Feltnotater 22:05 onsdag aften

***
Min kone skal løbe et motionsløb med arbejdspladsen, fortæller hun mig.

– Det bliver din død, siger jeg.

Og så skældte hun mig ud, og vi begyndte at skændes, fordi jeg aldrig støtter hende. Nu har hun lige stukket hovedet ind og sagt, at jeg skulle overveje at gå i terapi, for det her har dybe rødder.

*

Nedslagspunkter:

– Det var en joke! protesterede jeg.
– Skal jeg så aldrig tage mig af noget, du siger? spørger hun.
– Begynd nu ikke med dine absurde absolutter, siger jeg.

Og lidt efter:

Mig (mit hoved dundrer, jeg kan ikke tage det): – Okay, fra nu af vil jeg støtte dig i alt, du vælger at foretage dig.
– Aha! Hvad var det lige, du sagde med absolutter? siger hun og peger.

*

Nu er barnet stået op og spørger, hvad der sker.

*

Her sidder jeg i sofaen, og så kommer hun og bliver ved med at skælde mig ud, og så laver jeg hendes ansigtsudtryk efter, fordi hun så åndssvag ud. Det virkede. Hun gik.

*

Det er typisk det her, en skoleaften, når vi er trætte, lige efter børnene er blevet lagt i seng.

*

Ude af rækkefølge:

– Jeg sagde bare, at jeg håbede det ikke blev din død, sagde jeg.
– Det var ikke det, du sagde. Du sagde: Det bliver din død.
– Nå ja, hva’ så?
– Du sagde: Du klarer den aldrig, det bliver din død. Det sårede mig faktisk.

*

Og bagefter sagde jeg: – Jeg er træt af dine mindreværdskomplekser.

*

Spørgsmålet er, om det her skænderi fænger og bliver til 14 dages bitterhed.


***