Dagen hvor alle skal more sig

Hjemme fra ferie én dag og vi skændes allerede om nytårsaften.



Bebrejdelser, skuffelser, der går mere end 20 år tilbage i tiden.

– Jeg hader nytårsaften.
Jeg HADER nytårsaften.
Nytårsaften er for amatører.
Nytårsaften er amatørernes aften.
Amatøraften.

– Ved du, hvor mange gange, du har gjort mig så ked af det?

Gæt selv, hvem der er hvem.



Familien er ikke nok sammen.

Sand historie

Jeg har ikke vasket min kaffekop op i år.



Jeg opdagede, at jeg har gået i de samme to skjorter i fem år. Det gjorde mig sørgelig til mode. Min sidste yndlingsskjorte er fra før 9/11 (ikke afbildet).

Jeg har haft dette lagen hængende til at tørre mine fingre i siden 2005.

Hvordan kan jeg tro jeg er god nok?

Vi havde en samtale i går, min kone og jeg. Hun forskansede sig og inddrog sine veninder på sin side, og jeg blev såret og melodramatisk.

Står den til?

Gudsrost says: (11:50:51 AM)
Jo, det går såmænd meget godt. Jeg har lidt bagkoger fra i lørdags. Og jeg savner min mor, så jeg er ved at græde. Jeg gider ikke arbejde, men jeg er nødt til at lave lidt. Bagefter er jeg nødt til at lave bare lidt kunst for at have det okay. Jeg har købt en femstyks pakke cerutter og vil ryge en efter frokost.
Gudsrost says: (11:50:53 AM)
Mit langtidsmaleri står og ser lidt overarbejdet ud. Jeg har åbent vindue og hører WNYC, mens jeg skriver. Mit sind plages af tanker om mit forspildte liv. Groft sagt det sædvanlige her.

De personlige dæmoner på krigsstien

Fuck dem, nu er de her igen. Og de fyrer det samme lort af som altid. Jeg hader dem. De dumme, dumme svin, de trækker mig ned.

Den gamle

Min far siger, jeg aldrig ringer. Men han ringer heller aldrig til mig. Ind i mellem ringer han i S-toget på vej hjem fra sin bratsch-time og synger. Det er altid den samme sang. Nogle ord, jeg satte på Barbie Bentons Aint That Just the Way, efter den havde været på McCloud i 70'erne. Så synger jeg med. Om ikke andet for at overdøve ham. Eller variere teksten.



Han har alle sine telefonnumre skrevet ned på en lille seddel, han har tapet fast bag på telefonen.

Når jeg ringer til ham, giver han altid telefonen til sin dame og siger: " [Hendes navn], du må forklare det", før jeg når at stoppe ham. Eller han dukker op på Skype og taler med sit videobillede: "Uh, har du set", siger han. Ind i mellem screenshotter jeg ham eller optager samtalen i Wiretap bare for at foretage mig noget.

For ham er det ren Dick Tracy.



Han er virkelig verdens ældste mand. Jeg kommer også til at savne ham, når han ikke er her længere.

Det kan heller ikke overraske mig at hun sagde dét

– Det er nok ikke helt tilfældigt, sagde jeg.

– Det vidste jeg, du ville sige, sagde min kone.

– ...Nåh, sagde jeg, og så følte jeg mig så træt og gammel. – Og hvis vi går ind og elsker om lidt, vil du også vide hver eneste bevægelse, jeg laver, tænkte jeg. Jeg sagde det ikke.

Den har ligget i min taske i en uge

Nu har jeg skrevet en seddel med ALT det, jeg skal, og jeg har ikke kigget på den siden.

Jeg har altid mere ret end du har

Min kone sagde lige til mig: – Det er fuldstændig ligesom på [vores gamle adresse]. Jeg har fuldstændig ret.


Nu er det noteret. Jeg beundrer hendes komplette mangel på tvivl. Selv er jeg mere som Hamlet, så naget og pint.


Udstoppet Hamlet-mus kun $89!
Note til udstopperen: Det havde været bedre, hvis musen havde kigget over på kraniet, eller kraniet havde været i den anden pote.

