Halve æg

Min kone ville have, vi skulle holde en påskefrokost.

– En frokost? Du laver ikke andet end at vrisse ad mig hele dagen, og nu vil du invitere folk over for at bevidne vores psykodrama?

Nedfald

I morges forsøgte jeg at forklare for min kone, at hun skulle holde op med at skælde mig ud foran børnene, men hun sagde, det var mig, der nedgjorde hende ved at stille spørgsmålstegn ved hendes gamle travere og tredjehåndsberetninger.

– Jeg beder dig tale pænt til mig, forstår du det?
– Hver gang, jeg siger noget, siger du, det ikke er rigtigt. [Det er ikke rigtigt.] Forstår du dét?
– Det er ikke hver gang.
– Det er gang på gang på gang på gang på gang på gang på gang… [100% sandfærdigt gengivet].
– Okay, jeg har forstået det.
– Nej, jeg tror ikke, du forstår det…
– HOLD OP! SELVFØLGELIG FORSTÅR JEG DET!
– Ha!

Og så har hun vundet, fordi jeg hævede stemmen, selvom det var hende, der hævede stemmen først.



Skilsmissetankerne ruger i mit hoved. For hvad skal vi med hinanden? Jeg er ikke lykkelig. Det har jeg ikke været i årevis. Vi gør ikke hinanden lykkelige. Jeg kan ikke tage den kvinde mere. Men så tænker jeg på mine børn, og så ved jeg ingenting mere. Det hele er så prospektløst. Altså udsigtsløst.

Omkring den tid, min mor døde, fortalte min bror lidt chokeret, at min tante havde sagt, at hende og min onkel ikke ville være sammen, hvis det ikke var for børnene. Og jeg har siden tænkt: – Tror du, vi [min kone og jeg] ville være det?
Det ville vi da heller ikke. Det er jo et fuldstændigt ligegyldigt postulat, idet de og vi jo har børn.

Men jeg tænker faktisk på, at vi aldrig har det rart sammen, ikke engang sammen med børnene. Hun føler sig tilsyneladende angrebet (eller at det er en konkurrence), når vi er sammen med børnene, bare almindeligt. Jeg har det så hyggeligt sammen med børnene, når hun ikke er der. Hvorfor så være gift?



I søndags parkerede jeg bilen og steg ud, fordi jeg ikke kunne få nogen til at navigere, og jeg igen var kørt galt. Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg havde lyst til bare at lade bilen stå og gå min vej. Så kunne min kone køre den hjem, hvad hun ellers nægter, eller ringe til Falck eller en anden mand, der kunne køre den for hende. Hun nægter både at køre og navigere.

– I er skide forkælede allesammen, råbte jeg over musikken. – Så sidder jeg her som en robot. Hvad fanden sjovt er der ved det?

Min datter kalde mig et svin, og min kone skældte mig ud . Og min yngste datter hang med hovedet ud af vinduet, fordi hun var køresyg.

Fra nu af er det de offentlige.

Nej, vi har virkelig ingen glæder.

Her i vores hus er ingen glæde, her i vores hus er ingen fest.

Privation

Jeg lagde mig under sengen, men der er ikke plads, den er for lav, så jeg lå bag ved sengen med den ene arm og ben indenunder. Den eneste, jeg har lyst til at se nu, tænkte jeg, er min lille datter. Lidt efter kom hun ind, men hun havde desværre sin mor med.

– Du mener det ikke, vel? sagde hun

– Ikke noget ondt, sagde jeg og fik en lang krammer, før hun gik i skole.



Det stakkels lille barn, hun har ikke fortjent at blive såret.

Hævede stemmer

Jeg talte "skrapt" og "ubehageligt" til min datter (14), så hende og min kone skreg begge to ad mig, og min yngste datter faldt tavs hen og begyndte så at græde, og jeg smed rundt med møblementet og sagde, at jeg havde fået nok. Og nu er jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem denne dag. Jeg har arbejdet i næsten en uge.

Jeg er begyndt at tælle mine glæder: én, at passe mig selv. Jeg har ikke fået et blowjob i det nye årtusind.

