Kort før jul gav jeg mig selv en længe ventet lønforhøjelse. Ikke så snart havde jeg gjort det, før en kunde bad om mængderabat.Det fik hun så, fordi jeg stadig kom ud med halv gevinst.
På fredag sidder jeg i den situation, at jeg ikke har mere arbejde (thi jeg frilanser). Som regel når jeg knap at tænke den tanke, før et nyt job dinger ind i indboksen.
Er det ikke en ønskesituation? Nej, for jeg hader mit arbejde. Hvis jeg aldrig fik et job til, ville jeg være nok så glad.
Mit problem er, at jeg ikke kan tænke videre end mit næste job. Derfor kommer jeg aldrig videre i mit liv. For jeg har som regel altid et job eller to til på bedding.
Mit arbejde er ikke så slemt, at jeg hader det hele tiden. Men jeg hader det, for når jeg laver det, har jeg ikke tid eller overskud til noget andet, fordi det dræner min kreative energi.
Det ville være bedre at grave grøfter, hvis det gav ligeså godt, for så skal man i det mindste ikke tænke. Det ville ikke være bedre at være handicaphjælper (selvom der er mange kunstnériske typer der blærer sig med den faste tjans), fordi det er hårdt for ryggen (det er grøftegravning selvfølgelig også, men det er ikke pointen, og det giver i øvrigt også dårlig ryg at sidde her og taste og klikke hele dagen – alt giver dårlig ryg: jeg udfordrer dig til at nævne én ting der ikke gør det), plus man skal omgås andre mennesker. Al omgang med andre mennesker er anstrengende.
(Se også Mit job og Mit job 2)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar