Vor tids svøbe

Der var en, der sagde, at man ikke skal tage sig af, om folk kan lide en. Det kan godt være. Jeg vil godt have, at folk skal kunne lide mig. Jeg vil godt have, at mine børn skal kunne lide mig, og jeg vil faktisk også godt have, at I, mine læsere, kan lide mig.

Så er dét også galt. Hvad ved jeg.

Kurt Vonnegut skrev: "What do men want? They want a lot of pals, and they wish that people wouldn't get so mad at them."

Faktisk tror jeg, at det er bedre, at man er ligeglad med, om folk kan lide en, især hvis man gerne vil frem (det sparer tid, nice guys finish last, vejen til succes er brolagt med lig), jeg kan bare ikke lade være.

Sådan er jeg.


Lyd (I like you, do you like me?)

Desuden:


Lyd (Daddy loves Froggy. Froggy love Daddy?)

Skudt i gang

Årets hippiekulturbegivenhed i udlandet er startet uden mig. Jeg var ikke velkommen. Ikke at jeg havde regnet med at blive inviteret tilbage sidste år, og jeg kunne heller ikke se hvorfor. Men alle andre var inviteret igen i år undtagen mig og Michael.*) Jeg er skidemisundelig. Og så tænker jeg efter: Hvad ville jeg egentlig få ud af at tage med? Intet kunstnerisk, men to varme semi-gourmetmåltider om dagen og en historie at fortælle. Satans også. Jeg er ikke en festlig type nok, men bare et indadvendt nørklehoved. Her kunne jeg tæve lidt mere på mig selv, hvis jeg gad...



*) Sultanen sagde udtrykkeligt: – Vi vil ikke have Gudsrost og Michael med. Det sagde kuratoren. Hvad sagde han det for? Paladsintriger. Den kommunale kulturformidler er på min side – tror jeg, eller også er hun bare den eneste, der svarer – men hvad kan hun gøre? Stærk som okse er hun, sunde tænder. Havde feriebilleder af sig selv i bikini mellem billederne fra sin bogreception.

Lad være med at være dum

Under min nye gurus udefrakommende blik pakkede jeg min nye laptop ud, der havde stået to måneder ovre ved siden af kasserne med min mors billeder og breve og andre ting, jeg ikke gider kigge på.

To måneder er en evighed i computertid. Den er allerede forældet.

Døren går op (forts.)

Jeg har nu fået at vide, at jeg ikke skal "gå og spille Kong Gulerod" og "hvad med mig selv?" Suk. Det er mærkeligt at få skældud af en kvinde, der ikke er ens kone. Det er i det hele taget mærkeligt at få skældud, når man er voksen, og det ikke er af ens boss, men jeg synes altså ikke, mænd generelt skælder hinanden ud. Jeg mener ikke, det er almindelig omgangsform blandt mænd at skælde hinanden ud. Men nu vil jeg til bunds i denne sag. Som en detektiv vil jeg finde ud af – f.eks. ved at spørge – hvad det er, jeg har gjort, om det så betyder min undergang.

Måske er det noget, jeg fast kunne praktisere?: – Undskyld, hvad har jeg gjort dig?

Der var en kulturformidler forrige uge, der virkede irriteret på mig, og der vidste jeg heller ikke, hvad jeg havde gjort.

XXX

Jeg har ikke lyst til noget.

XX

For første gang i månedsvis har jeg ingen appetit. Jeg havde en sandwich med ved min mors dødsleje. Nu har jeg ingen appetit.

Hvad er der galt med mig? – del VII: Kommunikationen

Jeg får aldrig lavet noget færdigt. Jeg får heller aldrig noget begyndt. Der var en mand, der kontaktede mig om en pris på et maleri, jeg har liggende på nettet. Det er tre år siden, og jeg skrev først tilbage for 6 mdr. siden: Vil du stadig gerne vide, hvad prisen er? skrev jeg.
Ja, svarede han.
Og jeg har ikke fået skrevet tilbage med prisen endnu. Jeg ved godt, hvad prisen er, jeg har bare ikke fået skrevet tilbage.

