Der har nu været afholdt to officielle møder i Litterær Kreds, et stiftende og et efterfølgende, og det har bestemt været givende, selvom det også er irriterende at blive kritiseret. På den anden side, kan man sige, er det jo stadigvæk en selv, det handler om, så bare fokus forbliver dér.
Et andet resultat er, at jeg sidst tænkte: Hvad fanden skriver jeg egentlig for? Hvad skal man egentlig skrive for? De spurgte, hvad det var jeg ville med det, og jeg kunne ikke svare.
Jeg ved det stadigvæk ikke. Måske have nogen til at læse det. Er det ikke godt nok?
Der er også tale om en vis blottelse.
Jeg var aldeles agiteret, fordi jeg skulle præsentere noget intimt, personligt og
hudløst (som man siger). Det gode var, at de sad målløse i lang tid efter, at jeg havde læst min tekst op (meget snedigt kamufleret som knækprosa), før de selvfølgelig begyndte at knæppe de berømte fluer.
*)Nu ved jeg til gengæld ikke, hvad jeg skal komme med næste gang, for den bliver svær at stikke.
Jeg har røbet for mine kredskolleger, at jeg skriver en hemmelig blog, fordi jeg havde lyst til at sige det til nogen (andre end
2mason) og for at få det til at se ud af noget, mine skriverier, men ikke sagt hvad den hedder – information, som De, kære læser, er privilegeret indehaver af.
*) Jeg kunne redigere første kapitel af min humoristiske roman, men jeg har ikke lyst til, at nogen skal se den, før den er færdig. Den skal bevare skæret af mystik, til den er hakket groft ud & ned.
Jeg drømte, at jeg skulle konkurrere i digtning med Prins Henrik. Mon jeg nu kan klare det? ængstede jeg mig. Han er en meget maskulin mand.
***
Faste læsere vil vide, at jeg er i syv-otte sind over, om jeg skal tage med til gymnasiegenforeningsfest. Nu vil de også invitere ham læreren, det skæggede 70’er-svin, der bollede min kæreste, før hun var min kæreste.
Jeg var til ekstraordinært møde i litterær kreds i går og drak tre røde Tuborg og røg en tynd cigar. Der sad vi og var sårbare sammen, tre voksne mennesker. Det er hvad jeg laver, når jeg er græsenkemand. Komplet uudfarende, men givende. Jeg formåede at vække "medlidenhed" i mindst en af mine læsere – dvs. han blev rørt, og det er godt. En em af mandagtig følsomhed slog ud af et skrift fuld af tvivl og hændervriden. En kompliceret fødsel, hovedet forstrukket af koppen.
Jeg springer op og traver op og ned ad gulvet og vrider mig i hænderne og sveder. Det er fysisk umuligt for mig at lave den færdig. Jeg bliver ved med at pille og bekymre mig. Nu har jeg købt en pakke cigaretter, ikke at det hjælper (jeg bliver bare svimmel og står udenfor)..jpg)
Jeg var ude at bestille en ny brille i dag. Nu bliver jeg nødt til at få nyt hår og tøj.
PS Jeg går altid og tror, jorden går under*), så måske er det bedre at vente. Med nogen ting. Men på den anden side er pengene jo værdiløse i en atomvinter, hvorimod det ville være rart at kunne se noget, uden at være afhængig af friske forsyninger kontaktlinsevæske.
Der har nu været afholdt to officielle møder i Litterær Kreds, et stiftende og et efterfølgende, og det har bestemt været givende, selvom det også er irriterende at blive kritiseret. På den anden side, kan man sige, er det jo stadigvæk en selv, det handler om, så bare fokus forbliver dér.
Jeg har det løbende, som om nogen vil bryde min dør ned og råbe: – Du er en bedrager!
Jeg føler mig som en af dem, der går rundt med en tom guitarkasse, eller bedre endnu en tom kontrabaskasse.
I dag har jeg sagt nej til et job, jeg fik tilbudt. Det sker så godt som aldrig, og jeg er meget stolt af mig selv.
Min plan er at hengive mig mine kunstnériske udfoldelser ved denne måneds udgang for ikke at miste forstanden og brænde helt ud. men hvad nu hvis jeg ikke gør noget ved det alligevel? Hvad hvis jeg bare sidder og animerer folks ansigter på computeren og besvarer e-mails og Messenger’erer hele dagen? Har jeg så tid nok? Vil jeg nogensinde komme mig over min manglende disciplin og ditto evne til at færdiggøre noget, før det har ligget for længe og er blevet besværligt?
