Den korte overgang jeg havde bil, forestillede jeg mig følgende road movie i knækprosaform:
Jeg er så klar til at sætte
mig ind i bilen og køre over
grænsen og ikke stoppe før jeg har
nået den franske Riviera eller
Sydspanien.
At gå walkabout, det er
hvad jeg trænger til. Og det er
ikke fordi jeg ikke elsker min kone
og mine børn, for det gør jeg og
det ved de, men netop fordi jeg
gør det og selvfølgelig mest fordi
jeg har lyst til at komme ud
herfra, og det kan ikke gå hurtigt
nok. Stoppe på vejen og se om min
kæderygende, grænsepsykotiske
invalidepensionistven vil med
( – Find dit pas, J. Per, og en
tandbørste og ekstra stomiposer,
hvis det er nødvendigt) og så
deruda’ mod Rødby. Og vi
synger gerne Steppeulvene og vi
griner gerne af de andre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar