Humørhjørnet

– Undskyld, hvad var det lige, du råbte ad mig for? Jeg har glemt det.

Taksigelse

Ønsk mig tillykke. I dag er det min 5-års fødselsdag her på bloggen. Jeg havde egentlig tænkt mig at holde en fest, men jeg troede, datoen var d. 6. december, så nu når jeg det altså ikke.

Det har været fem år med mange glæder og sorger. Meget har man kaldt mig gennem årene. For et par dage siden var det "nazi i svøb". Men jeg er også blevet kaldt "revisor" og "hippie fra 70'erne". Man har kaldt min mor en luder og meget mere. Og jeg spørger såmænd også mig selv, hvad det hele skal gøre godt for. Hvor er mit fakkeltog, min bronzeplade, min buste på Det Kgl.? Hvorfor er der f.eks. ikke opkaldt en vej efter mig?

Et frygteligt spild af tid, må man sige. Som at blive gennemkneppet af en halvslapt lem under skæren af mange ansigter. Det er ikke en skid værd. Der var en overgang, jeg troede, det var noget, men det er ikke en skid. Denne blog er den sørgeligste undskyldning for et liv, jeg endnu har set. Og hvis ingen andre gør det, må jeg hellere sige det selv: Du er ikke den spermklud værd, din far burde have tørret dig væk i.


Dagens tal er:

Forladelse

Jeg undskyldte over for min kone, at jeg er sådan en taber. Hun mødte mig, før jeg var på vej ned igen.

Tænk det sagde jeg

(eller noget lignende), engang jeg havde en kunstkøbers familie på besøg:

Det irriterende ved at male med olie er, at så kan man ikke hele tiden gå over og tjekke sin email og se, om der er nogen, der har kommenteret bloggen, uden at risikere at få maling på sit fine nye keyboard.

- Er du okay? - Jaja, jeg skal bare op.

03.21

Overboen kom gående, mens jeg stod og kastede op i planten nede foran døren.
- Det er sgu meget cool et eller andet sted skal det jo hen, sagde han.
- Det ved jeg sgu ikke om det er, sagde jeg.

Folk er godt tossede

Denne seddel hang ude på døren:



SELV UNDSKYLD!!!

Hvad med månen? Hvad med et gardin? Lad mig ikke begynde.

Mine underbukser er 'for store'

Min kone er holdt op med at vaske mit tøj med.

– Så må du heller ikke bruge det vaskepulver, jeg køber, sagde jeg i dag.

Lad os se hende klare den.

Kort rapport: mit liv blev ført bort (att planera är svårt)

Jeg skulle have lavet noget arbejde i dag, men i stedet for lavede jeg noget andet. Det har været den slags uge.



Kære klient: Børnenes vinterferie torpederede mit skema. Jeg foreslår en udskudt deadline, hvad hedder sånoget: postmortem?

Fremstrakt hånd

I dag kom min kone hjem fra arbejde og spurgte, hvorfor jeg ikke havde lavet mad.
– Du laver en ret til juleaften, ikke? sagde hun også (det var før).

Hvad hvis det var mig, der kom hjem og sagde: – Hvor er maden?

Jeg ville ønske, det var mig, der skulle på arbejde. Intet skulle passe mig bedre end at sidde dér og passe mig selv hele dagen.
Jeg forventer ingenting.

– Fedt nok, du affejer mig. Du afviser min olivengren, sagde jeg, mens hun stod og lavede mad, og jeg undskyldte for at være irritabel. – Nu kan du være sur, indtil det passer dig at tale til mig igen.
– Du mener det jo ikke, når du siger undskyld.
– Jeg mener det! Jeg mener det! Hvorfor tror du, jeg siger det? står jeg og råber som en idiot.

Så fik hun ret igen. Den, der taler højt, taber. Så er det bedre at holde sin mund i 14 dage.

Jeg gik ind i seng og læste The NYTimes på iPhonen. Jo ældre jeg bliver, desto mere avis læser jeg tilsyneladende. Er det almindeligt?

Jeg er sulten.



Problemet er, at jeg får dårlig samvittighed, når kvinder brokker sig til mig over, at tingene ikke bliver gjort. Er det almindeligt? Det var nemmere at være ligeglad. Det er ikke nemt at være en moderne, følsom mand, der bare vil stille alle tilpas.

Nu er julen ødelagt, og jeg var ikke engang i dårligt humør. Fløjtet har jeg rundt i sneen hele dagen og købt grafiske romaner til min svigerfamilie. Nu kan dét også være lige meget. Passet børn hele dagen, har jeg, og hjulpet dem med deres små projekter. Jeg kan ikke engang komme til min computer, fordi de sidder og klipper video (endnu, 22:22).



