I min ungdom, da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg aldrig komme op om morgenen. Jeg ville gerne, men det lykkedes sjældent. Når jeg så på vækkeurets tal, blev jeg numerologisk: 10:22, 11:22, 11:33, 11:44 og 11:55 var vigtigere end de andre tal, og det lykkedes mig oftere at komme op på de tidspunkter. 12:12 og 12:34 ligeså. 13:13 var kriminelt. Der var dage, jeg måtte skynde mig for at nå i banken. Jeg begyndte først at foretage mig noget kl. 10 om aftenen, og så var jeg for træt. Jeg drak kaffe, til min hånd rystede og jeg ikke kunne rentegne.De tal er stadig vigtige for mig. Især 11:44 og 11:55. Jeg tror, det begyndte, da jeg arbejdede på Bakken, og tiden faldt mig så lang, at jeg konstant måtte tjekke mit ur. Hvis der var gået 10 minutter, var det godt. Mindre, og tiden føltes ekstra lang, så det var vigtigt, hvornår man turde kigge på uret. Spændingen skulle trækkes ud, til belønningen lignede noget.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar