Ligesom mig

Jeg mødte en, jeg kender, nede på gaden, der er ligesom mig.
– Hvordan går det? spurgte han.
– Jeg kan ikke falde i søvn om natten, og jeg vågner kl. 5.
– Hvorfor kan du ikke sove?
– Jeg tænker på, at jeg ikke har sat mit mærke i tilværelsen, og at jeg snart skal dø.
– Hvor gammel er det, du er?
– 46.
– Jeg giver dig fire år, sagde han.
– Fire år, til jeg behøver at være alvorlig? spurgte jeg.
– Ja.



Og så sagde han, at verden bliver et værre sted, men det er, fordi vi er gamle.

Arbejdsmiljørådet anbefaler:

Jeg trænger alvorligt til distraktion, når jeg arbejder, fordi det er så megakedeligt. Altid må jeg se op. Nu vil jeg gå over og drible en bold. Simpelthen for at undslippe søvnens klamme favntag. Vig bort, Morfeus, din klamme bøvs. Hvordan kan jeg være så liderlig hele tiden? Er det mine benklæders ru denim, der trykker og kradser de rigtige steder, eller ville det være ligesådan i en sarong? Altid noget brok med dén shakra. Oven over: det store hul i mit mellemgulv, en ovn hvor man kan losse ind kul, når energien står på nul. Lungerne pumper som bælge, for hvad kan de ellers? Jeg kører på fælge-
ne af min bedstefars Ellert.
Frokosttid? Jeg stemmer for –
Også os! råber shakraerne i kor.
Der er bred e-
nighed i hele min krop
om at rejse mig op
og få noget at æde.

Ungdommens kilde

Nu taler min kone og jeg igen ikke sammen, fordi jeg afbrød hende, mens hun fortalte mig om meningen med ungdommens kilde:
– Sortskæg?
– Ja, Sortskæg.
– Sortskæg! Haha!
– Er du interesseret i at høre det eller ej?

Jeg fik det aldrig at vide, sov på sofaen (efter hun kaldte mig et fjols, og jeg kaldte hende et fjols tilbage, og hun sagde: – Ja, det har jeg også tit tænkt på).

– Du er god til at dræbe samtalen, sagde jeg og tog min dyne og pude med ind i stuen. Hun pms'er uden tvivl, hendes opvredne trusser lå ude på badeværelset i morges.

Sidste gang, vi ikke talte sammen, begyndte, fordi jeg stillede spørgsmålstegn ved, om hendes lillebrors venner virkelig ville have fået bank, dengang de var lige ved at køre ind i en jysk landsby på motorcykel.

– Hvad er det for nogle gamle stereotyper at fylde børnene med? Tredjehåndsberetninger. Man får sguda ikke bank bare af at være i Jylland. Blablabla.

Det var ellers lykkedes os at tale sammen i næsten fem dage, dog ikke om noget væsentligt. Jeg har ikke overskud til at gå at være munter hele tiden og bare tage imod. Jeg kan ikke skændes med den kvinde længere.

Her kan man forestille sig kalenderbladene falde af træerne og edderkoppespind dække alting.

Hold i ryggen

Det er ekstremt svært at ligge i vores seng i kolonihaven, når vi ikke må røre ved hinanden.

Parallelle lig

I nat blev vi begge to vækket af underboen og lå vågne uden at sige noget til hinanden.

Natte

Jeg er så liderlig, jeg græder mig selv i søvn om natten. Og jeg sover dårligt. Når jeg da sover. Og ruger. Over alt det jeg skal, skriver huskesedler i søvne: Husk at købe havregryn. Husk at ringe til Esben. Betal skat. Min dag er en lang vandring gennem gusten tåge. Kan dårligt fokusere. Et slør af vammel modbydelighed har lagt sig over mit liv. Mit liv er som en dansk jazzmelodi. Det er bedre med lukkede øjne. Afbleget, kornfedt, bredt over hofterne. Mine kærtegn er kødløse og knoklede. Mine suk er dybe og inderlige ventileringer af forstyrrede impulser. Min magnetiske nordpol er ude af wat. Jeg forstener i famlende blinde, et fluebevandret lig. Mumificerede minder. Banale drømme i folkevognsstrømme. Opgivende vink til et forvitret galleri af gale levninge. Gale forbigåelser. Forskudte og ærgerlige genveje. Mit liv. Mit liv af. Mit liv af. Mit liv af sørgelig vrængen. Hvor jeg dog ikke kan det mer'. Her i dag, væk i morgen, tilbage er kun sorgen. Bundløs, sort. Gravade drømme. Jeg kender kun i morgen, før det er for sent. Igen igen, for sent for sent. Almindelig galt. Tosser i toget. Barbie-plast, raketfart, dansk nedtur
(her mistede jeg syv geniale linier)
hvert levende sekund.

