I morges opdagede jeg, at der kun var 8 rosiner tilbage på bunden af pakken.
– Du har snacket af rosinerne, sagde jeg, nu kan jeg ikke få min morgenmad, og så begyndte vi at skændes.
– Jeg be’r dig bare om at tage hensyn, sagde jeg, jeg be’r dig bare om tage hensyn, jeg be’r dig bare om tage hensyn, jeg be’r dig bare om tage hensyn, mens hun sagde noget andet, noget med: – Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal spise.
– Jeg har meget asketiske, beskedne behov, sagde jeg, jeg be’r dig bare om tage hensyn.
Hun ville ikke give sig.*)
Efter jeg spiste mine havregryn med de rosiner, der nu var, havde jeg det bedre og sagde: – Okay, jeg tilgiver dig for at spise rosinerne. Lad os lægge det hele bag os.
Så sagde hun noget andet med: – Du skal ikke tilgive mig osv. Men fusen var gået af det.
Stakkels børn, tænk at være vidne til den slags. Den ældste blandede sig og irettesatte os (og jeg var tæt på at være sarkastisk med hende også, men bed mig i tungen før jeg kunne sige: – Gå ind og leg med dine enhjørninger), og den yngste ignorerede os blankt.
Konklusion: Næste gang, jeg er i Netto, køber jeg fire pakker.
*) Plus mere af det samme gamle: – Du kan flytte ud i dit atelier og blablabla.
***
***
2 kommentarer:
jeg tror altså at jeg havde gjort det. Eller hvis jeg kommer i situationen igen, gør jeg det. Men nok ikke bare til et tilstødende lokale, men til en helt anden matrikel. Det er pudsigt som kvinder er ørne til at finde vi mænds indre frygt, og så bruge den til at manipulere med os.
"så hvis ikke jeg får min vilje, ta'r jeg børnene og skrider".
Min indre frygt? Måske. Men hun fyrer a-våbnet af for hurtigt, hun holder intet tilbage, som forsangeren i Savage Rose.
Send en kommentar