om hjertet.


*) Jeg havde lært noget siden sidst, for der havde jeg også bagelen i posen.

Jeg er imod det

Jeg kan ikke fordrage havearbejde. Jeg føler mig ligesom Anders And: At kæmpe mod naturen, så nyttesløst det er. Er der ikke noget bedre at brække ryggen på?

Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at være husejer. Det er én lang hovedpine. Og her er kun tale om et fritidshus. Aldrig kan man sidde i sin have og slappe af, altid er der noget, der skal ordnes.

Jeg har det med husarbejde og vedligeholdelse, som min kone har det med sex: Jeg skal piskes til det, og ofte er dét ikke nok. (Tilsvarende vil jeg godt have, tingene er i orden, jeg gider som regel bare ikke gøre noget for det.)

Der er folk, der godt kan lide havearbejde, der sidder på kontor eller foran computeren hele ugen og trænger til at få "jord under neglene". Sådan har jeg det ikke.
Ligesom der er folk, som arkitekter eller webdesignere, der sidder foran computeren altid og trænger til at være kreative og stikke fingrene i (helst brun) oliemaling om søndagen.