Hvad skete der lige dér?

For snart halvanden år siden skrev jeg, at jeg var blevet inviteret med i en kunstnergruppe, og hvor smart det var, for så kunne jeg få andre til at lave arbejdet (ILLO: bagerst på en tandem med fødderne oppe), men det er endt med, at jeg laver det hele selv. Hvor er jeg bare dum. Og så bliver det ikke gjort. Hvor er de bare dumme. Det eneste, jeg skal nu, er at sætte noget papir sammen og sende det afsted, og det har foreløbig taget mig 8 måneder. De andre er begyndt at skrige ad mig, men jeg kan ikke undgå dem for evigt.

NB! Jeg gider ikke lave noget, før der er nogen, der skriger ad mig, men hvad hvis der er ingen, der skriger ad mig, og hvad hvis de skriger ad mig, men jeg ikke gør noget alligevel?



Mit liv er et dødvande og en blindgyde. Jeg er så umindelig uduelig.

Jeg har heller ikke fået lavet nogen malerier.

Når jeg venter for længe med noget, bliver det ligesom at lave selvangivelse (men uden afleveringsfrist). Jeg har haft en rød-markeret mappe med projektet liggende på min desktop siden august. Ind i mellem toner jeg farven på den lidt ned. Og så op igen.

Og vi er ellers både vittige og belevne

***
Min kone og jeg har ingen fælles venner. Vi ser ingen. Vi havde en parmiddag for 6 mdr. siden, men ingen har ringet tilbage.
***

Hastigt karriereryk med endeløst potentiale eller potentiel endeløshed – to nyheder så sent som fra i dag

Jeg er i dag blevet indstillet til medlemskab i en kunstnergruppe. Gruppen har ikke noget navn og heller ingen planer, men det gode ved en gruppe er jo, at man måske kan få de andre til at ordne ting, man ikke selv gider, f.eks. arrangere udstillinger og trykke postkort. Faren er, at man synes det, de andre laver, er noget lort, og at det ikke er flatterende at fremstå i deres selskab. På den anden side sker der så noget, og det er bedre end ingenting, kan man sige, så man har flosklerne på sin side.

Apropos min kunstnerkarriere opdagede jeg i dag på et webgalleri, som jeg uploadede nogle billeder til engang, en mail til mig fra sep. 2007, der udbad sig et pristilbud på et af mine øjenkræsende malerier, og jeg har som sædvanlig ingen ide om, hvad jeg skal tage, andet end noget dybt urimeligt selvfølgelig.

Man hører gerne det råd, at kunstnere aldrig må tage mindre for noget, når de først har etableret en markedspris. Prisen må altid kun gå OP! Det gør det ikke nemmere. Jeg må konsultere mine venner, metervaremalerne, og høre, hvad deres kvadratmeterpris er.

Hallo, det er ikke fordi, jeg regner med at gøre et salg her (på den mail). Det er et generelt problem, jeg taler om, med prissætningen.