Jeg tog mine støvler på og af igen, for jeg har alligevel ikke nogen steder at gå hen.

Jeg har pissetravlt med ting, jeg ikke får lavet.

Taget for givet, bliver man. Hvordan er det, klichéen går?: værdsat. Det kunne være rart at blive værdsat.
Ohohohaha, hæhæhihi.
Så bittert det hele.
Hold mig for næsen, jeg synker.



Så siger jeg det igen: – Jeg er ked af, at jeg var så sur og irritabel, okay?

Det kræver en stor mand at indrømme sine fejl.

Pzzz

Mit liv er én lang retfærdiggørelse af pis.

Som om (del III) – suspekte typer i min udvidede bekendtskabskreds

Min datter har en lille veninde, hvis far er det mest upålidelige menneske, jeg nogensinde har mødt.
– Hvor har I været? sagde jeg. – Vi har ventet på jer en time.
– Nåja, telefonen var flad, du ved, den ene ting tager den anden ...

Og så siger han: – Har I været ude at kælke?
– Næh, siger jeg, – de børn er ikke til at drive ud. Hvad med jer?
– Jeg kan ikke i de her sko ...

Jeg har aldrig hørt så mange undskyldninger. *)

Jeg hader, når han kommer herop. Jeg har det altid som om, han scanner stuerne for noget at stjæle: – Hvad har I heromme, hæhæhæ ...

*) Undskyldninger for alt: hvorfor hun ikke nåede med til fødselsdag igen, hvorfor det er svært at få arbejde (uopfordret) osv. osv. Næh, Xbox og den fede skal han nok finde tid til.

Efter 18

Jeg gjorde rent og ryddede op (okay, ikke alle overflader, dem lod jeg stå) på mit værksted inden jul (den årlige), og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg bare smider krummer på gulvet og sådan noget. Tippepunktet.

Når jeg skal til at gå, begynder de at spille god musik på WFMU. Skellet er ca. kl. 18 dansk tid. Jeg kunne blive her hele aftenen, men så begynder min kone at skrige ad mig (fordi jeg lover at komme hjem på forskellige tidspunkter i stigende grad af senhed i stedet for bare at sige: sent. Det er min gode vilje, der spænder ben igen. Pokker tage den. Ellers gør det ikke så meget.) Den ene ting tager den anden, og pludselig har jeg siddet her hele aftenen, selvom jeg er for træt til at foretage mig noget egentligt. (Jeg kan ikke skyde skylden på snestormen, for min kone ved, at elementernes rasen intet betyder for mig.)

Jeg skal også købe ind. Jeg må hellere gå nu.

Let rallen

Jeg er døden nær. Hver dag er som at starte forfra. Jeg har ikke gang i noget. Alt omkring mig dør og visner. Falder om og forgår. Uden et blik. Jeg er knasende vissen, en udbrændt mumie. Mit liv er den sørgeligste undskyldning. Der er ikke mere, jeg kan bilde mig ind. Jeg står på den fladeste bund blandt døde fisk. I stumper. Var der noget, jeg ville? Jeg når det ikke. Min død banker på, mens mine hænder visner som sorte bananskræller. Der er i det hele taget meget, der visner. Hvad det end var, jeg ville, kan jeg godt glemme det. Alting er ufærdigt eller aldrig begyndt. Jeg kan kun se det i glimt ud af øjenkrogen, mens jeg har travlt med at spilde mit liv med noget andet. En flig af et skørt i en døråbning. Mine gamle regnvåde drømme. Et spøgelse af nærvær. Evig uforandret håbløshed og splid. Alene et sted mellem uviljen og ugideligheden.

Eller også var det tirsdag

***
Hvert år siger jeg til mig selv: i år skal være et godt år. I år skal være året, hvor der sker noget. Men det gør der aldrig (ikke i 20 år, og før det var det samme: intet).

Det er ren overtro.

Det var ligesom dengang, Bo sagde, at min lykkedag var torsdag, og derfor gik jeg hver uge og ventede på, at der skulle ske noget godt om torsdagen. Der var uger, hvor jeg ventede til torsdag med overhovedet at foretage mig noget. Jeg må hellere vente med at begynde på det til torsdag, tænkte jeg, f.eks. ifht. at rentegne eller sådan noget. Jeg må vente til torsdag med at lave den opringning, kunne jeg f.eks. tænke. Det var ikke fremmende for min personlige udvikling og karrierebue.

Det var ren overspring.

Der er ingen ideelle øjeblikke. (Eller også er der, hvis man er i zonen – i zen'en, hvor man skal vente til det rigtige tidspunkt med at sætte strøget. Men man kan selvfølgelig ikke vente til torsdag med at komme i zonen. Kaffe hjælper heller ikke.) Mit output var minimalt, grinagtigt, men mine undskyldninger var endnu rimelig friske. Der var endnu håb.
***

I videnskabens navn

***
En fyr fra min klasse skød egern og solsorte i sin baghave med et luftgevær og dissekerede dem. Han kaldte det "biologiske eksperimenter".

