Også her en foregangsmand

Man ser forresten af disse billeder, hvorfor Dan Tùrell valgte at barbere sin isse og gå med den åndssvage hat:


Nokkengang, 1985.

PS Han var tilsyneladende også ved at miste hørelsen:

Ingen vej hjem

Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.

Triumfens digter

At gense Dan Turèll-videoen om tidens selvoptagede jammerlyrik fik mig til at tænke på, at det gjorde han i hvert fald ikke (altså jamrede). Hans digtning var triumferende – dummer han sig på et job, skrider han bare, uset overvåger han en kvinde onanere nede ved mosen, han scorer et mål som målmand på udspark (Onkel Danny-eksempler) – aldrig selvmedlidende. Selv da han var ved at dø, var det værste, han kunne sige: Jeg skulle nok ikke have røget så mange smøger.



Det sagde han faktisk ikke engang. Hvad han sagde var:

Tobakken
var bare en
gen-opfindelse.....................................................................Historie
.........................Af
åndedrættet.

(Tja-a Cha-Cha, Borgens Forlag 1993)

Og så brugte han et ord som melankoli.


Nu sidder Bert Bentramsen eller hvad han hedder også og ryger (Lørdagshjørnet, 1979).

Et eksempel til efterfølgelse? Jeg vil i hvert fald til hver en tid hellere læse De tre musketerer end noget af en, der har ondt i røven og ikke kan skide.

Tiderne forandrer sig, Bill (lyden af hovslag)

Hvis jeg spurgte mine børn om navnet på fem indianerstammer, ville de så kunne svare?

Tre? Jeg spørger dem i aften.

Min far sagde engang om sine børnebørn (de andre): – De ved ikke engang, hvem Marilyn Monroe er!

Ved mine børn, hvem Dan Turell er? Jeg spørger dem i aften. – Dan Turell, børn, er ham digteren, der sagde, man skulle ryge en masse fed.

Flere generationer Helmuth'er er glemt og borte.

– Hvem var Stauning? vil jeg spørge mine børn.

Hvor går grænsen mellem kultiveret paratviden og gammelt lort på det historiske loppemarked?


Tomahawk-bladet, Nr. 9, 1971, Forlaget I.K.A/S.

Her kan man indgive væddemål. Hvem tror, mine børn kender:

• a) Fem indianerstammer?
• b) Tre indianerstammer?
• c) Marilyn Monroe?
• d) Dan Turell?
• e) Osvald eller andre Helmuth'er?
• f) Stauning?

Et mirakel er sket

Okay, tjek det her ud: Jeg gik og fløjtede It's Only a Paper Moon, da jeg åbnede for radioen, og den sang var på! Det er et mirakel (i får mig ikke til at sige synkronicitet, men alligevel).

Det var på WFMU selvfølgelig, hvor ellers? Ikke bare har jeg oplevet, at den radiostation lyder som mig, nu har jeg altså også oplevet, at den læser mine tanker (godt man ikke er paranoid-skizofren, hoho, og ikke kun derfor).



De har lige holdt en flere uger lang fundraising-marathon, der heldigvis er omme nu. Jeg var så tæt på at donere $20 – se dét ville have været et mirakel – om ikke andet så for at jeg kunne skrive, at jeg havde gjort det, her. Nu vil jeg undlade at give til Japan i stedet for. De har masser af penge, jeg vil hellere støtte min lokale boghandler.

FAKTABOKS: WFMU havde over 1.000 afspilninger i iTunes på min gamle computer. Nu er jeg oppe på 28 på den nye. Jeg ville høre noget andet, men de spiller hele tiden noget, jeg godt kan lide. Lad mig give et par eksempler:

• Dinosaur L: In the Corn Belt. Klassiker!
• Friends Forever: Where the Streets Have No Name. Episk cover.

Sangene kan høres her.

PS Det gode er – selvom de her spillede noget gammelkendt – at jeg hører en masse ny musik. Jeg har aldrig hørt så meget ny musik. Min underbo hører Danmarks Radio – jeg kender hver eneste åndssvage sang, de spiller. Det er helvedes pinsler.



BONUS! Her ville jeg have indlejret en optagelse fra Danmarks Radio, hvor Dan Turell synger sin egen undersættelse af Paper Moon – "Det er blot en Arnoldi-sol / på en nedsat i IKEA-reol" – men jeg kunne ikke finde den, og jeg gider ikke den kræftsvækkede svagstrømsudgave med Halfdan E. I mellemtiden kan man gense denne gyldne klassiker om jammerlyrik:


"Firmaet Hulk, Klynk & Jammer ApS"

MJ på scenen

***
Jeg var ude at læse tekster fra MJ højt i al hemmelighed.

En poesiarrangør bookede mig med det samme.

– Men du har jo ikke hørt det endnu, sagde jeg.

– Jeg er alkoholiker, sagde han. – Jeg blev engang ramt af en bil.

