Entonetema

Jeg falder i den samme fælde hver dag.

Det er de samme ting jeg ikke gør hver dag.

I morgen bekymrer jeg mig om de samme ting igen.

Alt det jeg ikke får gjort.

Hvordan jeg ikke kan komme op og afsted.

Hvordan en lille smule medgang i en ung alder kunne have gjort en stor forskel.

For 14 år siden sagde jeg: – Det ville være rart med en smule anerkendelse.

Nu har jeg 2 børn.
Jeg havde ikke fået mere anerkendelse uden dem. I det mindste er de et synligt resultat af at tingene går frem, at tiden går.

Jeg elsker dem mere end mig selv.

Jeg er dybest set ikke engang så utilfreds med mig selv, kun noget af mig selv, og den del af mig selv der er utilfreds med mig selv.

– Jeg er den del af dig selv, der er utilfreds med dig selv, springer den frem og siger. – Selvgode svin.

– Åh hold kæft, hvorfor kan jeg aldrig være tilfreds?

Fordi jeg har gjort en kult ud af at være utilfreds?

Hvad med at gøre en kult ud af smøge ærmerne op? Det tror jeg ikke. Jeg kunne smøge ærmerne op hele dagen, og det ville ikke gøre en skid forskel. Faktisk kan jeg få hele dagen til at gå med at smøge ærmerne op. Jeg har selvopsmøgelige ærmer (note til selv: udtag patent).

En behagelig øvelse er at lytte til stemmerne i sit hoved. Det kan ikke være værre end hvad jeg lytter til nu: Morton Feldman – For Philip Guston.

Minimalisme – er det ikke det det er? – jeg lærer aldrig at forstå det.

I spejlsalen venter bæstet

Jeg har ikke noget arbejde for første gang i hundrede år, og nu står jeg igen og konfronterer spøgelset af min egen ugidelighed, minotauren i min nietzscheanske labyrint af prokrastineren. Nu har jeg ikke noget at kæmpe mod længere, andet end mig selv og mine tusind fragmenterede refleksioner i min eksistentielle spejlsal, kun mig selv at brokke mig over. Hvem skal vinde?
Suk, jeg håber kaffe hjælper.
Altid er der så meget, jeg skal bevise.

Nuvel, en rejse på tusind mil starter med det første skridt og alt det der, lidt har også ret, mange bække små, små hjul kan flytte store ting, det er bare at komme i gang (for at sige det med floskler), der er jo ingen, der forhindrer mig i noget, andre end mig selv, frihed under ansvar osv. Når man kan alt, hvad skal man så? Udelukkelsesmetoden duer ikke.

Hvis jeg bare laver en lille smule, er jeg godt tilfreds. Bare en smule hver dag til hoben, nye skaller på min kunstneriske køkkenmødding. Kaffe.

Eksistentiel tremmerusken

Jeg bliver sindssyg af arbejde. Jeg troede, jeg kunne se enden på det, men nu trækker det ud, og der kommer mere oveni. Jeg har været ikke-ulykkelig et stykke tid, men nu begynder de bekendte kvælningsfantasier at vende tilbage, tanken om det uendelige arbejde der ikke fører til andet end mere af det samme, de forsmåede ambitioner der vækker mig om morgenen – choking on my own ambition.

Jeg kan ikke se nogen ende på det. Jeg når aldrig frem til det, jeg godt vil. Jeg er også bange for, at jeg lyder som en af de idioter i reklamebranchen, der hellere vil være kunstner, men ikke kan give slip på pengene.

Jeg er en idiot fanget i mit eget fængsel.


I morges: Endnu en drøm hvor jeg reder mit hår af i store totter.

Så galt er det

Min orlov er omme, så nu har jeg spildt tiden med at gå til frisøren og shoppe og udskyde beslutninger og nødvendige handlinger. Alt, hvad jeg har sat mig for, fordufter, nu jeg reelt skal gøre noget ved det. Jeg sidder igen spærret inde i min nietzscheanske labyrint og jagter mig egen hale og farer sammen ved synet af min egen skygge. Alt det, jeg føler jeg bør, presser sig på, men jeg er som sædvanlig komplet handlingslammet – om end værre end nogensinde før! Jo mere jeg skuffer mig selv, desto mere sidder jeg fast i mit selvvalgte morads. Jeg kan ikke engang svælge mig i pløret som et sandt svin.

Jeg har taget mig en tre-firedobbelt espresso, nu prøver jeg med en til.

Mit job 5 - goderne

Det bedste ved mit job er, at kan jeg kan være i fred.

Jeg kommer herud om mogenen, lukker døren som en sluse bag mig og er i fred (bortset selvfølgelig fra den indre nietzscheanske tumult.)

Hvis jeg så bare kunne slippe for selve arbejdet.

Se også Mit job, Mit job 2), Mit job 3) og Mit job 4)