Man skal aldrig råbe

Mine nye naboer hilser heller ikke på mig. Hvad skal jeg gøre for at få dem over på min side – frugtkage, spiritus? De må have hørt mig gennem væggen råbe som en misogynistisk psykopat. Men her er lydt, og min stemme er gennemtrængende. Sådan er den, rungende og klangfuld. Som Pavarotti i en kloak.

Kortene på bordet

Jeg er kommet med i en kunstnergruppe, men det er en dårlig kunstnergruppe. Vores udstillinger er kedelige, og vi har intet til fælles.
Men jeg har ikke andet. Jeg har intet.
Det er meget sørgeligt, og jeg har lyst til at græde, min løsning på alt.
Ikke særlig mandigt. Men det er nu ikke det, jeg græder mest over, min manglende karriere, det er værre med mit job, her heller ej ligningen går op, kun jeg i limningen går op. Så er der en stak tjanser til selvpromovering, jeg heller ej har fået lavet, og jo længere tid, der går, jo mere besværligt bliver det. Jeg vågner om natten og tænker på det, om dagen ignorerer jeg det. Tingene skal gøres med det samme, men det bliver ved det gamle. Min hjerne er skævt skruet på, jeg fik den forkerte sko på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme ud af dette pløre. Det er fornedrende, det kunne jeg gøre det meget bedre end, og jeg har jo kun det samme liv. Tag dog og opgiv, kan jeg høre folk sige, find på noget nyt, men det er ikke sådan lige, når man føler sig snydt, igen af sig selv, og ikke sin kaffe har nydt.
Schlurrrp!
Nå pyt.
Med guldkornene vist i dag jeg er lidt lang i den spyt.
Det er bare at få smøget ærmerne op og få brygget den næste kop.
Så dér, jeg har ikke mere, jeg er slagen af for mange år på bagen.
Så blød jeg er af at have det for godt, jeg gider ej knokle, og det eneste jeg skal er at skrive en pressemeddelelse, men den hænger over mit hoved som et sværd af Damokles. Så skal jeg også have samlet nogle malerier til at sende til nogle gallerier i udlandet, det er venskabeligt og bare jpegs, ikke andet, men også dér er jeg strandet på anden uge. Hvor er min lue, min gnist? Den ligger på bunden som en udkogt suppevisk. I mit sind der er tvist: på den ene side gider jeg intet, på den anden side kan jeg ikke tro, at jeg kan mene det, og livet er for kort til at holde alting i mente: Åh, glem det. Jeg vil hellere pive, kan I fornemme det? Suk, må jeg sige, jeg ved ikke til hvad, jeg skal blive, andet end mere af det samme, du gamle, det lamme. Der er kun én ting at gøre: på væggen min hjerne udsmøre. Det løser problemerne, i hvert fald for mig, for når jeg er død, betyder de ikke en rød reje. Er alle mine udveje feje? Ja og nej. De vil sige om mig: Han sit hjerte udskreg.
Og når jeg er borte, vil I savne mig stort, både mine vers om kaffe og min fiksering på lort, bagsiden af medaljen, om man vil, dét, det altid vender tilbage til. Åh, tag nu og smil & giv Java et hil.
Hil!
Schlurrrp!
2x(c)

Jeg er ikke taler

Der er utroligt, min kone har ikke talt til mig hele dagen (utroligt er det måske ikke, men det er belastende og også kedeligt og sørgeligt på en måde og så utroligt vant), og hun har også undgået øjenkontakt.

Hun er sur på mig, fordi jeg ikke er festlig nok nytårsaften, årets mest anstrengende aften, fordi den skal holdes op mod et ideal, der ikke eksisterer, som alle idealer – det er min nye teori: jeg er mod idealer. Forventninger hjælper heller ikke.



Når jeg tænker efter, har hun egentlig ikke henvendt sig til mig, siden jeg kritiserede Harry Potter-universet i går. Så tænker læseren måske: Hvorfor går du ikke bare ind og taler med hende i stedet for at sidde her og skrive?