Og så spørger jeg mig selv: Hvad er det hele værd?

Er der nogen, der tager hensyn til mig, når jeg er i dårligt humør og skal lave det samme lortearbejde for færre penge? Ikke en fucking sjæl.

Åndenød

– Vil du vide, hvordan jeg har det, når du siger sådan noget? sagde jeg og lod som om, jeg kværkede mig selv hen over middagsbordet. Jeg havde nævnt, at jeg vil til hippiekulturbegivenhed igen i år.
– Jeg synes, du skal tænke over, hvordan det virker på børnene, når du gør sådan der, sagde hun.
– Nu kan I godt begynde at græde, sagde jeg. – Jeg har fået nok. (Visioner af separation dansende i mit hoved.)
– Ét ord, og det udløser hele lavinen, fortsatte jeg i stærkt ophidset tonefald.

Vi var ude at rydde min mors lejlighed i dag.



– Jeg kunne godt tænke mig at se, at du for en gangs skyld tænkte på at planlægge ferie sammen med familien, sagde hun.
– Nu begynder det. Nu inddrager du hele historien. Hvad med bare at se på det her enkeltstående tilfælde nu?
– Jeg ved jo godt, hvordan det er. Du tænker altid kun på dig selv ...
– Jeg tænker kun på mig selv? Ja, hele dagen lang tænker jeg kun på mig selv og min umiddelbare behovstilfredsstillelse. Altid bare: mig, mig, mig, mig, mig, mig, mig-mig!

Her har jeg smidt opvaskebørsten og forladt vores samtalekøkken. Griner børnene? Græder de?

– Ja, altid bare dig. Det er altid bare dig, det handler om.
– Nu holder du op, jeg er gået herind for at stoppe. Stop, eller jeg går min vej.
(Gennem soveværelsesdøren): – Ja, du har ret, fordi du kan råbe højest. Forstår du overhovedet, hvad det er, jeg taler om?

Min kone mener, jeg er konfliktsky, fordi jeg ikke bliver stående, til hun bliver færdig med at kritisere mig.



Jeg ligger inde på sengen og løser sudoku'er på iPhone'n. Det er den eneste måde, jeg har kunnet samle mine tanker på den sidste måned. Så kommer tingene op at vende*): min far er ingen hjælp overhovedet, jeg får ingen kærlighed, jeg har ingen at tale med.

*) som skyer under meditation

Lad mig tage punkterne i omvendt rækkefølge: Ingen ringer. Der er ikke én person, der har ringet og spurgt, hvordan jeg har det. Omvendt savner jeg min mor at ringe til og fortælle om alle de ting, ingen andre gider høre på. (Denne blog er i virkeligheden alle de ting, jeg aldrig kunne fortælle min mor.) Min kone har ikke på noget tidspunkt givet mig et kys eller et kram uopfordret. Jeg kan godt tage et, men hun giver ikke af sig selv. Det skal komme fra mig. (Skal jeg være filosofisk og sige, at sådan er det måske med alting i livet, at man skal gøre noget for det selv? Måske. Men det kunne være rart bare at få et kærtegn dagligt, et kys f.eks., når den ene kommer eller går. Faktisk synes jeg, det er ondsindet følelsesmæssig manipulation.)

Tre dage efter min more døde, var jeg nødt til at tage ud til min far for at hente noget, der skulle bruges til bisættelsen. Han gik med mig noget af vejen til toget. Han har ikke nævnt min mor med et ord, mens jeg har været der, og pludselig midt på det lokale indkøbsstrøg kalder han med så og så mange ord min mor en hore. Det var essensen. Hvis vi havde været fra en anden kultur, havde han kaldt min mor en hore, og jeg havde smadret ham en i hovedet. Som det var, nøjedes han med at nævne en seksuel hævngerning, min mor lavede mod ham for snart 40 år siden. Tre dage efter min mor er død, og jeg har ikke hørt et ord fra ham (og jeg har ikke hørt et ord fra ham siden, andet end videresendte blondine- og jødiske vittigheder på mailen), og så er det dét, det handler om, hans måde at få det til at blive synd for ham, at min mor er død.