– Jeg har haft tuberkulose to gange, leverbetændelse og meningitis, det var derfor, jeg rejste hjem, sagde en digter.

Han har cv'et i orden. Blod på hovedpuden, så er den hjemme.

De lækre damer kunne godt lide mine digte, selvom jeg lød som Dan Turell i starten.

En flok hippier, der læser højt for hinanden. Ingen kan holde kæft længe nok, til det bliver deres egen tur. En støttegruppe for tosser. Det laveste trin på underholdningsstigen under standup og striptease.


Se også her:

Tony Millionaire: Maakies. Klik og forstør.
***

Husmodersorgen?!?

***
Nu har jeg hver dag i syv år – mindst, eller sådan føles det – sunget Elefantens Vuggevise for min datter, når hun skal sove, og jeg ved stadig ikke, hvad "husmodersorgen" betyder.


Nej, jeg kender den heller ej.

Jeg spurgte min mor. Hun vidste det ikke.

Jeg spurgte en førende dansk kulturpersonlighed og forfatter af historiebøger, og han vidste det heller ikke.

Jeg har spurgt bibliotekaren og tjekket hele web’et: intet tilbundsgående og fyldestgørende svar er at finde. Nu har jeg tænkt over det på baggrund af de indsamlede data, og jeg vil formode, husmodersorgen blot betyder, at husmoderen er bekymret for, om hun kan få maden til at slå til. Sådan var det jo engang – i de knappe år efter krigen – at der ikke altid var mad nok. Men det lyder som en fast vending. Og hvad har knaphed at gøre med plantagen med alle rørene? Er husmodersorgen også al hendes mas?


"555 sange", en sangbog vi havde i musiklokalet på min skole. Versene her er fra min kones udgave af bogen.

Elefantens vuggevise er selvfølgelig kendt for sit racistiske vers: "i morgen får du en niggerdreng / og ham kan du bruge som rangle", der nu er blevet modificeret til "kokosnød". Forståeligt nok, selvom det oprindelige er sjovere.



Kim Larsen vælger det mærkelige kompromis "negerdukkedreng" på (Åh abe-pladen). Ingen er så vild som Kim Larsen med at synge "neger", dette trælse, utidssvarende ord. Han har sunget det i tre forskellige sange iflg. mine beregninger:

• Haveje (fra Midt om natten): "... inde midt i et negerdistrikt"
• Sømand ombord (fra 7-9-13): "... bappe på en negercigar"
• og altså Vuggevisen.

Hvem ved, hvad der ellers skulle gemme sig i hans sangskat? Jeg har ikke tænkt mig at lytte det hele igennem og finde ud af det.

Det er interessant, at "negersangeren" Nat Russell, som han hedder i Vangede Billeder, i sin indspilning af Elefantens Vuggevise helt udelader det kontroversielle andet vers og går direkte til "hoos-moe-thur-sore-yen" (fonetisk Danglish). Jeg tror simpelthen, han nægtede.

Samme Nat Russell fik i øvrigt slået sit ene øje blindt af en racist på et toilet i Kolding (måske fordi han havde kigget på en pige, forestiller jeg mig).

Jeg husker det som om, jeg har set en tegning af situationen fra sangen engang. Noget i den stil:


Kan det passe? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind?


Konklusion: Elefantens vuggevise er en dybt forældet sang, men den bliver hængende.


FORSLAG TIL VIDERE LÆSNING I DETTE VELTRÅDTE EMNE:
– Her er en video, hvor Kim Larsen fortæller om, hvorfor han synger "negerdukkedreng" og racisme i det hele taget
– Fan-diskussion om emnet
– Fornuftige ord om politisk korrekt sprog her og her


*) "Og negersangeren Nat Russel (sic!) boede i Vangede og han kom engang (1960) på forsiden af aviserne, fordi han havde røget marijuanna (sic!) og politiet havde fundet noget hjemme hos ham ..." (netkilde)

***Dette er endnu et i rækken af kulturkritiske indlæg, jeg skal have liret af, før jeg lukker denne blog og finder på noget fornuftigt at foretage mig.***
***

Min verden ramler sammen

Først er der en trofast læser, der brokker sig over, at jeg ikke jamrer mig nok. Men hvad skal jeg gøre, jeg kan jo ikke kunstigt starte scener med min kone (eller andre) bare for at have noget at skrive om? Det, jeg frygtede, er sket: Jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke har noget at beklage mig over, andet end at jeg ikke har noget at beklage mig over.

Og så er der en falkeøjet læser, der påpeger, at mit kaldebillede af en mand, der giver bryst, slet ikke forestiller en mand, men en skægget kvinde – og oven i købet har været bragt spejlvendt (men det er ikke min skyld, jeg sværger, det er bogen, jeg bøffede det fra: Mogens Eilertsen: Barnet i Kunsten.) Nu er jeg totalt forvirret.