Det er mit håb, at mine manglende kommunikationsevner vil få mig til at virke som sådan en sær outsider-kunstner og derved mere kunstnerisk.



Det er mit håb, men det er ikke en god salgsteknik.

Nogen mennesker kontaktede mig for fem dage siden, fordi de er interesseret i et billede, jeg har liggende samme sted, og jeg har ikke fået svaret endnu.

I mellemtiden sidder jeg bare her og laver det samme gamle lort, jeg hader, som en stor baby, der ikke gider skifte sin fyldte ble.

Skudt i hovedet

***
Jeg er virkelig et fjols. Jeg sidder og stirrer ud i luften hele dagen, og når jeg så endelig begynder at male, letter tågen og jeg har det fint og er udfordret og lærer noget – og så skal jeg skynde mig ned og hente børn.

Fortsæt: Jeg må lære at starte tidligere, jeg gider bare ikke.

*

Det var i går. I dag har jeg rigtigt arbejde, så jeg får nok ikke lavet noget af "det egentlige", for min hjerne bliver mør.

Hvad er der galt med mig?
***

Hvad er der glat med mig?

Min yngste datter tigger om at få se en Marx Brothers-film, og jeg siger: – Nej, jeg gider ikke.

Det havde jeg aldrig gjort med hendes storesøster.

Børn skal have en ordentlig opdragelse, og det er aldrig for tidligt at tage godt fat.

•

Hun vil også have mig med ind og se Jungledyret Hugo 3. Det gider jeg heller ikke.

Hængeparti i kælderhøjde

Jeg er helt svedt. Jeg har lige lavet en opringning, jeg skulle have lavet for halvandet år siden.

Karrierepleje!

Personen var heldigvis ikke død endnu.
Det er ikke nemt at være fonofob.
Jeg stakkel.


Så er den skid slået. Én skide opringning! Hvad er der galt med mig?

Mere fra samme skuffe – endnu en dag skudt i foden

Jeg har ikke lavet dagens gode gerning hele ugen. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, andet end det sædvanlige. I dag har jeg cyklet ned til byen efter toner til min printer, så har jeg frokosteret og siddet udenfor i solen og korrekturlæst en tegneserie som en vennetjeneste (idet jeg tilsyneladende er fysisk ude af i stand til at sige nej, og det udnytter man). Det er for den samme fyr, der er på vej til Brasilien med sin familie. Hans serie er komplet blottet for historie og frivillig humor, men han er en glimrende tegner af syre (se illo til højre).

Det eneste fornuftige jeg har foretaget mig hele ugen - og det har ikke noget med dagens gode gerning at gøre - er at dyrke boldspil både onsdag og torsdag i stedet for bare onsdag. Det eneste jeg har lyst til for tiden er at springe rundt efter en bold.

Når jeg har arbejde, brokker jeg mig hele tiden, og når jeg ikke har arbejde, som nu, er det værre, for så har jeg kun mig selv at hade for ikke at nå noget af det, jeg godt vil, selvom jeg har alle forudsætninger for det.

Flagellering og fortrydelser, forbitrelser, formøblede forhåbninger,forsmåede forventninger,forspildte forudsætninger,forsvundne årtier – en klagesang

Det, der er galt med mig – well, en af tingene – er, at jeg ikke har et fast dagligt output af en bestemt ting, der kan hobe sig op og bliver til noget. I stedet for er det spredt fægtning og flip, som denne blog, foruden arbejde.
Hvordan skal man få tid til det hele?
Hvad har jeg nået? Intet! Som Leonardo sagde på sit dødsleje.
Men jeg har virkelig nået intet, som Lauziers middelmådige unge mand erindrer: Hvad har jeg udrettet? Intet! Intet! (Frit efter hukommelsen.)
Eller som Maria Stenz så klangfuldt sang: Hvor er alle drømmene, du drømte? Er de druknet i en strøm af år?

Jeg spilder tiden og gør tingene i den forkerte rækkefølge.
Hvis jeg da overhovedet gør noget.
Det er sikkert og vist.