Her er et fantastisk stykke litteratur, jeg har skrevet. I mangel af bedre udgiver jeg det her.
Han læste i fjernsynsflimmer,
og hun var livstidsstudent.
Og på det sidste havde de ikke
kunnet fordrage synet af hinanden.
Hun synes, hun så gammel og grim ud,
og han kunne ikke finde ud af,
om hun hadede sig selv mere end ham.
Ikke at det fik ham til at fremstå i et
bedre lys.
Det var en kamp til det sidste om,
hvem der var mest prætentiøs &
hvem der var mest studentikøs.
Han vandt med et næsehår
i det store opløb.
Hans bedste stunder var på lokum
eller om aftenen, når hun ikke var hjemme
og børnene sov. Stellar Moments,
tænkte han, mens han klemte den ud,
god titel til en Grethe Ingmann-cd.
– Gi mig en marketingmand, jeg
har det. Ah, der kom én, og dér
en anden.
***
10 kommentarer:
Fy for helvede, så noget lort. Men den der Grethe-sang, "Mens han klemte den ud", den ville jeg gerne høre.
Knæk, knæk og brækprosa gik en litteratur. Som bekendt fik bekendelsen et fur.
Tak, tak. Det er alt for venligt.
Vi mener det godt.
Rolig nu. Det ved jeg da godt. Det ligger i det.
Jeg mente det ikke spor godt!
Indrøm det bare.
Det eneste, der ikke er fantastisk, er, at det hedder "studentikos", ikke "studentikøs".
Du trænger vist til et studentikyz! Har man aldrig hørt om poetisk frihed?
Nixen-bixen, ikke her i biksen.
Send en kommentar