Tiltrækning og frastødning

Jeg står og maler ved mit arbejdsbord med udsigt over lagunen, men bordpladen er lige i penishøjde, så jeg konstant gnubber mig op ad den, når jeg rigtig går til den, hvilket virker distraherende.

Rustet

Ind imellem hjælper det at tage sko på bare for at føle sig alvorlig.



Det kan desuden give en behagelig autistisk tryghed om tæerne at gå med tykke sokker i skoene indendørs.

Nervepirrende nødaktion

Nu har jeg to gange smækket mig selv ude af mit rum og været nødt til at klatre ind ad en åbning over døren, hvor et stykke gipsvæg kan løsnes, og hen over en 50 cm bred hylde. Der stikker en lang skruespids op midt i hylden, og det er ubehageligt at tænke på at spidde låret på skruen og hænge dér hele natten med hovedet nedad og have tabt min telefon ud af lommen, eller at låret bliver flænset op, mens jeg styrter til jorden. Det var heller ikke rart i første forsøg at sidde foldet sammen på midten overskrævs på hylden med klunkeposen mast flad som et bryst i et mammografi-apparat, da lyset gik ud på gangen, og jeg ikke kunne finde trappestigen med tåen.

Til gengæld har jeg i begge tilfælde været meget opmærksom på at gennemtænke alle bevægelser flere ryk frem med sikkert håndfæste, Måske skulle jeg begynde at dyrke rockclimbing.

Arbejdsmiljørådet anbefaler:

Jeg trænger alvorligt til distraktion, når jeg arbejder, fordi det er så megakedeligt. Altid må jeg se op. Nu vil jeg gå over og drible en bold. Simpelthen for at undslippe søvnens klamme favntag. Vig bort, Morfeus, din klamme bøvs. Hvordan kan jeg være så liderlig hele tiden? Er det mine benklæders ru denim, der trykker og kradser de rigtige steder, eller ville det være ligesådan i en sarong? Altid noget brok med dén shakra. Oven over: det store hul i mit mellemgulv, en ovn hvor man kan losse ind kul, når energien står på nul. Lungerne pumper som bælge, for hvad kan de ellers? Jeg kører på fælge-
ne af min bedstefars Ellert.
Frokosttid? Jeg stemmer for –
Også os! råber shakraerne i kor.
Der er bred e-
nighed i hele min krop
om at rejse mig op
og få noget at æde.

Fantomsmerter

Jeg er så liderlig, jeg har ondt i pikken.

1966

– Min mor valgte dette tapet, der fik mit kortisolniveau til at skyde i vejret med abnormaliteter i empatikredsløbet til følge, deriblandt hæmmet amygdalafunktion, mindsket hippokampalvolumen og reduceret celleantal i venstre medial-temporal korteks.

Rumlende ekko

Nu har jeg drukket kaffe, og hvad skal jeg så?

Det er da klart: Du skal skide. Dit gamle fjog.

Gi' og tag

Det er mærkeligt at blive trøstet af den, der har såret en. Det er forvirrende at skulle trøstes af den, der har gjort en ked af det, når man ikke har andre steder at finde trøst.

Jeg burde finde en samtaleterapeut, men jeg er for nærig.



Oliemassage ville heller ikke være dårligt.

Intet godt

Jeg kan næsten ikke klare at ringe til min mor mere. Hendes smerter begynder allerede om morgenen. Hun kan dårligt gå nogen vegne. Om natten ligger hun i fosterstilling med en pude knuget mod maven.

Hun kan ikke kapere, at hendes krop har vendt sig mod hende.


Klik og forstør.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, når det bliver værre. Jeg har ikke lyst til at tænke på det. Jeg har det som om, det pludselig kan gå utroligt hurtigt.

Det sidder på leveren og milten og allevegne.

Fredag awten

***


I stedet for at gå hjem til min familie og se tv, blev jeg hængende og lavede denne latterlige tegning.

Du er en kylling og en kujon, kaldte min kone mig i sin svar-sms, fordi jeg sms'ede i stedet for at ringe og sige, jeg kommer senere.