Fordi børnene er her hele tiden, og hun kun svarer mig med enstavelsesord, og jeg forresten ikke gider høre på, hvor åndssvag, hun synes, jeg er, for det er en smøre, jeg kan udenad, for jeg har hørt den 1.000 gange før.
– Skatter, hvorfor taler vi ikke sammen?

Når hun ikke siger noget, er det, fordi hun går og stuver, og pludselig annoncerer hun en eller anden beslutning, hun har taget, og hvad jeg synes er ligegyldigt.

Fantastisk start på året.

– Det var altså en mærkelig nytårsaften, sagde min yngste datter (10). – Mor sad bare ude i køkkenet og kedede sig med sin iPhone. Hvorfor kom hun ikke ind i stuen og spillede ludo med os eller sånoget?

Jeg for mit vedkommende gad ikke springe ind i det nye år.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsløst end nytårsaften, dilettanternes aften.

– Se alle de glade, festklædte mennesker, sagde jeg til hende på vej ned i Irma.
– Kunne du sige det på en mere sur måde? sagde hun bittert.
– Jeg er ikke sur. Jeg kan bare ikke lide, at man skal gøre alting samtidigt: 'På denne dag skal vi allesammen tage rødt tøj på'. Det virker robotagtigt.



Jeg tror ikke, at vi har haft én sjov nytårsaften alle de år, vi har været sammen. Nu tænker jeg på det år, hvor hun ville losse mig med sine højhælede gogo-støvler, men gled på isen og røg på røven, og så forventede hun, at jeg skulle hjælpe hende op.

Så skal man være en gentleman.
Fucking legestue.
Hendes barndoms nytårsaftener var altid de sjoveste.

Først julen og nu dette. Samme gamle pis.

Red dig selv

Min kone troede, at vi ikke skulle give hinanden julegaver i år. Så jeg vandt. (Jeg havde sagt, at jeg hellere ville give et barn i u-landene en uddannelse, end at vi spilder penge på ting, vi ikke har brug for, og hun troede, at jeg ville gennemføre planen. Fat chance! Dog stak jeg en 50'er til zigeuneren foran Netto, der kyssede min hånd til tak.)

Til gengæld græd hun over, at jeg ikke har byttet min fødselsdagsgave fra hende endnu snart 2 mdr. efter. Jeg har sagt, at jeg ikke vil have noget, der skal byttes. Giv mig noget, der ikke skal byttes, siger jeg. I stedet for, at hun bruger tid på at finde mig noget, der passer eller som jeg kan lide, er det mig, der skal bruge tid på at gå ned og bytte noget, jeg ikke vil have. Så er det mig, der skal glæde hende. Og nu taler hun ikke til mig igen.

Det er ikke min skyld altsammen.



Det kan ikke være min skyld altsammen.

Fremstrakt hånd

I dag kom min kone hjem fra arbejde og spurgte, hvorfor jeg ikke havde lavet mad.
– Du laver en ret til juleaften, ikke? sagde hun også (det var før).

Hvad hvis det var mig, der kom hjem og sagde: – Hvor er maden?

Jeg ville ønske, det var mig, der skulle på arbejde. Intet skulle passe mig bedre end at sidde dér og passe mig selv hele dagen.
Jeg forventer ingenting.

– Fedt nok, du affejer mig. Du afviser min olivengren, sagde jeg, mens hun stod og lavede mad, og jeg undskyldte for at være irritabel. – Nu kan du være sur, indtil det passer dig at tale til mig igen.
– Du mener det jo ikke, når du siger undskyld.
– Jeg mener det! Jeg mener det! Hvorfor tror du, jeg siger det? står jeg og råber som en idiot.

Så fik hun ret igen. Den, der taler højt, taber. Så er det bedre at holde sin mund i 14 dage.

Jeg gik ind i seng og læste The NYTimes på iPhonen. Jo ældre jeg bliver, desto mere avis læser jeg tilsyneladende. Er det almindeligt?

Jeg er sulten.



Problemet er, at jeg får dårlig samvittighed, når kvinder brokker sig til mig over, at tingene ikke bliver gjort. Er det almindeligt? Det var nemmere at være ligeglad. Det er ikke nemt at være en moderne, følsom mand, der bare vil stille alle tilpas.

