Også mig

Jeg gik til lægen pga. rød pik.
– Men der er altså ikke noget at se nu, sagde jeg, – så der er ikke noget at vise dig.
– Det er jeg glad for, sagde hun.
– Også mig, sagde jeg.

En sirlig lille mand

Kirurgen kom ind i elevatoren
og lugtede af smøger
Det var ham der åbnede min mor
og kiggede ind
og lukkede igen.

Ledsager

***
Jeg var med min mor til samtale på hospitalet i dag. Det meste af året har hun været i forsøgsbehandling i provinsen, men det viser sig, at det ikke har hjulpet, som hun troede. I hendes tilfælde er uforandret så godt, som det kan blive, men det viser sig så, at uforandret godt kan betyde 10-15% vækst. Min stakkels mor, hun tager alt, hvad de kan finde på at smide efter hende, ellers føler hun ikke, at der sker noget, og det kan hun ikke holde ud, men der er snart ikke så meget tilbage, der overhovedet kan tænkes at virke.

Det er utroligt, hun kan blive ved. – Mor! siger jeg nogen gange, når hun ringer. – Lever du endnu! (Nej, det er ikke rigtigt.)

Hun går rundt med et meget tyndt lag selvopholdelse på sig, og der skal ikke ridses meget i det, før hun brister.

Min kære gamle mor. Fem år med kræft.


Bagefter gav hun noget at spise i cafeteriaet:


Hvad jeg godt kan lide ved denne frokost er farvespillet.
***

Mit livs testikelundersøgelser

***
I skolen skulle vi til sundhedsplejersken og stod dér i vores underbukser. Så kom vi ind én ad gangen. – Har du ondt i maven, spurgte hun og hev ud i mine underbukser for at tjekke min testikelpose ud. Snap! slap hun elastikken.



Et af mine tidligste minder er at være nede hos Dr. Flügel og få befamlet mine klunker for at se, om de var der alle sammen.

I min onanistiske ungdom var jeg en overgang bekymret over, at jeg havde en knude på klunken, så jeg gik hos lægen, men han kunne ikke finde noget, selvom han prøvede. Det kunne jeg heller ikke. Jeg var bare blevet øm af at rage så meget på dem, tror jeg.

Nu kan jeg som midaldrende se frem til tilbagevendende prostataundersøgelser. Jeg kan allerede høre handskeelastikken smælde. Og min læge er sådan en rar dame. Tænk at tage en lang uddannelse for at lave sånoget.
***

Ned

***
Lægens øjne var rødsprængte og vilde. Han lagde fingrene på min mors knæ, da han forklarede hende tingene:
– Det er vores problem, at vi ikke har mere at tilbyde dig, som vi ved virker.



Alles følelser sidder ude i øjnene.
***

Op

***
Jeg så op under lægens samtale med min mor om hendes uhelbredelige kræft og lagde mærke til, at den ene sygeplejerske pillede næse.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at hun blev ved.


***

Tremånedlig

***
Toget lugtede som om en var død derinde. Jeg måtte skifte sæde tre gange.

Der sidder en i bussen bag ved mig og ånder tungt. Nu lugter her igen. (Forestil jer at være lukket inde i en togvogn på vej til Auschwitz.) Nu tager han en pastil. Han skal også af ved hospitalet.

Jeg har det som om det er mig, der lugter af uvasket hjemløs, ligesom når man tjekker under skoen for at se, om man har trådt i en hundelort.

Det er en smuk bleg morgen. Jeg skråtter over græsset.
***

Vandskellet

***
Jeg har været med min mor på hospitalet til undersøgelse i dag (hun har kræft på tredje år – "Du ved godt, at ingen i verden kan helbrede dig nu", sagde lægen, tænk på det som en kronisk sygdom), og bagefter var jeg til urnenedsættelse for min svigermor, præcis da skybruddet begyndte. Hun døde af kræft for halvanden måned siden. Ude på hospitalet mødte jeg en, jeg kender, hvis mors kræft er vendt tilbage, nu i leveren.

Og jeg har ikke engang fået kaffe endnu.

*

Nu er jeg taget herud til mit være-/værksted for at ryge en tynd cigar, men når jeg ryger den, siger det mig ingenting. Jeg skulle bare have noget at gå efter.

Jeg har ingen cykel igen og overvejer at købe en ny.

Det er også ved at være tid til et karriereskift, tid til at satse lidt, bare en smule.

*

Det spidser altid til op til de tremånedlige samtaler på onkologisk. Det er altid ophidsende, og nu er jeg flad.
***

Betryggende omsorg

Jeg er blevet udsat for noget lægehumor i dag. To yngre læger er rykket ind hos min gode, gamle ortopædkirurg, og jeg ville have dem til at kigge på mit åbne operationssår i knæhasen, der ligner et grædende øje.

De pillede et stykke "komplikationsvæv" ud nede på skinnebenet, så siger den ene: "Jeg spiser det til frokost, hahaha!"

Så er de færdige og har bundet mig pænt ind, og så siger den anden: "Nu skal vi undersøge dine testikler, hahaha!"

Lægehumor.

Undersøgelsesrummet genlød af min skingre mandelatter (à la Tom Hulce i Amadeus).

De taler ligesom voksne mennesker

***
Jeg har fundet ud af, hvad det er, jeg godt kan lide ved min ortopædkirurg*), nemlig at han taler gammeldags. Det samme med min advokat: han taler også gammeldags, og ham kan jeg også godt lide.


*) Well, én af de ting jeg godt kan lide, udover at han ikke dræbte eller invaliderede mig under operationen.



Det siver endnu fra min knæhase.

