Tilbage igen

Som en kunstner i skyttegraven der hidsigt klikker de sidste nødråb ud før det store bombardement

Jeg bliver så sur over at arbejde. Det er ikke rimeligt.
Hvem der havde initiativ
og gåpåmod
og ikke bare sad
og så på mod
horisonten,
mens hjertet dræner for blod
og jeg spilder mit liv.
Hvem der gad
få noget fra hånden.

Sørgeligt.

Arbejdsmiljørådet anbefaler:

Jeg trænger alvorligt til distraktion, når jeg arbejder, fordi det er så megakedeligt. Altid må jeg se op. Nu vil jeg gå over og drible en bold. Simpelthen for at undslippe søvnens klamme favntag. Vig bort, Morfeus, din klamme bøvs. Hvordan kan jeg være så liderlig hele tiden? Er det mine benklæders ru denim, der trykker og kradser de rigtige steder, eller ville det være ligesådan i en sarong? Altid noget brok med dén shakra. Oven over: det store hul i mit mellemgulv, en ovn hvor man kan losse ind kul, når energien står på nul. Lungerne pumper som bælge, for hvad kan de ellers? Jeg kører på fælge-
ne af min bedstefars Ellert.
Frokosttid? Jeg stemmer for –
Også os! råber shakraerne i kor.
Der er bred e-
nighed i hele min krop
om at rejse mig op
og få noget at æde.

Udpint forbi

Faktisk vil Dürzü ikke tjatte med mig mere, fordi han hævder, at jeg håner ham med hans job (som glorificeret kopidreng inden for det offentlige), men intet kunne være fjernere fra sandheden. Her er et uddrag af vores udveksling fra i dag:

(4:11:11 PM) Gamle jas,

på tråden der vist er lidt knas.

(4:17:35 PM)
Spil ikke såret,

når på hænder og fødder

gennem livet du bliver båret

med de andre tjenestemandsrødder

på jeres paradefloat af velfærd,

betalt af os andre med møje og besvær

og ansigts fodsved,

(4:19:06 PM)
ja, jeg ku' bli' ved,

vi hujer og pifter og vinker,
når I glider forbi med al jeres bling-bling'er
med kurs mod pensionen,

så satte og matte

og i fløjlsbuksebagen glatte,

som selveste Dronningen af Sabæ på tronen.

(4:20:18 PM)
Tryghed har sin pris,

det ved i stalden hver gris.

(4:29:06 PM)
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

The following message could not be delivered:
PS I vifter til tilskuerne

med jeres lapper på albuerne.

En meget sensibel person, denne Dürzü, knudret og tynget af virkeligheden og livets skuffelser i grams. Men lad ham om det. Jeg lader ham i fred og sigter efter højere mål, ordentlige store fede offentlige mål, ikke sådan noget fedtspil og spidning af insekter. I øvrigt er han jo min ven. Mere end min ven, han er min bror af en anden mor. Sammen er vi stærke, men nu er vores daglige kommunikation gennem fem år forbi. Der må nye matzohs på fonden.


Fra: Værste kunstner mod kunstner-fornærmelser i historien.

Krypt udenom

Jeg sidder her i mit tempel for mig selv, mit enmands-kongerige, og stirrer på mine ufærdige mesterværker, der håner mig fra væggene med deres potentiale, imedens jeg polerer andre folks lort og pakker det pænt ind for penge, omvendte offergaver på rejsen til dødsriget i mit ægyptiske gravkammer. Hallo, det er meningen, jeg skal have noget med!
Så hult min stemme runger mellem de blege vægge.
Jeg synger i gravens bruser.

Derfor

I går afleverede jeg for anden gang i mit liv noget før tiden.
Fordi jeg ku'.

Kender I det?

– Jeg talte lige med Michael om, at vi ikke har set dig et stykke tid, sagde hun.
– Jeg er i så pissedårligt humør, sagde jeg.
– Hvorfor? Hvad er der sket?
– Jeg skal arbejde. Jeg har arbejdet i ugevis. Jeg er en skygge af mig selv.
– Jamen, er du slet ikke glad?
– Se her, sagde jeg og viste hende mine øjne, – er det en glad mands øjne?

Kender I det, når nogen tager brillerne af, og det ene øje kigger ned og det andet op?

Det er svært

Det var umuligt for mig at arbejde sidste uge, fordi det var så kedeligt, at jeg faldt i søvn.

Sådan er jeg

Der ligger en halvdød flue på mit bord, men jeg har ingen interesse i at dræbe den.


Den er mig, der ikke gider arbejde.

Var det besværet værd?

To uger i træk skulle jeg til møde om lønnedsættelse, og begge gange blev mødet aflyst. Tredje uge var der ikke arrangeret noget møde. Begge dage forberedte jeg mig ved at ligge i sengen til kl. 13 for at kunne fremstå helt afslappet, et arbejde der således var spildt. Nu er det endelig lykkedes mig at komme til mødet og få forhandlet min løn ned.

Bedre helt at lade være

Det er det samme hver dag: jeg når lige at komme i gang med mit arbejde, så skal jeg skide. Det er ned ad bakke derfra.