Nu er julen ødelagt, og jeg var ikke engang i dårligt humør. Fløjtet har jeg rundt i sneen hele dagen og købt grafiske romaner til min svigerfamilie. Nu kan dét også være lige meget. Passet børn hele dagen, har jeg, og hjulpet dem med deres små projekter. Jeg kan ikke engang komme til min computer, fordi de sidder og klipper video (endnu, 22:22).



Jeg tog mine støvler på og af igen, for jeg har alligevel ikke nogen steder at gå hen.

Jeg har pissetravlt med ting, jeg ikke får lavet.

Taget for givet, bliver man. Hvordan er det, klichéen går?: værdsat. Det kunne være rart at blive værdsat.
Ohohohaha, hæhæhihi.
Så bittert det hele.
Hold mig for næsen, jeg synker.



Så siger jeg det igen: – Jeg er ked af, at jeg var så sur og irritabel, okay?

Det kræver en stor mand at indrømme sine fejl.

Luft

Min kone har ikke talt til mig i tre dage, og jeg har heller ikke sagt noget.

Låget tætner

I dag vågnede jeg og var ikke desperat ophidset. Hvad skulle jeg så stille op, tænkte jeg, vende tilbage til mine sædvanlige hårde trip? Jeg orker det ikke. Og nu har jeg oven i købet startet min blog igen, og hvad godt kan det føre med sig? Det, jeg tænkte, var: Når jeg er desperat, er jeg parat til at gøre desperate ting eller bare f.eks. tage et skridt ud af mig selv og væk, hvis I forstår, hvad jeg mener. Så er jeg parat til at tage nogle spring, fordi jeg alligevel er ligeglad med det hele. Smadre noget porcelæn, lufte nogle lagener. Men hvad, når jeg ikke er desperat mere? Hvad så med den offentliggørelse? Kan jeg overføre handlingsevnen og springkraften til normale, ikke-desperate situationer og ikke-desperate, konstruktive handlinger, der kan føre videre og få mig ud? Det, mine læsere, er spørgsmålet. Et blandt mange.

Så på den måde er alt ved det gamle

Der er ikke en eneste af mine venner, der har ringet til mig, siden min mor døde.



Jeg savner hospice-sygeplejerskerne med deres hæderlighed.

Dybt forstyrret

Nu råber han (to etager) nedenunder igen. Der er utroligt lydt ved afløbet i badeværelset.

Nu holder du op
Nu holder du eddermame op
Du er jo syg, mand
Vi går ned jo
Vi går kraftædeme ned
Det er fandme utroligt
Nu opfører du dig fandme ordentligt, mand
(...)

Det er det samme om og om igen. Hende hører man ikke så meget. Når man ser ham nede på gaden, ruller øjnene rundt i hovedet på ham.

Hvad er der galt med mig? – del VII: Kommunikationen

Jeg får aldrig lavet noget færdigt. Jeg får heller aldrig noget begyndt. Der var en mand, der kontaktede mig om en pris på et maleri, jeg har liggende på nettet. Det er tre år siden, og jeg skrev først tilbage for 6 mdr. siden: Vil du stadig gerne vide, hvad prisen er? skrev jeg.
Ja, svarede han.
Og jeg har ikke fået skrevet tilbage med prisen endnu. Jeg ved godt, hvad prisen er, jeg har bare ikke fået skrevet tilbage.

Det er mit håb, at mine manglende kommunikationsevner vil få mig til at virke som sådan en sær outsider-kunstner og derved mere kunstnerisk.



Det er mit håb, men det er ikke en god salgsteknik.

Nogen mennesker kontaktede mig for fem dage siden, fordi de er interesseret i et billede, jeg har liggende samme sted, og jeg har ikke fået svaret endnu.

I mellemtiden sidder jeg bare her og laver det samme gamle lort, jeg hader, som en stor baby, der ikke gider skifte sin fyldte ble.

Blod

***
Hold kæft, kan jeg ikke være til familiejul uden at få at vide, at jeg skal holde min kæft? Og blande mig udenom. Helst bidskt.

Hvad er det med folk, at de skal snakke om, hvad de har set på TV?

Jeg har ingen steder hjemme.


***