Oppe at vende under udrulning af tærtedej

***
Hvad der virkelig ælder ved at have børn er at skulle op så tidligt om morgenen, fordi børnene skal i skole, at blive tvunget ind i en 1800-tals døgnrytme. Hver dag det samme om og om igen uden variation og kun afbrudt af weekenderne, hvor man lige når op og gisper efter vejret lidt, før man skal waterboardes igen hele ugen efter. Fy! Det er inhumant og feudalt. Jeg kan ikke vente, til jeg atter kan melde mig ud af samfundet. Adjø, samhället.

Hvad der ikke er værd at tænke på, når man har sex, er, at ens forældre har gjort det samme og sikkert værre. Det er heldigvis ikke noget, der (for mig) dukker op alt for ofte i løbet af akten, en akt der nu heller ikke selv dukker op alt for ofte, en iagttagelse der til gengæld dukker op alt for ofte, som trofaste læsere af denne internetside måske har bemærket. Hvor træls. Mit lem visner af og drysser bort. Dette kærlighedens rudiment, den overflødige appendage, en erotikkens blindtarm, der kun giver smerte, når den blusser op, og nødvendiggør amputation. Snit.
Jeg er bedre tjent uden. Den gifte eunuk i sit tomme harem, alene med sine hule minder.
Jeg kan dårligt huske de dage, da den gik ind og
ud.
Jeg fik en lang tud
og blev snydt,
min jammersang så ofte har lydt.
Åh, stakkels mig,
som jeg dog tager på vej.
***

Nyt kiks

***
Jeg har lige været i telefonen med min bedste kunde og vrøvlet om penge og været usammenhængende, og nu er jeg bange for, at jeg har ødelagt det hele. Jeg er elendig til kommunikation. Hvad nu? Jeg prøver at formulere en opfølgende mail, men måske gør det det endnu værre at blive ved med at trampe rundt i det. Jeg har en lang tradition for at ødelægge fede jobs med dårlig kommunikation – og for at bekymre mig og ærgre mig over det bagefter – og nu er jeg bange for, at jeg har gjort det igen. Telefonen er så intimt et instrument, at hviske nogen ind i øret på den måde, navnlig folk jeg ikke kender så godt (og så med søvnmangel, og når jeg har glemt, hvilken dag på ugen det er).

Næh, giv mig en god frokost til hver en tid.
***

Snorkfruen – den skønneste af alle

***
Skrevet i mørke

Din snorken gør mig liderlig
idet det er et livstegn
Dine tæer famler i mørket og finder mine
Her er ikke meget plads
For meget kaffe for sent.

***

Jeg ender på sofaen

***
Fra i nat

Det er svært at sove, når man brænder op af udtryksløs vrede.
Tinnitustone.
Skurrende kæbeled forplanter sig gennem puden.
Jeg hader mit liv.
Jeg hader mit latterlige lille liv.
Jeg hader det hul, jeg har sat mig selv i.
***

Hyperventilering

***
Jeg sætter mig ud på lokummet om natten og stønner og sukker.
Jeg har ikke engang kræfter til at onanere.

Jeg vil ikke give hende den tilfredsstillelse.



Det minder om dengang, lige før hun gik fra mig for alvor, og jeg kom hjem fra arbejdet og sad og græd i badet, mens hun stod i køkkenet lige ved siden af (for sådan var lejligheden indrettet) og madede babyen.

Jeg kunne ikke udtrykke mig. Jeg regrederede til en ormemumlen, ren lyd, ikke engang rigtige ord kom ud af mig.


