Op

***
Jeg så op under lægens samtale med min mor om hendes uhelbredelige kræft og lagde mærke til, at den ene sygeplejerske pillede næse.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at hun blev ved.


***

Guddommelig harmoni

Som min ven Steve siger: Hvis det ikke er meningen, man skal pille næse, hvorfor er næseboret så på størrelse med en finger?

'Vi er alle Crumbs børn'

I 90’erne og frem var det populært med selvbiografiske tegneserier i USA, især som en arv fra Robert Crumb. Joe Matts Peepshow er et godt, sjovt eksempel.

Den samme tendens slog i øvrigt også igennem i den periode blandt kvindelige fotografer, med inspiration fra Cindy Sherman.


Marietta Davis f.eks. fotograferer altid sig selv

Men det kan selvfølgelig blive for meget med alle de bekendelser, som man kan se af denne side af Johnny Ryan (kendt for Blecky Yuckerella).


Klik for fuld, læsevenlig størrelse. Jeg har nuppet siden fra The Comics Journal

Hvad han siger om selvbio-serier kunne ligeså godt gælde for blogs, inklusive nærværende, bortset fra at blogs ikke har tegninger med til at gøre det sjov og læsabelt. Man kan fortælle næsten alt, bare der er billeder til. Se bare hvad Harvey Pekar laver. (Hans serier handler ikke om andet end folk, der går og taler med hinanden på gaden eller tænker og skærer tænder, men tegningerne er til at græde over, undtagen når Crumb laver dem.) Crumb kunne lave "en historie om at pille næse og få det til at se fantastisk ud", for at citere Ryan. Det er så forskellen på ham og andre.

Vigtig pointe: Noget tegneserier er gode til, som ingen andre medier kan, er at vise, hvad folk tænker, samtidig med at de taler.