Jeg står i min badekåbe og varmer kartoffelmos, siger jeg

Jeg laver ikke noget, men jeg morer mig ikke, og jeg slapper ikke af.



Jeg er bare sløv.

UPDATE: Og stresset. Jeg har brugt tre dage på ikke at lave noget. Det er det samme hvert år. Jeg hader, når året snart er omme, fordi jeg aldrig har nået noget. Det er ligesom selvangivelsesdag. Et crescendo af modløshed og uduelighed, når jeg kommer op mod ydergrænserne for min formåen, som f.eks. at kigge på mit regnskab. Jeg har kun en meget grov ide om tallene. Jeg famler mig frem i tågen. Hvor er min revisorsherpa? Her er iltfattigt. Intet har jeg forberedt, og intet har jeg formået. Min søgen efter toner endte resultatløs i El-giganten på Fisketorvet, det værste sted på jord. Helvedes forgård. Slikautomaten stjal min tokrone. Henvend dig i kassen, sagde den hjernedøde mindstelønner med de blanke øjne. Der var én kasse åben med kø. Da vidste jeg, at jeg havde nået bunden.

Centret

***
Jeg har det som en skuespiller i en ekspressionistisk stumfilm, nu jeg er gået ud blandt mennesker. Kan de se, hvor galt fat det står til med mig inde i mit hoved?

Min stemme runger hult. Ingen griner ad mine vittigheder. I butikkerne kigger de mærkeligt på mig. Er det mig, det er galt med?

I sådanne situationer er det godt at klæde sig behørigt på i en skinnende, perfekt rustning. Hvis man er fiks i tøjet, har man det bedre. I dag skulle det ikke være ekstravagant, ikke noget storblomstret, bare noget diskret. Jeg er lurvet.

Jeg smuttede ind på biblioteket og stjal en kuglepen for at skrive disse ord. Måske burde jeg få mig en iPhone ligesom ham overfor.
***

Fuck dig, kunde

***
En af de morgener, hvor jeg føler mig som Frankensteins monster. Måske er det mit lasede, gamle kluns, mit vilde, rødrandede blik.

Så går jeg ind i 7-11:

– Gi’ mig et frimærke til USA.
– Vi har ikke frimærker.
– Jo, I har.
– Nej, vi har ej.
– Det plejede I at have.
– Nej, vi gjorde ej.
– Jo, I gjorde.
– Nej, vi gjorde ej.
– Det gjorde I for nogle måneder siden.
– Nå, men det gør vi ikke nu.

Så hellere et ærligt "Fuck dig, kunde".

Hvad skal jeg gøre. Gå hjem og hente bon’erne? Så på vejen ud siger jeg bare højt: – I plejede at ha’ dem, som det sure gamle fjols jeg er.

Senere spurgte jeg en gammel dame på Valby Langgade: – Undskyld, hvor ligger posthuset? Men hun gik bare videre. Så der er altså folk, der er surere og ældre eller bare døvere end jeg.
***