Så gammel er jeg

Jeg har været hos tre læger i dag.

Jeg har fået en tid til en åreknudeoperation hos ortopædkirurgen.
Jeg har fået manipuleret min forstuvede ankel (og fået at vide, at jeg har en flot svang, men forkrøblede tæer).
Jeg har fået en ny tid hos hudlægen.

Jeg har aldrig haft det bedre i mit liv!

Min spækkede dag indtil nu (nu er den ikke spækket længere)

Kom sent ind i dag, fordi jeg har været nede og få tappet blod af en medicinstuderende, der ligner Geena Davis (jeg flipper over hvide kitler og omsorgsfuld pleje), og bagefter spist sushi-brunch med Dr. TB.

Jeg havde ikke tid, men jeg gjorde det alligevel, for jeg gør noget for menneskeheden, og jeg skal huske at pleje mit sociale netværk.

Vi er på nippet til at starte en litterær kreds.

De er skøre, de romerske katolikker - blasfimseri og gudsbesnottelse III

Alle jeg har mødt, der har gået på katolsk skole, har på en eller anden måde taget skade. I hvert fald har de altid noget, de skal have ud af systemet.
En pige, jeg gik på kunstskole med, den guddommelige Siobhan*), lavede f.eks. et silketryk af en nonne med hugtænder. Og det er i den milde ende. Alle har de noget, de skal ud med.

De fleste drenge, der har gået i katolsk skole, fortæller om, hvordan nonnerne smækkede dem over fingrene med en lineal.**) Til sidst blev de så store, at de var ligeglade og bare grinte af det (nonner er farligst for små børn).

Og her er kun tale om amerikanske katolikker. Forestil jer, hvordan irerne har det!

Og nu er alle katolikkerne blevet lukket ind i EU. Hvad bliver konsekvenserne ikke af det? Jeg siger: Luk Tyrkiet ind også og krydr gryden!

*) Den anden trommeslager i God Is My Co-Pilot. Hun var kæreste med en astrofysikstuderende fra Tyskland, der klædte sig som en Hare Krishna og var den dårligste softballspiller, jeg har set.

**) Her er en god beretning om, hvordan det er at gå i katolsk skole eller det, der ligner, og få rap over fingrene og andre straffe.


Spørgsmål 1: Hvorfor er næsten alle billeder af nonner komiske?

Spørgsmål 2: Hvad er det med katolske skolepigeuniformer?

Svar til spørgsmål 2: Her er en, der vover et uvildigt svar. Det hænger åbenbart sammen med fetisheringen af kvinder i en hvilkensomhelst form for uniform (sygeplejerske, parkeringsvagt, Post Danmark-medarbejder [min favorit] eller velsagtens nonne) og ikke nødvendigvis med skolepigens alder, for det er klamt.

Svar til spørgsmål 1: Tilsvarende tror jeg, det er uniformeringen, der får nonner til at se sjove ud. De kendetegnes ved uniformen samt et ofte bøvet udseende.

Dr. TB lukker morgenkonsultationen

Den gode doktor er blevet tvangsforflyttet til udenbys og kan ikke længere stå og oplyse og opmuntre mig om morgenen på Dalgas Boulevard. Speciallægeuddannelsen (hvis det er det, det er) er ligesom fodboldverdenen før Bosman-dommen. Den enkelte har ikke noget at sige. Det er feudalt. Upassende i en vidensøkonomi. Som en underlig gammeldags form for mesterlære i et strengt hierarkisk system med sære gamle skikke som 24-timers vagter, der ikke giver nogen mening, men som alle må lide under. (I øvrigt er det ikke noget, jeg ved noget som helst om.) (Men det, jeg hører, huer mig ikke.)

Dog var han her forbi i går for at konsultere mig og spise alle mine pistacier uden at smide skallerne i papirkurven.

Næste gang køber jeg bare Klinisk Ordbog.

Jeg fortalte ham om mine spændinger i nyrerne, som jeg tilskriver mine daglige 2 x firdobbelte espressoer, men han sagde VÅS, det er ikke nyrerne, det er lændemusklerne.
Hvilken lettelse!
Det var én bekymring mindre.
Herligt at få dén blæst væk af realiteterne.

Det meste af billedet er venligst kopieret herfra.

Dr. T.B. viser vejen

I dag fandt jeg efter konsultation med Dr. T.B. en ny vej at cykle på arbejde. Nu har jeg cyklet nogenlunde den samme vej de sidste, hvad er det, 6 år - hvor bliver tiden af? - og jeg troede, jeg havde opbrugt alle variationsmulighederne. Og det var en scenerisk rute med træer og graffititunneler.
Her er hvad den gode doktor også sagde: "Og læg nu mærke til dine omgivelser, lyt til fuglene".
Sagde jeg: "Det er let for dig at sige, jeg har sat mig på min iPod. Skærmen ligner en blækklat. Jeg kan ikke se, hvad jeg spiller."
Hvortil den gode doktor lo.

(Illo nuppet herfra )

Bliv donor

I morges var jeg nede og give blod. Sygeplejersken denne gang var overvægtig og havde uren hud, og straks greb jeg mig selv i at tænke, at hun sikkert ville stikke for hårdt eller gøre noget andet galt. Dernæst lå jeg og tænkte: Hvad nu hvis hun kan læse tanker? Så jeg anstrengte mig for at tænkte positivt, som fx. at det er det inden i der tæller.
Jeg kunne bedre lide hende den unge bolivianske sygeplerske fra provinsen, jeg havde forrige gang. Eller polakken.



"Et hvil, et smil, et stik, en drik". Bliv donor og gør noget for menneskeheden.