– Din skøre skid, sagde jeg. – Det var dig, der startede det her. Du er en følsom fyr, hvorfor kan du ikke bare opføre dig som en følsom fyr?

Og bagefter måtte jeg sætte mig på en bænk med mine pakker og en kæmpe Tintin-konfusionsspiral over hovedet.

Hans motivation, hans motivation, folks motivation, er det ikke det, der er spændende i litteraturen?



Tags der ikke var plads til i feltet: amerikansk meditation, amerikanske dramaserier, anklager, arv og miljø, bebrejdelser, blogstuff, bundløst sørgmod, chok, det er anstrengende at være mig, det grønøjede uhyre, det offentlige rum, dumme far, døden, elektroniske forbrugsgoder, erindringer, et af mine berømte flip, familien under pres, fatter fatter intet, filosofisk feng shui, forbitrelser, følsomhed, følsom mandejammer, gammelt lort, godt jeg ikke er psykopat, grådens rand, holder hun aldrig op?, hvad havde jeg egentlig regnet med?, hvad med mig?, hævn?, intet moralsk kompas, jeg stakkel, jødedommen, kulturantropologiske observationer, kunst- og kultursektionen, langvarige forhold, mere gammelt lort, mere mandejammer, moderne telekommunikation, noget at æde, opvaskermartyr, protester, samlivets ædle kunst, scener, sensitivo, sjælefredsbelastning, skilsmissebarn, skilsmissetrusler, skuffelser, sport og fritid, spøgelser fra fortiden, stakkels mig, tegneserier, total forvirring, tænk at det skulle tilfalde mig at hævde det rationelle standpunkt, tårer, udhængning, ufølsomhed, uundværligt udstyr for den moderne mand, uværdighed, venter ved telefonen, voksne børn, voldstrusler, ægteskabet er hårdt arbejde, østens mystik, åndelig udmattelse.

Hendes navn lyder som et knivsblad, der bliver stukket i en bug (mit navn lyder som våd gummi)

Fuck, min kone ringer og stresser mig, fordi vi skal "gøre rent til fødselsdagsmiddagen"!

– Jeg har fået en hasteklient, så jeg regner bestemt med, at du ...

– Tror du, det bliver bedre af at stresse mig? råber jeg ind i røret og smækker i bordet. – HUSET BRÆNDER! HUSET BRÆNDER!



Klik.

Alt andet lige hjælper det at kneppe

Nogen gange er jeg glad for, at jeg ikke er vores underbo.
– Jeg er altid glad for, at jeg ikke er vores underbo, sagde min kone.
(Sandt nok, de er sørgelige.)
Skændes, skændes, bolle, bolle.
– Det er klassikeren.

Dybt forstyrret

Nu råber han (to etager) nedenunder igen. Der er utroligt lydt ved afløbet i badeværelset.

Nu holder du op
Nu holder du eddermame op
Du er jo syg, mand
Vi går ned jo
Vi går kraftædeme ned
Det er fandme utroligt
Nu opfører du dig fandme ordentligt, mand
(...)

Det er det samme om og om igen. Hende hører man ikke så meget. Når man ser ham nede på gaden, ruller øjnene rundt i hovedet på ham.

Hjemlig hygge XVII

– You fucking idiot, hvæsede hun ad mig foran gæsterne (eller snarere bag ved, mens de havde ryggen til ude i gangen).

Løb grædende hjem og sig det på nettet, hver gang der er noget galt

***
Min kones sidste ord til mig i dag:
– Du skal i terapi! Det har du sku' i årevis!
– Fej for din egen dør! Du er jo selv sådan et pragteksemplar!

Jeg havde smadret noget ude i køkkenet for at få hende til at holde op.

Hun holder aldrig op. Hun bliver ved og ved og ved og ved.
***

Jeg kan ikke leve med det her

***
Min kone har i dag kaldt mig en "motherfucker" foran børnene. Hun går fra 0 til 140 på 3 sekunder. Det er så skønt at holde weekend og boligindrette.


