Rør & blik

Mens jeg står og maler, tænker jeg på alle de gange i mit liv, hvor jeg har været pinlig. Det er ikke specielt stimulerende. Da må jeg huske på de meditative teknikker, hvor man lader alle tanker, gode som onde, passere forbi som skyer på himlen.

Jeg hører igen en barokopera – i den tro, at der er noget i den, jeg kan bruge. Det holder mig i det mindste på tæerne. Jeg er nu ganske forsigtigt begyndt at nærme mig sagens kerne, og hele universet vrider sig og dirrer. Forlist. Sejlene revet itu. Roret smadret. En vred gud råder.


Operaen har igen givet mig jern på.

Knusende tyngde

***
Jeg er vågnet med dårlig samvittighed hver dag i denne måned, fordi jeg ikke har fået sendt julekortene ud.


***

Nyt kiks

***
Jeg har lige været i telefonen med min bedste kunde og vrøvlet om penge og været usammenhængende, og nu er jeg bange for, at jeg har ødelagt det hele. Jeg er elendig til kommunikation. Hvad nu? Jeg prøver at formulere en opfølgende mail, men måske gør det det endnu værre at blive ved med at trampe rundt i det. Jeg har en lang tradition for at ødelægge fede jobs med dårlig kommunikation – og for at bekymre mig og ærgre mig over det bagefter – og nu er jeg bange for, at jeg har gjort det igen. Telefonen er så intimt et instrument, at hviske nogen ind i øret på den måde, navnlig folk jeg ikke kender så godt (og så med søvnmangel, og når jeg har glemt, hvilken dag på ugen det er).

Næh, giv mig en god frokost til hver en tid.
***

Omgang med børn

***
Jeg har i dag formået at holde en samtale kørende med et 8-års barn, der ikke er mit, hele vejen over en gåtur, 10 stop på Metro-linien og en gåtur igen. Meget belevent. Det gælder om at stille de rigtige spørgsmål (Har du set nogle gode film på det sidste?) (Ice Age 3).

Hvordan nogen, mindst af alt et voksent menneske, og jeg ved det sker, kan læse Harry Potter, går over min forstand. Alle de ord! Jeg har aldrig set så mange ord. Det er værre end Dickens, og så dårligt oversat. (Alt det med at nogen er "den udvalgte"/"the chosen one" – jeg er imod det. Det virker religiøst. Øv. Hvad blev der nogensinde af "skab din egen skæbne"? Så er dét ikke godt nok mere, nu skal man være født til det. Hvor Bush-års-agtigt.)

Harry Potters ar har denne form:


Jeg skal med min mor til "samtale" i morgen på et sygehus i provinsen, hvor hun går til behandling. Hun er helt vildt syg, men så en kort overgang var der stasis. Jeg har ikke tænkt på andet hele ugen – det kræver stor energi ikke at tænke på det hele tiden. Hun ringede og lagde en besked, mens jeg var på ferie, fordi hun ville høre, hvordan vi havde det. Hun lød bekymret, så jeg skypede hende og fortalte om alle vores spændende ferieoplevelser og genvordigheder, og efter et kvarter spørger jeg:
– Og hvordan har du det?
– Åh, jeg ved ikke rigtigt, siger hun. – Min CA 125 (det er markøren) er 700. Det er dobbelt så højt som sidst.
Og så fremdeles.

Jeg kan ikke overskue noget, før jeg har været til den samtale. Så var jeg så dum at arrangere et møde, nu jeg er derovre, med en gallerist, jeg aldrig ser. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker på. Hvis det er dårlige nyheder med min gode, gamle mor, bliver jeg helt blæst. Som at se et spøgelse.
***