**
Jeg tog ned hos J. Per i juledagene og røg af de brune cigarillos, af den slags der gerne koster én venner (jeg er regrederet til gamle uvaner – slipper jeg aldrig fri af tobaksdjævelens kløer? Jeg kan ikke forestille mig noget tåbeligere end at trække røg ned i sine lunger, men når først man er begyndt). Han har været hashfri i snart to uger og hoster rigeligt i forvejen. Han åbner aldrig et vindue.
Kort efter dukkede en ung fløs i en lille hat op, der også undslap sin familie i julen, og gav sig til at rulle af J. Pers overskudsgrønne, mens J. Per sad og bævrede. Jeg ved ikke, om han røg med, efter jeg var gået.
(Senere sagde min kone: – Du skulle have sagt, han ikke skulle gøre det (ryge den fede foran J. Per), men det faldt mig ikke ind (jeg er ikke-interventionistisk). Hun har nok ret. Det har hun altid. Det er det nemmeste.)
Da faldt snakken på den unge fløs’ (lad os kalde ham Jokum) stigende vægtproblem, og J. Per viste ham et billede fra sin egen storhedstid, før han fik diagnosticeret sin sukkersyge (et billede i øvrigt knipset af undertegnede i 2001).
– Hov, sagde Jokum, – det er den samme fleece, du har på nu.
Og ganske rigtigt, det var det.
Så så jeg ned ad mig selv. Jeg havde den samme fleece på, jeg købte i London i 1998. Jeg går også altid i det samme gamle lort.
Når folk en sjælden gang ser mig i noget andet, siger de "gud!"
PS Hvorfor tænkte jeg det på? Fordi nu hang snoren, jeg strammer fleecen med forneden, ned i lokumsvandet igen.***