Min fætter havde en stak Penthouse under sin seng. Han brugte dem til at "studere anatomi".


Konklusion: Videnskab er en god undskyldning for at dyrke sine lyster. Hvad er din?


***

Okay undskyldning

***
Jeg er begyndt at sige, at jeg går i byen i stedet for, at jeg tager ud for at male. Det er der større forståelse for.

Eks.: Mig: – Jeg skal ud på lørdag.
Hun: – Ud hvor?
Mig: – Bare ud.
Hun: – Du har tænkt dig at tage ud på dit værksted, har du ikke?
Mig: – Nå ja, hvad så?

Vi har forskelligt behov for at sidde alene og skepse vores omfalo / spidse blyanter i røvhullet / skrive ned, hvad vi tænker på.

Tekstboks
OVERFORKLARING: Mao. det er i orden at forlade familien for at være sammen med andre mennesker, men ikke for at være alene.

Min ven rockstjernen synes, det er pinligt, når man skal spørge konen "om lov", eller hvis man som jeg lusker omkring og lægger planer i stedet for lige ud at annoncere sin hensigt i god tid. Eks.: – Jeg har tænkt mig at tage til New York om 3 mdr., for det har jeg behov for.

Det er den mandige fremgangsmåde.

Jeg synes, det er lige meget, hvad man gør, så er der en masse bøvl og ballade.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på det punkt.

Note: Se også denne tidligere debat.

UPDATE: Kagerullen, det internationale symbol på kvindemagt:

Tony Millionaire: Maakies. Klik & forstør.

***

Ny fiasko

***
Jeg deltog i en kunstbegivenhed i dag, som jeg havde glemt alt om. De var nødt til at ringe til mig. På vejen derover gennemgik jeg alle mine undskyldninger: min mor er på hospitalet med kræft, min kone har forladt mig, jeg skulle arbejde. Men det gjorde ikke noget. Der var heller ingen andre, der havde husket det. Der var ikke én besøgende. Ikke én. Ikke engang sprutten blev drukket.


***

Tid til en pause eller armbøjninger

***
Jeg stod og prøvede at male, men det er svært, når jeg så begynder at tænke på, hvor ond og ufølsom jeg har været ved min kone gennem årene. Jeg så det pludselig fra hendes side, nogen af de ting der gør mest ondt. Hun har sine, ligesom jeg har mine.

Måske kan jeg binde undskyldningerne sammen til en flot buket. En overvejelse værd eller bare holde kæft.


***

Slibrig samtale

***
Min ven rockstjernen fortalte mig engang, at hans trommeslager havde haft en drøm, hvor et nyfødt barn sad fast på hans pik, og han kunne ikke få det af, lige meget hvad han gjorde. Nogle år senere genkendte jeg trommeslageren til en havefest og gik hen og sagde: – Jeg havde en drøm, hvor et nyfødt barn sad fast på min pik, og jeg kunne ikke ryste det af.

Han sagde ikke noget, men vendte mig bare ryggen. Jeg troede, han ville synes, det var morsomt eller i det mindste godt husket. Min ven 2Mason, der var med, sagde: – Det er den slibrigste samtale, jeg nogensinde har hørt.

Han havde nok ret. Jeg var i noget ængsteligt humør den aften, fordi min kone havde sagt, at hendes gamle kæreste ville være til festen. Det var han så ikke alligevel. Jeg kan ikke engang huske, om hun var der. Hun skulle komme sammen med nogen andre.

Hun kom hjem om morgenen og sagde, hun havde tabt sin vielsesring i vandet, da hun var ude at bade. Vi havde ikke været gift så længe.


Baggrund: Jeg var skæv igen. Vi varmede op hos 2Mason ude på Amagerbrogade, og spørg mig ikke hvorfor, jeg synes vi skulle køre fra en af hans andre venner på cykel. Det har naget min samvittighed, og hvis jeg nogensinde kommer i AA, vil jeg sørge for at give ham en undskyldning.


Morale: Folk er ikke nødvendigvis interesseret i at høre noget, du har at sige, bare fordi du kan huske det. (Henvisning til tidligere historie om irriterende forfattertyper, der blærer sig med deres hukommelse.)
***

Nemlig, det er lige hvad jeg gør

***
Jeg har fundet af, hvad jeg vil sige, hvis jeg møder nogen af mine kammerater fra min holdsport, jeg har valgt fra: Jeg siger, jeg har en debiliterende hudsygdom, der forhindrer mig i at spille.
***