Halvvejs hjemme over bakken lægger jeg mærke til en bil med to idioter i i ærmeløse undertrøjer og høj, dårlig musik, der morer sig med at køre hakkende – hvad heddersånoget: leger kængurustylte med affjedringen. Længere nede drejer de af samme vej som mig. Hvor skal de hen? Hvor ellers: Café Anaïs, hvor opcokede idioter samles med deres køretøjer hver weekend. Han er lidt lang tid om at vende, og en gul bil kører op bag i ham og smadrer lygten. Stakkels bilist, tænker jeg, hvad nu? Men så er det de her to duller, der stiger ud af bilen: –Gu-ud nej!
– Få deres telefonnummer! råber idioterne inde fra Anaïs, der er stimlet ud på gaden.

– Åhr ja, flødeboller, siger jeg, da jeg har ædt resterne.
– De er ikke til dig, du kommer for sent, siger min kone.
Fuck de flødeboller, tænker jeg stoisk og går ud i køkkenet. Nu kan de se deres dårlige TV i fred.
– Jeg driller bare, siger min kone.
– Vil du slet ikke have dine flødeboller? siger min datter.
– Nej, jeg gider ikke lege de lege.
***

Jeg er et fjols, for jeg har ikke fået min kaffe endnu

***


Anmærkning: Jeg skulle have skrevet "UENDELIG VISDOM" i stedet for. Det havde været sjovere. Men nu gider jeg ikke lave tegningen om.
***

Farvel ømme tæer

***
En fyr her nede ad gangen sagde, at han fik ondt i fødderne af betongulvet. Han havde tænkt sig at købe et væg-til-væg-tæppe.
– Hvorfor dog det? sagde jeg. – Spar dog pengene. Du kan bare nøjes med at tage et lille stykke tæppe og klæbe det fast under skoene.
– Tror du virkelig, det ville virke? spurgte han.
– Ih ja, sagde jeg.

Selv sværger jeg til duppede jydesandaler.

*

Vision: Det ville da være smart: Hvis du godt kan lide følelsen af græs under tæerne, læg et stykke tørv ind i skoene. Hvis du godt kan lide at gå på stranden, fyld sand i skoene (som en mobil Brian Wilson). Kan du godt lide at trampe rundt på marken? Fyld halm i træskoene. Er du typen, der trækker den for længe? Fyld spinat i.

Endelig kan man forestille sig den "intelligente sko", der selv kan simulere forskellige underlag og strukturer; massageskoen med indbygget vibrator; tænk selv videre.


Bonuslink! Her er en opskrift på, hvordan man kan lave sine egne sandaler ud af gamle bildæk.

Fiksering

Jeg sad på et klapsæde i Metroen og åd et rør Pringles.*) Overfor mig sad en dreng og sendte dem sære blikke. Mellem Amagerbro og Lergravsparken gav han sig pludselig til at skrige og kaste sig frem og tilbage, så der skulle to voksne mennesker til at holde ham fast. Da han var stået af, hørte jeg parret med barnevognen sige autisme.

Det var en fejl, næste gang tager jeg en Twix.

Tre fjerdedele gennem røret holdt jeg en Pringle op og kiggede nøje på den med mine nye, skarpe briller. Den så forfærdelig ud. Smagsforstærkere, tænkte jeg, gøs og åd videre.


Kl. 22.15 i forgår aftes: Jeg har det skidt endnu. Syv timer efter. Jeg frygter for min tarm.


*) Hvor apropos: Jeg sad i et rør og spiste et rør! (Jvf. nedenstående.)

Kender I det...?

Jeg troede jeg var liderlig, men så skulle jeg bare skide.

Rigtige mænd strækker ikke ud

Jeg var ude at dyrke organiseret i går for tredje uge i træk. Ellers har jeg groft sagt ikke bevæget mig siden 1987.
Tre gange vågnede jeg i nat med smertefulde kramper i lægge og fødder, der holdt mig vågen og tvang mig ud på gulvet i mærkelige stillinger.

Hvordan er jeg blevet så umindeligt gammel og knirkende?

Om kirtlernes funktion

Mandejammer spørger:
Kan man græde og have jern på samtidig?