Jeg deltog i en åndssvag fokusgruppe, og bagefter stillede jeg mig hen under hendes vindue og så op, om der var lys. Jeg bliver underlig, hver gang jeg er ude i det kvarter. Jeg kan ikke køre forbi Svanemøllen St. uden at tænke på dengang, en gammel klam nar samlede hende op der, og hun tog ham med hjem og poserede for ham i badedragt. – Dine ben er lidt tynde, sagde han. Han var fotograf.
– Hvad tænkte du på? sagde jeg. – Han kunne have voldtaget dig!
Hun var flyttet, sidste gang jeg kom i forbi, i 2002, da jeg søgte job, og hendes lillesøster boede i lejligheden. Nu stod der et nyt navn, jeg ikke kendte. Der var ikke lys. I min fantasi kiggede hun ned og fik øje på mig. Jeg drømmer stadig om hende ind i mellem. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tjekkede hende på Facebook i går. Den eneste gang, jeg har set hende de sidste 20 år, vinkede jeg og kørte videre med børnene i kassecyklen. I mange år forestillede jeg mig, at jeg ville møde hende, ulogiske steder, New York, og vise hende mit nye jeg: Se, jeg er kommet videre.
***
6 kommentarer:
Dette er også litteratur.
Du er sgu da ikke kommet en skid videre...
Tak. Og jo jeg er. Jeg kom faktisk videre engang.
Åh, jeg har just for nyligt opdaget din blog og jeg ælsker med æ at læse den! Og da jeg så pludselig støder på et par stillbilleder fra Cinema Paradiso i et af dine indlæg, så blev jeg klar over at jeg vil følge dine ordrige eskapader fra nu af og til evigheden! Tak!
Mod det uendelige univers! Wheeeeeeee!
PS Jeg er glad for, at der var nogen, der bemærkede, hvor billederne kom fra.
Send en kommentar