***

Lortemorgen XXXVII

***
Jeg står og børster min datters hår, og hun begynder at græde. Hun har ikke fået det børstet i fire dage. Vi skal skynde os i skole.
Så siger min kone: – Kan du ikke forstå, at når hun græder, er det fordi, det gør ondt?
– FUCKIT! råber jeg og smider børsten ned i gulvet, så den går i stykker. – Kan du ikke bare blande dig udenom? Ja, jeg er så ond. Far er ond!
– Åh, du har bare så ondt af dig selv. Det er bare så synd for dig!
– GODDAM FUCKIT!


Udsnit af anonym børnetegning, der lå og flød.
***

Weekend i stomien (dag 1) II

***
Jeg har ikke behov for at få at vide, at jeg skal være sammen med familien, når jeg ikke har bestilt andet i 14 dage.
– Tro på, at der er en hensigt med det jeg gør, har jeg sagt tre gange i dag.
– Tro på, at der er en grund til at jeg spørger dig om noget.
Min kone gav mig fingeren bag mit barns ryg, mens hun trøstede hende.
– Moar! Moar! Du må ikke gå!
– To gange giver du mig fingeren bag dit barns ryg?! Hvad er du fem år gammel?

– Tag og skrid hjem, hvis det er det, du har lyst til!

– Hvorfor siger du det så?
***

Jeg, en psykisk voldsmand

***
Min kone siger, at jeg er en voldsmand og en bølle. Hun siger, at jeg bliver vred altid. Det gør mig helt vildt vred! Når jeg prøver at fortælle hende, hvordan jeg føler, siger, jeg er voldsom. Det er hvad man får for at være følsom! Dér står jeg med mit dunkende, følsomme hjerte i hænderne som verdens største emo og sensitivo, og hun siger, jeg er voldsom.

Hun tror, hun er et voldsoffer! Det er jo så nemt for hende. Hver gang jeg viser følelse, siger hun, at jeg hæver stemmen. Man må ikke vise en følelse heromkring. Man. Skal. Helst. Tale. Uden. Affekt. Jeg. Bliver. Sindssyg.

– Jeg har det som om, du ikke elsker mig mere, siger jeg.
– Det er ikke rigtigt, siger hun.
– Du opfører dig ikke sådan. Jeg kan ikke bede dig om den mindste ting. Du giver mig ikke et kys eller et kram ...
– Du skal ikke hæve stemmen.

Hun siger, hun er nødt til at beskytte vores datter, fordi jeg "hakker" på hende (vores datter) hele tiden (jeg beder hende om at rydde op og ikke ramme mig i hovedet med guitaren). Jeg har et glimrende forhold til mine børn (men jeg vil også have lov til at være her). Nu vil hun også forgifte det, som om hun var klar til at flytte med børnene på Grevinde Danner, fordi hun ikke får sin vilje altid.

Hun er verdens mest forkælede luksusvoldsoffer.

BONUSDIALOG (KØKKEN/MORGEN)

MIG
(hvæser)

Min mor er ved at dø, forstår du det? Og du giver mig ikke en centimeter af dig selv.

HENDE

Du gør det ikke nemt at elske dig.

MIG

Det er nemt nok! Jeg har givet dig opskriften, du vil bare ikke ...

HENDE

Jeg kan ikke have, du hidser dig op.

MIG

Jeg kan ikke tage det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mine følelser. Hvad skal jeg gøre af mine følelser, hvis jeg ikke kan vise dem over for dig?

(Jeg vender mig og begynder at gå.)

HENDE

Går du, midt mens vi står og taler?

MIG

Jeg går videre i programmet.

(Pakker tasker og får børnene ud af døren.)

***

Sur nar - Hvad er der galt med mig?

***
Endnu en morgen hvor jeg har råbt ad min kone og hun ad mig. Og børnene har grædt, og jeg har smækket døren i hovedet på min datter og sagt: – Ja, gå væk fra den onde, onde far og hen til den gode, gode mor!

Fordi jeg synes det var tid til at skynde sig i skole.

Min kone har en udtalt evne til at dele familien op i mig og dem.

– Far er sur over noget, og så går det ud over os andre, som hun sagde.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.
***

Nej, jeg har ikke mere at sige

***
Fucking dag.

Min kone skreg af mig i morges (og jeg skreg ikke igen).

Jeg var kommet for skade at blande mig i familiens anliggender i stedet for at blive ude i køkkenet og smøre madpakker.

(Jeg springer lidt frem.)

– Jeg gider ikke høre på din hormonstorm, sagde jeg. – Tal til hånden.

– Tal til den her, sagde hun og gav mig fingeren.

– Har du mere at sige? skreg hun. – Har du mere at sige? mens børnene sad som forstenede og prøvede ikke at græde.

– Kan du ikke for en gangs skyld tage din del af ansvaret for det her? sagde hun med lynende øjne.

– Nej, det er altid dine følelser, man skal tage hensyn til, sagde hun.

– Ved I overhovedet, hvad I skændes om? sagde min ældste.

Senere kom den mindste skubbende sin mor foran sig ud i køkkenet: – I skal kramme hinanden, sagde hun.

Det bliver værre i løbet af dagen, følelsen.

Jeg kan ikke leve med, at det kun er den ene part, der må hidse sig op.

Min tand isner.

Der er ikke meget plads til at være mand heromkring.

Jeg kunne leve med det, hvis der kom noget den anden vej, hvis der også var af det søde. Jeg hader at være her. Jeg hader Danmark. Jeg ville ønske, jeg ikke boede her. Livet er én lang tur i Netto. Kun én af alle varer, undtagen ost.

Jeg har lyst til at rejse min vej.
***

Nu falder fars jammer

***
Jeg sad ude på trappen og græd.
- Du har vundet, du har vundet, sagde jeg, før jeg gik.
Naboerne kiggede ud af vinduerne.
De hilser aldrig.
***

Udartelse (forts.)

***
Jeg lå i sengen, og så slog hun mig (med noget tøj), og jeg sparkede en hylde af hendes tøj ud af reolen, og hun sparkede en hylde af mit tøj ud af reolen, og så rejste jeg mig op og slog hende (et svirp på armen).

– Du skal ikke slå mig, siger hun.
– Du slog mig først.
– Jeg slog dynen.

Og senere:
Hun begynder at sige et eller andet.
– Jeg gider ikke snakke med dig. (Bag blokken.)
Langt om længe, hende:
– Læg mærke til, at da jeg slog dig, var det spontant, mens du ventede, før du slog mig.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige det var præmediteret.


***

Nye udladninger ved sengetid

***
Vi havde et skænderi, fordi min kone skal til motionsløb. Hun synes ikke, jeg støtter hende nok, og så gad jeg ikke snakke mere,*) fordi jeg prøvede at læse min bog (Helena Cronin: The Ant and the Peacock) og blev ved med at læse de samme linier om og om igen. Det eneste jeg ville var at falde i søvn.

– Bare fordi jeg ikke klapper af alt, hvad du vælger at foretage dig.
– Jeg er ligeglad med hvad det er, bare det ikke bliver nedgjort.
– Det er det jeg siger, du er komplet relativistisk.

*

– Det eneste der er galt med mig er dig.

*

Nu har hun lagt sig ind på sofaen og ser fjernsyn, mens jeg gemmer mig bag min blok.

– Dokumenterer du det også nu? siger hun. Så kan du rigtigt fortælle de andre om det nede i din, hvad er det den hedder, lille kreds (litterær kreds, red.): Min kone forstår mig ikke. Jeg håber, du viser din side af sagen også.

Ret sjovt, for det er jo faktisk det eneste jeg viser.


*) Om hendes åndssvage motionsløb.
***

Baglås

***
Så, nu har hun skældt mig ud og kritiseret mig igen foran børnene. Og hvad der kunne have været hyggeligt og rart (en aftenbader) – eller i det mindste stille og roligt – er blevet til et latterligt psykodrama, og jeg var nødt til at gå min vej. Enten det eller blive og tage min del af skænderiet, så hun kan sige, at jeg hidser mig op.

Det er det sædvanlige afpresning. Gør tingene på hendes måde "for børnenes skyld". Bliv og tag det eller skrid.

Vi kan ikke foretage os den mindste ting sammen "som en familie".
***