Stop

Når jeg har været på arbejde hele dagen og kommer hjem og laver mad og bager boller og vasker tøj, og min kone så kommer hjem fra kursus og gnider sine baller imod mig og vil have sex, er jeg altså nødt til at sige stop, det gider jeg ikke, hvad regner du mig for?

Nu hvor det hele er tilpas surt, kan jeg gå i gang med mit arbejde

***

***

Banal sammenfatning – mest for fanatikere

***
I morges tænke jeg, at jeg ville tage det lidt roligt og spise mine morgengryn, efter jeg havde været nede i skolen med min yngste datter. Da jeg kom hjem, ringede min mor i en time. Hun har kvalme og opkastning af kemoen. Så tog jeg ind med min ældste datters madkasse, som hun havde glemt, og købte en ost og et landbrød. Tre deadlines. Kunne ikke koncentrere mig efter kl. 13. Jeg er ikke på talefod med min kone. Jeg tror, jeg er ved at blive syg.

Mit fortsæt for det nye år er at gå mindre i Netto.
***

Det er når man arbejder, man finder ud af, hvor godt man ellers har det

***

– Åh, hvor har jeg det ellers godt!

Hvad nu?

***
Hvad har jeg nu ondt i røven over?
Masser!
Jeg er træt af, at jeg er den eneste, der vasker op her omkring.
Som min kone sagde til en parmiddag engang: – Jeg har en opvaskemaskine. Den hedder [mit navn].
Haha.
(Det er en variation over vittigheden, jeg fik fortalt af Firserkoryfæet: – Jeg har en opvaskemaskine, det er en Nanna-mát.
Altså: En af hans venner havde en kæreste, der hed Nanna. Det har han så ikke mere.)
Jeg er den eneste, der rydder op og gør rent efterhånden, derfor ligner her et bombet lokum.
Min kone har "givet op".
Godt udgangspunkt.

Desuden er jeg sur over, at jeg skal arbejde. Det har jeg været i over en uge nu.

Jeg er også sur over ikke at have noget sexliv her & nu.
***

Elegi i krigsregi

Denne uge har været tortur
Jeg er gået hen og blevet rigtigt godt sur
Jeg gider ikke arbejde og mere i den dur

Det har drænet min sjæl, har det,
arbejdet, med hvilket jeg har fejdet,
det er et hel-
vede, jeg slår mig ihjel

Jeg er ikke skabt til at slide
Jeg er skabt til ikke at gide
Nu vil jeg glide
i tide,
før jeg kommer endnu længere ud at skide

*

Min hjerne er blevet til mos
End ikke hjælper kaffe i mit krus
Intet kan hive mig op
Jeg synker ned i min krop,
der føles som lavet af ler,
som den golem, til hvilken jøderne be’r,
allerede halvt omdannet til gravens matér-
iale, dødens speciale, livets kabale,
jeg vil hellere have et krus ale,
med hvilken min gane at svale

Mit hoved værker,
min rygrad knærker,
arbejdet min livsglæde kværker
Min sjæls frie lærker
får blå mærker
Jeg tror jeg strærker

Jeg nedlægger arbejdet og laver kun det sjove,
om jeg så i de økonomiske tove
kommer ud at hænge,
hvad fanden, det hele handler vel ikke om penge
Hvad med mit gode humør
der var så smittende før?
Har det ikke en værdi?
Og den muntre melodi
der sad på min læbe?
Åh, jeg kunne flæbe
Nu er det forbi

Der er intet at råbe hurra for
Latteren er forstummet
og det ekkoer tomt i rummet
Til sidst jeg tænker på USA, for
det er 9/11
for én i helvede

*

Tårnene faldt med et stort rabalder
der endnu til våben kalder
for rettroende mænd og kvinder
der tror man krige vinder
ved at flække skaller
på muslimer der tjalder
(nu de ikke må drikke
til de får hikke)

Som I ser, er min hjerne død
End ikke et voldsomt stød
kunne få den på benene igen
Farvel siger ham der i natten glammer,
jeres ven,
Mandejammer.

Faren ved forud

Hold kæft mand, jeg sidder og laver det her job jeg blev betalt for for 6 mdr. siden. Det er forfærdeligt.

Foran tyendet

Jeg hjalp engang en komplet hysterisk familie med at flytte ud af en kæmpelejlighed oppe ved Columbia, hvor bedstemoderen havde boet. Da vi kom ned til lejligheden i Stuy Town, begyndte de alle sammen at skændes mere skingert og hysterisk, end jeg nogensinde havde hørt nogen skændes.
– Skal vi gøre det her foran Gudsrost? spurgte sønnen, statsadvokaten, gav mig et $20 tip og sendte mig hjem.

De havde et godt lille maleri på væggen, der så nogenlunde sådan her ud:



(Da jeg spurgte, hvem der havde lavet det, så de på mig, som om jeg ville stjæle det.)

Svaret kom til mig i dyb meditation

Jeg har fået tilbudt et job, jeg ikke kan få mig selv til at sige nej til, men jeg kan heller ikke sige ja, for tanken om at skulle lave det er værre end døden.
I stedet for spilder jeg alles tid ved at sylte det.

Jeg bliver nødt til at melde endeligt ud.

Det jeg gør er at bede om urimeligt mange penge, og så se hvad de siger.