torsdag den 12. marts 2009

Gravstenenes kirkegård

***
Det sørgeligste sted på kirkegården er det hjørne, hvor de smider alle de gamle gravsten fra hjemfaldne grave.



Jeg vil gå ud fra, at det sker, når folk ikke betaler, men nogle af stenene er ganske friske, som denne fra 2004:



Det er jo absurd at have nogen liggende på kirkegården i kun 5 år.*) De efterladte må have nægtet at betale eller selv være døde. I det mindste lugter det af dårlig økonomisk planlægning. Det sætter det i relief det her med, at livet går videre, efter man er død, og det bryder illusionen om evig fred.



Tænk at blive sat på gaden, når man er død.

Må man genbruge en gravsten? Pille bogstaverne af og sætte nye på f.eks. eller skrive på bagsiden? Mange ville sikkert regne det for uetisk, men jeg kan ikke se problemet.



Jeg så en gravsten dernede engang, jeg skulle have stjålet, da jeg havde chancen, for nu har nogen andre gjort det. En lille en, man næsten kunne holde i én hånd, hvorpå der bare stod "Far".



Hvil i fred.


*) Faktisk tre. Billedet er to år gammelt. Det er så lang tid, det har taget mig at få dette indlæg ud. Sagen er den, at jeg bildte mig ind, at jeg ville researche emnet og få en artikel ud af det. Snydt igen.
***

2 kommentarer:

Klaus sagde ...

måske var han ikke død alligevel ..? dengang jeg skulle ud for at købe sten til min mor, så jeg faktisk nogle af huggerens folk stå omme bagved og lave genbrugssten, men jeg undlod at spørge efter en brugt selv om det var hundedyrt ... min søster og jeg skiftes til at betale ... selv ville jeg egentlig hellere have en lænestol på graven og eventuelt en læselampe hvis nogen skulle komme forbi om aftenen, men selvfølgelig vil jeg helst slet ikke være død ...

Mandejammer sagde ...

En lænestol og en læselampe hugget i sten er en vildt god ide.

Han var helt sikkert død, hvis det er faren du mener.