Nu ved jeg ingenting mere.

Er jeg blevet kedelig? Det kan godt være. Hvad rager morgenmadsemballage nogen? Det er værre end dengang Dan Turèll kritiserede kvaliteten af dansk sprogbrug i tilbudsavisen fra Irma (et stykke petitjournalistik, der ikke er med i udvalgte klummer fra I byen). Har han ikke noget bedre at skrive om, end hvad der dumper ind af hans brevsprække? mindes jeg, at jeg tænkte. Hvad med at bevæge sig uden for en dør? (Ikke at jeg ellers kan eller bør sammenligne mig med den store danske mester.)

Bunden er nået og skrabet ren, før jeg nåede at udgive hver eneste lille tanke, der nogensinde er raslet rundt i mit hoved.
Jeg skærer min halspulsåre over og hænger mit bloggerkeyboard op og finder noget fornuftigt at foretage mig.

Flere floskler: Mit fundament er skredet, jeg er på herrens mark, den er gruelig gal, hvad nu?

Husk mor

Man fortalte mig, at Dan Turèll startede hver morgen med at skrive et to-siders brev til sin mor. Det gjorde jeg også en overgang, et års tid, efter hun fik kræft. Men nu skriver jeg denne blog i stedet for, og den kan jeg ikke bede hende læse, for den er hemmelig.









Billederne af Dan Turèlls mor her er fra Turèll-samlingen i Vangede.

Onkel Kurt

Kurt Vonnegut er død, og han var en af mine yndlingsforfattere. Ham og Mark Twain. Der var en, der skrev engang, at det at læse ham var ligesom at lytte til sin yndlingsonkel. Sådan er det jo også med vores egen afdøde Onkel Danny. Man savner hans stemme.

Vonnegut skrev en af de bedste bøger mod krig nogensinde (Slaugherhouse Five, or The Children's Crusade). Jeg tænker ind i mellem på den, når man ser soldater på film blive spillet af 40-årige mænd (f.eks. Tom Hanks i Saving Private Ryan) i stedet for de rene børn, de var.

Jeg havde en lærer, Marshall Arisman, der ville udgive en bog med sine tegninger engang i 70’erne og håbede at få Vonnegut, der var enormt populær på det tidspunkt, til at skrive forordet (husk børn, at det altid er en god ide at få en respekteret berømthed til at skrive jeres forord). Han havde læst et sted, at Vonneguts yndlings-whisky var Dewars eller sådan noget og sendte ham en kasse af den med et brev. Det virkede. Han skrev forordet.

Da en anden helt, Joseph Heller, døde, skrev Onkel Kurt dette korte digt, der blev bragt i The New Yorker (16. maj 2005). Det er perfekt.

Joe Heller

True story, Word of Honor:
Joseph Heller, an important and funny writer
now dead,
and I were at a party given by a billionaire
on Shelter Island.
I said, "Joe, how does it make you feel
to know that our host only yesterday
may have made more money
than your novel 'Catch-22'
has earned in its entire history?"
And Joe said, "I've got something he can never have."
And I said, "What on earth could that be, Joe?"
And Joe said, "The knowledge that I've got enough."
Not bad! Rest in peace!

--Kurt Vonnegut

Det vilde liv

Jeg kom til at tænke på et citat af Frank Jæger, og nu har jeg fundet det:

Jeg havde lånt en tier af en københavnsk jazzmusiker. Tog ud for at aflevere den næste eftermiddag. Forhaveidyl ved Søerne. Jeg afbrød ham i en gang bob med en kollega. Kaffebord bagefter. Gud, hvor var det vildt!!!!

Det er også nogenlunde så vildt, som mit liv bliver.

Linierne er fra "Notater" (Jazz-Aarbogen 1961) gengivet i Alvilda. Sengelæsning for unge og gamle (Gyldendals Tranebøger 1969). Meget af det er virkelig godt. Notaterne lyder måske mest moderne*), fordi de er skrevet, som han tænkte dem, og ikke er synligt polerede. Han lyder tit som Dan Turèll eller omvendt, især når han skriver om ting, han godt kan lide, musik eller andre forfattere.

*) Af samme grund har jeg valgt ikke at gengive citatet med stort begyndelsesbogstav i navneordene.

Kanalisér din flippethed (Mit job 4)

Når jeg brokker mig over mit job, er jeg bange for, at jeg lyder som en af de idioter i reklamebranchen, der vil være kunstner.
Hvornår - for at parafrasere D. Turèll - blev jeg mere funktionær end flipper? Jeg er simpelthen ikke flippet nok.
– Du må kanalisere din flippethed over i noget andet, som min ven rockstjernen siger.
Jeg kunne f.eks få højt hår eller en flippet brille ligesom idioter i reklamebranchen.

(Se også Mit job og Mit job 2 og Mit job 3)