Ren
***

Sveden kerne

***
Nu er den sidste unse af den gode fornemmelse, jeg havde med hjem fra New York, forsvundet. Men det var rart, så længe det varede. Eftergløden var ekstra lang denne gang og følelsen så intens som efter 9/11, bare positiv, men lige så samhørig. Jeg gik en uge derovre og bare mærkede efter. Og det sidder i kroppen, kan jeg mærke, i min følelsesfilmrulle midt i mit hjertes kammer, der knuger jeg den tæt, følelsen, i mit hjertes svedige næve. Bare jeg tænkte på at skulle "hjem" til Danmark, kunne jeg mærke det trykke for brystet som vandmasserne om en dykkerklokke i dybhavet.

Nu hænger jeg i dyndet igen. Min tro på at tingene kan lade sig gøre er ramlet ind i min ugidelighed og berøringsangst. Tingene er værre, når man har dem tæt på (i hvert fald er de nemmere, når man ikke kan gøre noget ved dem alligevel). De fylder mere. Fra toppen af verden ligner mine problemer insekter. Min onkel sagde, at når han lå om natten og ikke kunne sove, tænkte han på, hvor lidt han selv fyldte i hele universet, hvor uendeligt små hans problemer var i det store hele, klejnheden af menneskelig eksistens. Han begik selvmord.

Men jeg kender det godt: Hvad er det hele værd? Intet! Det er kun, hvad du gør det til. Der er en verden til forskel på inden og uden for din hovedskal.

Jeg trænger f.eks. til at bryde ud af mit hoved.

Men først frokost.

Kan jeg holde noget, jeg lovede mig selv i dag?
***

Jetlag

***
Jeg vågnede om natten og vidste ikke, hvem jeg var. Bagefter vidste jeg ikke, hvor jeg var. Jeg følte, jeg var død.



***

Tynd kop te

***
Fuck, jeg er deprimeret.
Jeg er helt træt i hovedet og har ikke fået udrettet noget i dag andet end lave regneark over mine bilag, mens jeg har prøvet at tage mig sammen til at finde en revisor, eller en bogholder eller en eller andens svoger, der kan hjælpe mig med min selvangivelse.

Jeg fik først min kaffe efter kl. 16, og nu skal jeg gå. Det holder ikke.

Jeg famler i blinde, mit hjerte banker arytmisk.

Min revisor og min rengøringskone forlod mig inden for en uge sidste sommer, og jeg har ikke fået gjort noget ved nogen af delene siden.

Jeg har lyst til at begynde at ryge igen for at fylde det gabende hulk i min midte. J. Per tager ikke imod længere, så jeg kan ikke ryge hans, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med en hel pakke. Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke kan tage ned til ham og blive muntret op, lige meget hvad humør jeg er i? Det plejer aldrig at tage fejl. Jeg har aldrig hørt ham så sur, og jeg er ikke i humør til at muntre nogen op. Ikke at det er det, han trænger til.

Jeg skyder skylden for min tilstand på manglende søvn. Luften kommer forkert ud af mig. Jeg kan ikke engang synge.

Jeg har lige slettet et langt dårligt kaffedigt, jeg skrev under indflydelse af dagens eneste højdepunkt. Det var en tynd kop te, suk.

Når man ikke engang kan lukke
noget ordentligt ud,
er det tid til et skud
i hodet.
Se blodet
klukke.
***

Galgen venter – lidt om mig selv og min sindstilstand netop nu

Jeg stresser. Men ikke så meget som i går. I dag har jeg den dømte mands afklarethed ved skafottet.

Min næse er rød og dunker af stress.
I går morges drømte jeg, at der var 16 hvirvelvinde på horisonten. I dag vågnede jeg kl. 05 og kunne ikke falde i søvn igen.

Mao. jeg sidder i stormens øje og er løbet tør for tid.

Pist væk, som ved et trylleslag, som dug for solen, atomiseret, verschwunden

Jeg har været surere end pis hele weekenden, min hjerneskal en skruetvinge af knugende surhed (og ulmende, blindt raseri), lige indtil kl. 4 i morges, da min kone lagde armen om mig. Så kunne jeg til gengæld ikke sove.

Billedki