torsdag den 25. januar 2007

Min tatovering

Den eneste gang jeg har overvejet at få en tatovering, var da min kone forlod mig. Motivet skulle være en simpel rose på den ene røvballe med mulighed for at udvide til et helt bed af ens roser op af ryggen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Bedst af alt så kunne jeg sige: - Der vokser sgu roser i røven på Kong Karl. Haha.
Jeg var sågar nede at undersøge en pris, som jeg fandt for dyr, og jeg havde heller ikke lyst til at blotte røven for denne tatovør, der var en mand (og i øvrigt havde gået på min skole) og rosen var for firkantet i dessinet.



På et tidspunkt åbnede der på kort tid tre tatoo-stuer indenfor en bloks radius af mit hjem på E. 12th St.
Indenfor en tilsvarende radius af mit nuværende domicil på Finsensvej ligger der tre solcentre og en klinik for fodterapi.



Min ven Steve fortalte engang om den tatovering hán godt kunne tænke sig: Michelangelos to hænder fra loftet af Det sixtinske Kapel (kendt fra E.T.), en på hver balle.
Jeg ved aldrig om han fik den, men jeg ved, at hans kæreste fik et motiv af to fugle fra et af Steves malerier tatoveret på benet. Han elsker ham. Hvilken kærlighedserklæring.



Faktisk har jeg, for at det ikke skal være løgn, allerede en tatovering (der svagt antydes på fotoet her forneden), en blå prik hvor jeg stak mig med en tuschdyppet fjederpen for 20 år siden.

Jeg behøver i øvrigt ikke en tatovering, da jeg har et iøjnefaldende modermærke.

Ingen kommentarer: