Lidt om mig – diskrete hemmeligheder

Meget få mennesker ved det her om mig, men bedst af alt kan jeg lide fri jazz. Til min begravelse skal der spilles Albert Aylers Love Cry.*)

Meget få mennesker ved det her om mig, men hvis jeg føler mig deprimeret og nede, kan jeg godt lide at spise en masse hårdkogte æg.

Den tredje ting har jeg glemt.

…men jeg taler til spejlet og siger forfærdelige ting? Nej.

…Nu kan jeg huske det. Ved mnemotisk meditation foran skærmen er det kommet til mig...**)

Meget få ved om mig, at jeg elsker en stenmur. Et gammelt stengærde er noget af det bedste, jeg ved.






**) Tak til Donner-drengen for The Trip. Glimrende serie. Viser hvor forud for deres tid Poul & Nulle var. Ret mig, hvis jeg var tager fejl. Begge dele er i orden.

*) Ikke at forveksle med Alvin Ailey, barfodsdanseren:

Gammel skik

Bemærk i dette klassiske danske maleri, at det kun er kvinder og børn, der danser. At danse om juletræet er umandigt. Hvornår holdt mændene op med at sidde inde i salonen og ryge cigarer?



Endnu et led i den almindelige infantilisering af den moderne mand.

Her lugter brunt

Helligdagen der hedder kastrér far

Jo nærmere vi kommer til selve juleaften, des strammere knuges mit hjerte.
Jeg trak min hånd til mig i sengen, for at min kone ikke skulle komme til at røre den.
Jeg har gjort alle ked af det i dag.

I dag hader jeg mig selv, mere end jeg hader julen.

Jeg har også fået lus.




Fejl

Juleaften kl. 16.30 kom jeg til at sende ovenstående besked ud til alle i en gammel Facebook-gruppe, da jeg skulle overføre teksten fra min telefon til min laptop. Dvs. alle folk i mit liv, jeg overhovedet kender, fordi de står på en mailingliste fra min "event" sidste år, der har samme begyndelsesbogstaver som mit navn, og før jeg nåede at tænke efter, havde jeg trykket Send midt i juleræset. Voldsomme isninger skød fra min cremaster og op i hjernen ved tanken om de forestående sociale ydmygelser, og jeg sendte straks en beklagelse ud. Samtidig kunne jeg ikke undsige mig en vis lettelse ved endelig at springe ud som selv- og altinghader. Men fucked up er det.

Hele aftenen og dagen efter har jeg tjekket, om der kom svar tilbage med hånlatter eller WTF's, men foreløbig intet. Med lidt held er gruppen virkelig defunct, eller også er folk bare høflige. Eller sadistiske.



Verdens mest forkvaklede dans. Ses her. Nydes uden lyd for det fulde udbytte af dansk akavethed. Se om du kan mere end 36 sekunder. Jeg kunne ikke. (Snyd dog ikke dig selv for "Slap af, okay?" ved 7:29.)


Dette har været den værste jul nogensinde, og jeg kan ikke engang begynde at tale om det endnu, for jeg har ikke fået det på behandlingsmæssig afstand.

Trumfkortet

I aften vil jeg lave penisdansen for min kone.

Tilbage i nyhederne

Jeg havde en psykologilærer, der blærede sig med, at han var Chers datters terapeut. Han sagde det ikke lige ud, de andre kunne selv gætte sig til det. Fucking idiot. I dag er Chers datter en mand, der danser på tv (og jeg ser ikke den slags selv, men de taler om det på radioen).

Han udpegede mig som spion i elevatoren: – I tror, Gudsrost er en af os, sagde han til de andre, lænet til sine krykker, – men han er som en tysker.

Det hele var spild af tid.

*

Han brugte engang den sidste time af en lektion på at "hurtiglæse" vores opgaver. "Det er en nyttig teknik, jeg har tillært mig", sagde han. "Den er god nok." Narhoved.

Snif! Snif! Noget råddent i kongeriget

Jeg var til den mest skizofrene fest nogensinde. Alle mandens venner og familie var inde i ét rum, alle konens venner var ude i køkkenet, deriblandt mig. Gangen var linet med kunstfærdige billeder af kusser, jeg sværger, kitschy ting, Ting-tryk og sånoget, han købte på nettet i stedet for at arbejde. Den eneste forbindelse mellem de to var en kvinde fra Bolivia, der var flink at danse hele tiden. Til sidst lagde jeg mig ind på sofaen. Mandens mor og moster kom ind: – Hold kæft, hvor her lugter! ...Er det dig?
– Jeg kan ikke gøre for det, sagde jeg. – Jeg har tømmermænd.

Vulgære mennesker.

De er skilt nu.

Men han vedbliver at fucke med hendes hoved, og hun er skidesød.


Fuck med dit hoved og se denne løst relaterede video med Carmen Miranda: The Lady in the Tutti-Frutti Hat.

Det minder mig om dengang, min kone og jeg sad hjemme hos hendes forældre og så videoer og hørmede ad helvede til, mens hendes lillebror og hans venner varmede op inde på hans værelse ved at høre den der sang med motorsaven, der spiller melodien, og John Mogensens Hva' pokker ska' jeg gøre ("Jeg tramper og ned ad gulvet, så det støver / uh, hvor det støver"), tro det eller ej. Før de gik, stak han hovedet indenfor: – Hvad er det her lugter af?
– Det må være disse stærke oste, svarede vi.
– Prøv lige at komme! råbte han til sine venner, og så kom de allesammen ind i stuen. – Har I nogensinde lugtet noget lignende?

Det er godt at have hinanden.

Navnløs frygt

Jeg drømte, at jeg skulle konkurrere i digtning med Prins Henrik. Mon jeg nu kan klare det? ængstede jeg mig. Han er en meget maskulin mand.


Anmærkning: Der er et billede af Prins Henrik på vandski i en gammel Året der gik-bog, jeg hellere ville bruge, men jeg har det ikke ved hånden. Skulle der blandt mine læsere gemme sig en Prins Henrik-fan, der ligger inde med det, så sig endelig til. Tak.

Og det er kun blevet værre siden

Nytårsaften 1997

Jeg er 32 år gammel, tænkte jeg.
Her sidder jeg i mine læderbukser
og ser på, at min svigerinde
danser rundt til ABBA.

Og dip

Der var en, der hev mig ud at danse, der sagde: - Du danser langsomt på en meget hurtig måde.

Det tager jeg som en kompliment.

Bagefter sagde hun, at hendes kæreste nogen gange holder hendes hoved ned under dynen, når han har slået en skid*). Jeg så over på ham. Han stod og grinte bag sit hvalrosoverskæg.

Hun er sindssyg, sagde min kone om hende. Men nu hævder hun, at det ikke var det, hun sagde.

*) En såkaldt stegeso. (Dutch oven.)

Fordi hun bøvsede mig i hovedet efter æblejuicen

Jeg fantaserede om, at min datter blev syg, så jeg kunne blive hjemme juleaften.

- Nej, nej, tag I bare afsted, jeg skal nok passe hende. Mor jer nu godt. Vi ser bare nogle videoer.

Rigeligt tre brækspande værd.

Der er ikke noget ved at tage til juleaften, når man skal lave det hele alligevel.

- Du demonstrerer, sagde arvetanten et år, da jeg sang godt igennem, det kære gamle væsen, hun findes ikke længere.

Bradley Manning får en hyggeligere jul end jeg.

Okay, det er overdrevet. Han har taget sine valg. Jeg har mine til gode.

Dansen om juletræet er en chaingang straffefanger. Ethvert tilløb til hopsa bliver belønnet med et ryk i kæden. Og så en Fanny & Aleksander-Jul igen rundt i huset, hvis man er heldig, mens min svirefar undsiger sig og bekymret skotter til nipsgenstandene, jeg mener antikviteterne, og står klar med vandforstøveren, hvis noget skulle udarte sig på træet.

Får jeg min whisky i år? Løs kun selv dit tungebånd.

Heldigvis er min lille nevø med, så man behøver ikke selv noget, man kan bare sidde og kigge på ham.

Hvis der kommer en overraskelse, siger jeg til.

Hvorfor tage til jul, når man skal det hele selv? Det er værre end at have fødselsdag og selv skulle holde sin fest for alle andre, fordi ingen andre gider.

Men hvem gider høre på mit negative pis? Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? Har jeg ikke noget pænt at sige? Faktisk jo. Men det er der heller ingen, der gider høre på. Ikke nogen voksne mennesker heromkring i hvert fald.

Hvis man, som salig onkel Vonnegut sagde, alle skriver for én person, hvem skriver jeg så til?

Nu hvor min mor ikke er her, savner jeg nogen at fortælle ting. Hun ville altid godt høre noget om mig og om børnene. Det er der ingen, der gider mere. Men hun gad ikke høre på mit negative pis. - Stop, stop, bad hun mig.

Hvem så?

Ikke en sjæl.

Ikke en levende sjæl.

Jeg er et træ, der falder i skoven.

Et snefnug der daler fra oven.

Jeg tordner fra boven

fra aften til morgen,

men ingen får høre min sang.

Slørdans i brokvarter

Jeg tog til fest uden briller (og uden korrigerende linser af nogen art), og det var fint. Der var ikke noget at se alligevel, der ikke ligeså godt kunne være sløret.

Det er en katastrofe

Vi skal til at flytte, og der er ingen vej uden om det nu rent moralsk. Der skal bare en signatur på den stiplede linie, så er kanonen kørt i stilling til at skyde min fremtid i sænk. Så kommer der forandring, hvis jeg må have lov til at sige det på den måde. Vi skal flytte, det er uundgåeligt, vi er nødt til det af alle mulige gode grunde. Men vi har ikke råd. Nu vil jeg aldrig mere synge og danse og le. Altid vil mine tænder være bidt sammen, og jeg vil skule bistert og ængsteligt mod alle, jeg møder på min vej. Jeg ved ikke, hvor pengene skal komme fra. Jeg kan ikke arbejde mere, end jeg gør, og min kones arbejde holder op om tre måneder, og hvad så? Og hvad så? Så smider vi forsigtigheden overbord, for vi skal ikke glemme at leve, åh ja, leve.


- Posted using BlogPress from my Nexus One phone

Mandejammers jul

***
Min kone kaldte mig en "idiot" ved bordet og sagde, jeg skulle tie stille under dansen om juletræet mellem et par af salmerunderne. *)

Det var hos hendes familie. Det er jo nemt nok at være på hjemmebane.

Hold kæft, jeg hader julen.


*) Hvad skulle jeg gøre, gå min vej? Jeg sang videre, men mumlende og uden gejst, hyldestsange til den nedstegne gud.

I morgen skal jeg heldigvis arbejde.
***

Rasle! Brrr...

***
Et nyt spøgelse fra fortiden dukkede op på Facebook for at bevenne mig, en fyr jeg mødte på en dannelsesrejse til et fjernt subtropisk land, følgesvenden til ham, min daværende kæreste senere valgte at bolle med i stedet for mig. Jeg husker ham som okay.

Nu har jeg skrevet tilbage til ham:

Mit liv har været meget skuffende. Jeg blev hverken Jim Morrison, selvom guderne må vide, at jeg (endnu) ser godt ud i stramme læderbukser og endnu forstår at ryste mine nedsunkne midaldrende numseballer, når musikken spiller, eller Picasso, hvor flittigt jeg end har øvet mig i at stirre intenst på kvinderne med mit hypnotisk stålblå blik (ingen sorte øjne her, jeg er heller ikke lavstammet nok). Jeg føler mig gammel. Jeg spilder min tid med kedeligt arbejde, og mine drømme er knust. Ofte går jeg i tunge tanker, og tanken om selvmord ligger mig aldrig fjernt fra sinde.

Var det dig, der fortalte de andre, at jeg havde en pose bladpot tapet fast inde i min kærestes guitar?

Kh. Gudsrost

***

Det er dans, det er sjovt

***
Det er ikke en god dag.

– Du er et dumt svin, sagde min kone. – Du gør kun nar, det er det eneste, du kan finde ud af.

Jeg var kommet til at nævne hendes dans, og det må jeg ikke. Hun har alle dage troet, at jeg var ude efter hendes kreative udtryk, som om det ragede mig en skid.
– Jamen, det er jo dans, det er sjovt! siger jeg.
Men det er det ikke.*)

Jeg har overhovedet ikke gjort nar, jeg har bare nævnt det, Hvorfor skal hun være så skidesur altid.

Nu kan vi ikke stå ude i køkkenet og smøre mad sammen. Der er ikke plads for gnidningerne.

– Ja, og du er en sur kælling, siger jeg. – Hvor interessant tror du, dine små interesser er for andre end dig selv?!

*) – Hvad hvis jeg gjorde nar med din poesi? siger hun. – Men det gør jeg ikke.
– Hvorfor tror du, jeg ikke har vist dig et digt siden 1988? Jeg gider ikke høre på din kritik.
– Der fik du lige vendt den om, hva'?

Vi skal ud i kolo, men nu er kl. 2 (14). Vi kommer aldrig afsted.

* * *

– Hvad skændes I om? spørger børnene.
De ser lidt kede ud af det inde i sofaen.
– Jeres mor tror, jeg gør nar af hendes dans. Hun tror, jeg synes, hendes dans er sjov. Men det er den ikke. Det er en meget alvorlig dans.
***

Mægtigere end heroin

**
Hvad mon børnene ikke tænker, når de ser deres forældre synge Kaffe! Vi skal ha' kaffe! Yaah! Kaffe, kaffe, kaffe! og danse omkring?

De tænker: Vores forældre er kemiske robotter.

De tænker: Vores forældre er viljeløse slaver.

De tænker: Vores forældre er zombier, og deres blod er kaffe.

Voks aldrig op som os.


FØR


EFTER

Billederne her er fra det bedste afsnit af Dexters Laboratorium, hvor børnene ser, hvilken forbløffende effekt kaffe har på deres stakkels gamle forældre, og selv prøver en kop. Noget af det findes på videoen her, Do You Like Coffee? Desværre ser man kun, hvordan de ser ud før, ikke efter, så derfor får I Fred og Ginger i stedet for.
***

Øg frekvensen

***
Jeg synes, det er ærgerligt, at det kun er én gang om året, folk bliver kørt fulde rundt på en vogn og råber. (Her tænker jeg på studenterne, der kører rundt og larmer. Hvis denne skik har et navn, har jeg glemt det.) Det er en skam. Jeg synes, man skulle tage alle fulderikkerne nede i parken og sætte dem op på ladet af en lastbil og køre rundt med dem hver torsdag. Hvor skulle man så køre hen? Man kunne f.eks. køre dem rundt til deres forældre, hvis de lever endnu, og skuffe dem noget mere eller låne penge af dem.



Andre medborgere kunne dytte, når de så vognen, og evt. kaste penge derop.



Eller: Lastbilen kunne køre i fast rutefart hver torsdag (og/eller tirsdag), og man kunne stige på, hvis man havde lyst til at sidde dér og drikke eller danse og råbe.

Det er ligesom med juletræer. Jeg synes heller ikke, man skulle begrænse sig til at danse rundt om træer én gang om året (majstænger gælder ikke). Hvor kommer sånoget fra? Tænk hvis der kom én hjem nu – lad os sige det er faderen – og stillede et træ op i stuen og foreslog, at familien skulle begynde at danse rundt om det. Ingen ville gøre det, og faderen ville blive spærret inde. Det er det, man kalder tradition, børn.
Tak.


***

Dét ville jeg gerne se

***
Er der egentlig nogen, der har lavet en pornomusical? Jeg mener ikke en musical om porno ligesom O Calcutta*), men en rigtig pornofilm, hvor folk bryder ud i sang og evt. dans, mens de går til den.

Denne video er der ikke helt, men den er meget sjov alligevel:


Squeal Happy Whores. For filmsnobber: Instruktøren er James Gunn, der også har lavet den moderne gyserklassiker Slither. (Højdepunktet kommer ved -01:36.)


Det kan godt være, kombinationen bare er en fysisk umulighed, men det er værd at undersøge.


*) eller The First Nudie Musical eller Alice in Wonderland eller hvad der ellers dukker op på en to minutters-Google-søgning.
***

Prospekt VII

***
Fedt, en hel dag alene med mit private hårdetrip og min irriterende stemme inde i hovedet. Jeg trænger til at komme ud af mig selv. Jeg burde tage et kursus i congadans eller blive frivillig suppeudøser til de hjemløse. Et eller andet for at komme ud af min skal. Det ville i bund og grund være rart at have nogen at snakke med. Min kone er holdt op med at tale, og jeg er træt af at se mine dønninger af konversation slå mod hendes klippe og løbe ud i sandet. Så er der ikke andet tilbage end min kuglepen og min lille notesbog at dele det med. Men jeg savner en anden stemme. Jeg bliver træt af at høre på mig selv. Tro det eller ej.
***

Bundpoppen II

***
Jeg sad med min datter og grinte af ham her på tv (i et program for gamle mennesker med tyrolersangere og sådan noget): Hannibal Hildorf, verdens dårligste entertainer. Når han ikke ved, hvad han ellers skal lave, giver han sig til at steppe. Han sang en sang, der hedder Jeg er social- og sundhedshjælper. Prøv lige at synge dét! Det ruller af tungen som en mund fuld af skærver.

Jeg elsker alt ved ham. Jeg elsker som han sveder. Jeg elsker hans navn.

Jeg elsker bunden af showbusiness.


Min datter sagde: – Han ligner en dukke. Hun har ret som sædvanlig.

Det bedste var, da han sang sit hit Step med dit hjerte. Man stepper sguda med fødderne! Jeg kan ikke lade være med at tænke på en, der stepper med sit rigtige hjerte: SVUP! SVUP!

Han har også lavet en sang, der hedder: Da jeg sidder fast i en Metro (lyder fuldstændig som Social- og sundhedshjælper – alle melodierne er ens). Han kan skrive en sang om ALT!

IDEER: Når mit snørebånd går op, Jeg kigger på himlen – den er blå, Hvad laver de nu for ballade i Folketinget?, Godt vi har vores gode humør, Hvor var du da jeg var ensom?, Jeg gi’r den hele armen, Tryk sømmet i bund, Jeg rejser med charter ned hvor peberet gror, Du er den eneste for mig og jeg er alt hvad jeg har, Er det ikke det vi har hinanden til?, Keld Heick er min gud – jeg vil også have tatoveret eyeliner på osv.

Prøv at se de her promobilleder: t.v. stikker der noget ind foran linsen og t.h. er han klemt helt ud i kanten (klik gerne og forstør, hvis du tror, du har mave til det).


Konklusion: Der er ingen bund i showbusiness.


Apropos bunden: Jeg så på en plakat, at DAD spillede på Norgesbåden. Året før var det Alberte. Hvad sker der?

Kender du det? Her er hvor dum, jeg er: Jeg sad og lyttede til WFMU, da der pludselig dukkede dansktopsang op midt i musikken. Hvor avantgardistisk, tænkte jeg, og så var det bare fordi jeg var inde på Hildorfs MySpace-side, der spillede af sig selv oven i det andet. Døh! Men det var meget fedt. Jeg har hørt værre, også dér på stationen. Man ved aldrig, hvad man skal tro med kunstmusik.

PS Det er faktisk et stykke tid siden, jeg kiggede ind til Hannibal sidst. Nu ser jeg, at han har lavet et nummer, der hedder I am crazy with music – HAHA!

PPS Han tilbyder også clairvoyance. HAHAHA!


Bemærk, at han som andre fuskere føler, det er nødvendigt at opretholde nonstop øjenkontakt. Jeg kan bedre lide ham med hvalpefedt. Jeg tjekker ind hos ham igen om 20 år.

Har han ingen skam i livet? Én ting er ærlig showbiz, hvor elendigt det så end er, en anden ting er at slå plat på vammel clairvoyance. Tsk! Nu synes jeg ikke, det er sjovt længere. Jeg tager det hele tilbage.
***