Åh, hvor vi lo

Vi mødtes til den halvårlige/årlige frokost med min far og mine brødre. Højdepunktet var, at han havde taget kopier af sin kærestes testamente med, som han ceremonielt delte ud. Naivt forestillede jeg mig, at hun havde sat 10.000-20.000 af til os hver. Men iflg. testamentet giver hans kæreste – eller hvad sådan en hedder, han har boet sammen med i over 30 år – ham lov til at blive boende i huset i op til 6 mdr. efter hendes død med samt brugsret til bilen i perioden.

Og vi lagde hovederne tilbage og lo og lo og lo.



Jeg er ked af, at jeg bliver ved med at skrive om min far, men han driver mig til vanvid. Han er verdens ældste mand, og snart er han død.

Hurra, jeg er helbredt

Et absolut højdepunkt fra sidste år var, da jeg havde så ondt i ryggen, at jeg ikke kunne bevæge mig, men så lo jeg så højt over mine egne vittigheder på tjatten om, at Donzo er en gammel tante, at jeg ufrivilligt lænede mig tilbage i kontorstolen, så langt at jeg gispede af smerte, og da lød der et lettelsens knæk fra min ryg, og smerten var væk! Eller i hvert fald reduceret med 35%. Jeg grinede så højt over min egen vits, at jeg knækkede min ryg kiropraktisk. Hurra!

Jeg lo så højt over mine velartikulerede og laserpræcise beskrivelser af Donzo som en gammel tante, at jeg fik voldsomme smerter i ryggen, men jeg kunne ikke holde op at le hysterisk, og pludselig sagde det KRKK!, og smerten forsvandt!

Jamen, er det ikke fantastisk, at det kan lade sig gøre?

Hej Kurt

Jeg griner som en abe
har jeg opdaget
når jeg er alene.

Ontologisk genvej og et ultimatum fremsættes

Dr. TB præsenterede endelig sit gudebevis: "Jeg tror på gud, og det gør du også."

Åh, hvor jeg lo.

Han havde skrevet det ned.


Via LOVEGIFS

Det var ved forrige møde i litterær kreds. Ved sidste møde nægtede mine kredsbrødre at læse nyt af mig, fordi jeg ikke havde sendt manuskriptet til min legendariske digtsamling, der vil tage landet med storm, ud igen, efter jeg fik det tilbage i hovedet fra et større københavnsk forlag for over halvandet år siden.

Men det mest bemærkelsesværdige, det blivende indtryk fra det møde var dog dette: 3G havde lånt en habitjakke af den gode doktor, en rigtig lektorjakke som værn mod trækken, og med den på fik hans ord enorm vægt. Jeg måtte hele tiden bide mig i tungen for ikke at svare igen, det var ligesom at tale med en politimand.

Jeg vil også have sådan en. Alle bør have sådan en, så folk kan lære at høre efter.

Forholdsmæssigt

Jeg kommer hjem og er ked af det som sædvanlig, og min kone ligger og griner ad David Letterman på computeren.

– Det var altså ret hårdt! – Hahaha!

Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg pløkkede min datter (13) på siden af hovedet med en snebold. 1% fra eller til, og den havde ramt hende i øret eller ansigtet, og hun havde grædt. Perfekt. Stort, hvidt mærke på siden af huen.

Hun ved, hun får tifold igen, men hun begynder alligevel. Hun kan ikke nære sig.



Faktaboks: Jeg kastede en snebold, der ikke gik i stykker, da den ramte asfalten (efter ikke at have ramt skiltet). Jeg kan mit kram. Jeg er kunstner.

Jeg skal bæres det sidste stykke

***
Der var litterært kredsmøde i går, og det var en god og givende proces, det handlede bare ikke nok om mig, fordi sidste møde havde været "all me, all the time".

Højdepunktet kom, da Triple-K skreg højt af grin over noget, han havde skrevet, noget med nogens mor, og jeg skingert stemte i.
– Skal du grine ad mig? sagde han spidst, før han deklamerede færdig.
– Du begyndte, protesterede jeg.

Selvom det kun kortvarigt drejede sig om mig, og det kun sporadisk lykkedes mig at rette opmærksomheden tilbage til mit værk til sammenligning og uddybning, gik jeg fra mødet med en slagplan til færdiggørelse af mit nu 2. rev. manus, der er 92% klar, efter jeg høvlede et par knaster af i dag over et par engagerede gennemlæsninger.

Målet er i sigte. Vil det lykkes mig at gøre denne ene ting færdig i mit liv? Eller skal jeg straks begynde på noget andet? Jeg klynger mig til mine fæller, som Dorando Petri, der blev hjulpet over målstregen af begejstrede hjemmebanedommere ved OL-maratonløbet i Rom, 1908.
***

Betryggende omsorg

Jeg er blevet udsat for noget lægehumor i dag. To yngre læger er rykket ind hos min gode, gamle ortopædkirurg, og jeg ville have dem til at kigge på mit åbne operationssår i knæhasen, der ligner et grædende øje.

De pillede et stykke "komplikationsvæv" ud nede på skinnebenet, så siger den ene: "Jeg spiser det til frokost, hahaha!"

Så er de færdige og har bundet mig pænt ind, og så siger den anden: "Nu skal vi undersøge dine testikler, hahaha!"

Lægehumor.

Undersøgelsesrummet genlød af min skingre mandelatter (à la Tom Hulce i Amadeus).